Charlotte Bøving
Krop & velvære

Charlotte Bøving: Jeg tager alle de år, jeg kan få

Charlotte Bøving har en ekstremt positiv livsindstilling, som ikke er blevet påvirket af, at hun har fået en alvorlig kræftdiagnose. Tag med på en livsrejse

Charlotte Bøvings 50 år er praktiserende læge med klinik i Varde – du kender hende blandt andet fra TV-programmet ”Lægen flytter ind”. Vi taler om: Livet. Og døden. Charlotte genfandt sin store kærlighed og fik en kræftdiagnose stort set samtidig.
 
 
FRAKTUR
Dagen efter brylluppet i Ho Kirke den 27. maj havde Charlotte og Pernille 55 gæster til morgenmad. Da de sidste var dampet af ved totiden, spurgte Charlotte, om Pernille var okay med, at hun lige cyklede en tur. Det var hun. Pernille er large. På SELVE bryllupsdagen havde Charlotte også været ude på en ret udfordrende cykeltur – hun træner hver dag, og 70 kilometer på mountainbike er ikke noget at skrive hjem om i hendes træningsbog. Men nu var det trods alt dagen efter brylluppet, så hun ville bare nappe en ”rolig” tur en times tid med en god veninde. Det gik galt. På en helt almindelig grusvej mellem Blåvand og Vejers røg hun ud i rabatten med 35 kilometer i timen og nåede lige at tænke: Bøj nakken!, da hun røg af cyklen som skudt af med katapult. Dér lå hun et kvarter og våndede sig. Hun var sluppet med adskillige brud på kravebenet.
 
– Jeg følte mig heldig. Jeg kunne have brækket nakken og ryggen. Taknemmelighed fylder rigtig meget i mit liv i dag, fordi jeg har min kræftdiagnose. Jeg mødte en ung kvinde, der fik stillet en underlivskræft-diagnose samtidig med mig. Hun døde for otte uger siden. Jeg sætter kæmpe pris på stadig at være her og er taknemmelig over, at jeg trods alt har en kræftsygdom, som vokser langsomt. Og som min professor på Rigshospitalet siger om perspektivet: ”Det er biologi ikke matematik, jeg kan ikke sige dig noget om tid”.
 
NEDTUR
Sommeren 2016 var på flere måder en udfordring af de store.
– Jeg var igennem en parforholdskrise, Pernille og jeg var gået fra hinanden og havde været det i fire måneder, men skæbnen ville, at hun var i Varde, den dag jeg ringede til hende og sagde: ”Den er helt gal, jeg er bange for, at jeg har tarmslyng igen ...”. Det havde jeg haft både i 2010 og 2014, hvor lægerne ledte efter årsagen uden at finde den, og nu havde jeg MEGA ondt i maven. Kvalme. Kunne ikke rigtig slå en prut, som det hedder, der var simpelthen ikke hul igennem.
 
Charlotte ringede til Sydvestjysk Sygehus og indlagde som læge sig selv til observation for tarmslyng. Pernille kørte hende dertil. Så snart lægerne så scanningsbillederne af Charlottes mave, var der dømt operation. De fjernede ”noget, der virkede som en lille, ret godartet knude”. Og sendte den til undersøgelse.
 
Pernille var lige gået. Hun var ikke veget fra Charlottes side i de fire temmelig kritiske dage, der var gået efter operationen, men nu havde hun et arrangement i Silkeborg.
– Jeg havde sagt: ”Se at komme af sted, jeg ligger alligevel bare her og kan ingenting!”.
Så kom lægen, men da Pernille ikke var der, og Charlotte var alene, ville han gå og komme igen dagen efter.
– Så sagde jeg: ”Nej, DÉT gør du ikke, for hvis du har fået svar på noget, vil jeg gerne have det, og når du gerne vil have, at der er en her hos mig, kan jeg allerede regne ud, at det er en møgbesked. Sæt dig ned. Jeg er helt cool ...”. Så fortalte han mig, at jeg havde den her hormonproducerende fanden af en tumor. På det tidspunkt vidste jeg ikke, jeg også havde metastaser, så jeg tænkte: Okay, skidtet er ude ... Men da han var gået, tænkte jeg: Fuck, fuck, fuck, og gik på nettet og læste alt om neuroendokrine tumorer. Det var ikke superopløftende. Så ringede jeg til Pernille og min mor og min bror og Dennis Knudsen, som er min allertætteste ven. Dennis begyndte at tude, min mor var i chok, og min bror blev rationel: ”Vi skal bare have fundet de læger, der er bedst til det her i Danmark”.
 
Desværre var ”skidtet” ikke ude. Der er spredning til to lymfeknuder, som, siger Charlotte, kunne have været fjernet under operationen, hvor man havde ”overblik over operationsfeltet”. Nu er det som at lede efter en nål i en høstak. De er så små og vokser så langsomt, at lægerne lige nu ikke har teknikken til at fjerne dem.
 
De skulle have taget dem med ud?
– Ja, det havde været rart. Som de siger på Riget, så var det en kunstfejl, at de ikke gjorde det. Det var sikkert også en klagesag, men jeg orker det ikke lige nu. Nu er fokus på at få vendt mit liv til det bedste og forholde mig til, at jeg trods alt har en udløbsdato. Det havde jeg ikke rigtig tænkt over inden. Jeg er 50, jeg er midt i livet, eller ... jeg burde være midt i livet. Men det kan være, jeg er væk om fem år. Femårsoverlevelsen er 50 procent. Det forholder jeg mig til. I dagene efter lå jeg i hospitalssengen og vendte: Hvis ALT var muligt, hvad ville jeg så gerne bruge resten af mit liv på? Så er det en fantastisk erkendelse, at man faktisk laver alt det, man elsker. Jeg elsker at være i min praksis, holde mine foredrag, lave TV – så hvorfor ikke fortsætte med alt det, jeg godt kan lide?
 
– Man kan selvfølgelig godt sige, at det er mit livs nedtur, men nedtur er blevet vendt til optur, for det har måske gjort, at jeg er blevet endnu mere taknemmelig i min hverdag over at kunne alle de ting, som man indimellem faktisk synes er træls, for holder man det op imod alternativet – nemlig at ligge i en kiste og ikke være her – så er det jo et godt liv, jeg har. Og jeg tager alle de år, jeg kan få. Når man har fået sådan et prik i panden, tager man ingenting for givet. Jeg nyder hver eneste dag, jeg trækker vejret og har mulighed for at gøre de ting, jeg kan. Og når kræfterne begynder at slippe op på et tidspunkt – for det gør de – så begynder jeg nok at trappe ned på de ting, der tapper mig mest. Men jeg har stadig masser af energi.
 
Charlotte har en klar livsfilosofi: Bring mere med til bordet, end du tager.
– Jeg blev ikke anderledes af at blive syg, mit livssyn har været sådan her hele vejen igennem. I stedet for at gå og være bitter, skal man få taknemmeligheden frem. Om ikke før, så dér. Det er også det, jeg prøver at smitte mine patienter med: Nyd hver eneste dag i stedet for at ødelægge det med bekymringer over noget, der måske sker om fem eller 10 år. Tag dagen! Jeg kunne have brugt mit liv på at være bitter over, at den læge lavede den fejl. Jeg har valgt at fokusere på, hvordan jeg får det bedste liv herfra, i stedet for at fokusere på alt det, jeg ikke kan gøre noget ved alligevel.
 
Få 13 nr. af femina + glasvase fra Lyngby Porcelæn for kun 348 kr.
 
OPTUR
Dagen inden kræftdiagnosen, fandt Charlotte og Pernille ud af, at de alligevel skulle være kærester.
– I de fire kritiske døgn efter operationen veg hun ikke fra min side, og vi fandt bare ud af, at der var masser af kærlighed tilbage. Dét var optur. Det, der egentlig fik os til at gå fra hinanden, var, at enderne ikke nåede sammen. Pernille har sine sønner i Silkeborg, og jeg har mit travle arbejdsliv her. Men i perioden, hvor vi var væk fra hinanden, var vi enormt kede af det begge to, der blev grædt mange tårer, vi savnede hinanden. I parforholdet var vi endt med at have fokus på det, vi IKKE gav hinanden, i stedet for på det, vi faktisk gav hinanden – nemlig kærlighed. Men da jeg lå dér med slanger ud af næsen og drop overalt og havde pivondt i maven, var der ikke overskud til andet end nærvær, og dér fandt jeg ud af, hvor stor kærligheden var til hende, og jeg tror, hun fandt ud af det samme, og så besluttede vi os for at give det et shot mere.
 
Pernille har været gift med en mand – har du nogensinde tvivlet på, om hun var til kvinder?
– Jeg har ikke været i tvivl om, at Pernille er til mig. Pernille er ikke til kvinder, som hun selv siger. Jeg tror, hun skulle ud og finde en mand igen, hvis det ikke var mig. For Pernille har det været mødet med mennesket Charlotte, som har gjort, at hendes kærlighed faldt på mig.
 
Hvornår opdagede du, at du var til kvinder?
– Dengang jeg boede på La Santa Sport på Lanzarote – hende, jeg mødte, var instruktør. Hold da op, med sommerfugle i maven, den følelse havde jeg aldrig prøvet før. Jeg havde haft drengekærester, men havde aldrig sådan været lagt ned, vel? Dér skete bare noget. Vi var sammen i syv et halvt år. Hun er faktisk heller ikke til kvinder, hun faldt bare for mig.
 
Der er noget ved dig?
– Det ved jeg ikke … men sådan har det været med rigtig mange af mine kærester: De har været kvinder, som ikke har været til kvinder. Sådan er det. Jeg har vist kun haft en enkelt, som var til kvinder. Det gik heller ikke!
 
Dig og Pernille genfandt hinanden dér på hospitalet efter at have haft brudt med hinanden – og dagen efter fik du en kræftdiagnose?
– Lige da jeg fik svaret, smed Pernille alt, hvad hun havde i hænderne i Silkeborg, og kom ned til mig. Så sagde jeg: ”Du er fuldstændig fri, du skal ikke have et forhold til en, der måske ikke er her om to-tre-fire-fem år!”. Så sagde hun: ”Jeg tager hver eneste dag, jeg kan få med dig.” Det er bare sådan, hun er.
To måneder efter faldt Charlottes mor ud af sengen, bankede hovedet i sengebordet og fik kraniebrud. Efter halvandet døgn fandt Charlotte hende på gulvet i en elendig forfatning.
 
– Hun var indlagt i fire uger, og i de uger var Pernille bare OUTSTANDING fantastisk, ligesom hun havde været med mig. Sådan er hun som menneske. Det mest kærlige og omsorgsfulde væsen, jeg kender og kunne drømme om. Og en af aftenerne, hvor vi var kommet hjem fra min mor på hospitalet, stod jeg og rodede i nogle kødgryder, og Pernille var på vej ud med skraldespanden, da jeg vendte mig og kiggede på hende og spurgte: ”Vil du gifte dig med mig?”. ”Hvad???”. ”Vil du gifte dig med mig?”. Så sagde hun: ”Du ved godt, at det dér skal du gøre ordentligt.” Det lyder ikke særlig romantisk, men det endte faktisk med at blive det. Jeg kravlede hele vejen igennem køkkenet og sad dér på knæ foran hende og spurgte, om hun ville gifte sig med mig.
Pernille sagde som bekendt ja.
 
SUTUR
Hvad det er? Det er den tråd, læger syr mennesker sammen med. Charlottes forældre var læger, hendes bror er læge, hun har selv altid vidst, hun ville være læge.
– Jeg er vokset op i en lægefamilie, så siden jeg har været helt lille, har jeg forholdt mig til, at livet går hånd i hånd med døden. Jeg rendte rundt med stetoskop og pandelampe og gav alle mine tøjdyr injektioner. Jeg har været VILDT interesseret i sådan noget med sygdom altid.
 
At reparere mennesker?
– Ja, men det mentale i det har også altid interesseret mig, og i dag er noget af det, jeg bruger allermest i mit arbejde, at klæde patienterne på mentalt. Når de spørger: ”Hvornår skal jeg dø af det her?” – hvis det er en livstruende sygdom – siger jeg: ”Det ved jeg ikke. Du kan gå ud ad min dør og blive kørt over. Så er det det, du dør af ...”. Jeg er altid meget ydmyg i forhold til at tale om enden på livet, og hvornår det er ... det ved vi ikke en skid om.
 
STRUKTUR
Okay, så tager vi lige en dyb indånding, for vi er landet i barndommen, det er dér, Charlotte finder svaret på, hvorfor hun er et menneske, der har behov for struktur, og det svar, hun finder, er ikke for sarte sjæle.
– Jeg er på mange måder kontrolfreak på grund af det, jeg er vokset op i. Jeg havde en far, som ... og jeg fornærmer ikke nogen og heller ikke ham, tror jeg, ved at kalde ham psykopat. Vi vidste aldrig, hvad humør han var i. Han kunne vende på en tallerken, og så fik vi prygl, eller min mor fik bank. Og han kunne komme pivstiv hjem, og så fik vi alle sammen tæsk eller trusler. Det er et ret voldsomt familieliv, jeg er vokset op i.
 
Sådan noget sker også i pæne lægefamilier?
– Det gør det jo. Det har været druk, hor, tæsk.
Hvad gjorde det ved dig?
– Da jeg var barn, var jeg hele tiden i pas på mor, og ikke gøre mor ked af det-mode. Hvordan kunne jeg forkæle eller gøre min mor glad? Ved at være flittigmyre, slå græsset, ordne bedene, strygetøjet, købe ind, hjælpe med at lave mad, passe min lillebror. Jeg har altid været en lille hårdtarbejdende myre. Jeg blev mobbet i skolen som barn med, at jeg var en lille Kloge-Åge, der havde orden i tingene, for det var der ikke ret mange i min klasse, der havde, men jeg ville ikke komme hjem og skuffe min mor med en kontaktbog, hvor der stod, at jeg ikke havde opført mig ordentligt, hun havde problemer nok. Og ja ... jeg blev rullet rundt i hundelort, fordi min far havde bollet flere damer i byen, end der var lygtepæle.
 
Åh ...
– Ja, sådan nogle ting, som man som barn bare ikke kan gøre noget ved. Det var svært at komme hjem og sige: ”Far, jeg er blevet rullet i hundelort i dag, fordi du boller alle damerne i byen”. Og det gjorde han jo. Han havde sådan en hel bog med kvinder, som han havde været ”på”, som han stolt rendte rundt med i inderlommen.
 
Der var mange, der havde en aftale med doktoren?
– Ja … min far, han var styg altså. Det er jo også kommet frem efter hans død. Der har været mange mænd og sige, at det var de kede af. Min far havde mange forliste ægteskaber på samvittigheden.
 
Din mor?
– Hun har været sønderknust så mange gange, at det trodser enhver beskrivelse. Hun voksede op i fattige kår, var blevet fravalgt af sin mor, som lige nåede at blive 17, da hun fødte hende som uægte barn, og hun boede sammen med sine bedsteforældre. For hende har familiedrømmen altid fyldt meget, så hun har tilgivet rigtig mange ting, fordi hun hver gang håbede, min far så artede sig derfra. Han græd jo krokodilletårer, hver gang han havde tævet hende eller været hende utro, og lovede guld og grønne skove, og så tilgav hun ham. Jeg var ikke ret gammel, da jeg spurgte min mor: ”Kommer man i fængsel, hvis man slår sin far ihjel?”. Jeg tror, jeg var 13. Og jeg har stået med et ladt gevær foran min far og sagt, at hvis han rørte min mor én gang til, så skød jeg. Dér var jeg 14, tror jeg.
Faren var jæger. På gulvet i Charlottes konsultationsrum ligger skindet af en zebra, han nedlagde.
 
Var du bange for ham som barn?
– Jeg har været fysisk bange for ham, ja, er du sindssyg. En af gangene, hvor han tævede min mor, råbte jeg ”psykopat” efter ham, så løb han jo efter mig, jeg nåede lige at smide to stole ind foran ham, så han var ved at falde over dem – ellers havde han fået fat i mig. Det var snevejr, jeg var på strømpesokker, men jeg turde ikke komme hjem i fem timer. Ja ... vi har jo fandeme været bange for ham, alle sammen, og han var tyran til det sidste. Halvandet år før han døde, blev han indlagt på hospice, fordi han var syg og rigtig dårlig, og min bror og jeg var nede og besøge ham, vi troede, det var hans endeligt. Dér spurgte han både min bror og mig: ”Kan I tilgive mig?”. Så sagde min bror ret hardcore: ”For hvad, far, hvad vil du gerne tilgives for?”. Og så begyndte vi at remse op: Er det det, at du har tævet vores mor til ukendelighed, brækket kæbe, slået tænder ud, brækket arm, slået hende bevidstløs mange gange, trukket hende i benene ned ad trappen, er det alt det, du vil tilgives for? Eller er det det, du har gjort ved os? At du har prøvet at hoppe på hver eneste kæreste, vi har haft? Vi kunne blive ved, ikke? Til sidst lå han bare og hulkede og sagde: ”Jeg har været et monster”.
– Så sagde jeg: ”Vi kan godt tilgive dig, men vi glemmer aldrig”. Fra da af havde han ikke krammet på mig mere. Fra da af var det ligesom bare: Han kan ikke gøre mig ondt mere. Det var en fantastisk følelse at være dér.
 
 
RETUR
Når man nu pludselig har fået chokmeldingen, at livet muligvis ikke bliver så langt, som man havde regnet med – hvad så med tro, reinkarnation, Paradis, Gud og så videre? Charlotte siger kontant, hun er naturvidenskabeligt uddannet. Et faktamenneske. Vi er her. Til vi ikke er her mere. Der er ingen returbillet til livet.
 
– Jeg vil gerne i en kiste, og ormene må gerne få mig. Jeg synes, vi skal retur til det, vi er kommet fra, og gøre vores nytte også dér. Der er noget sindssygt smukt i at sige farvel på selve dagen i stedet for, at man bliver kørt væk for at blive brændt, og alle tuder, og så skal de det hele igennem en gang til 14 dage efter, når der er en urne, der skal sættes ned. Der er noget rigtig smukt over en helt traditionel begravelse. 

Læs mere om: