https://imgix.femina.dk/media/article/1436-braendenaelder_0.jpg
Krop & velvære

Brændenælde - ikke kun en ubehagelig oplevelse

5. september 2014
af Rikke Goerlich, redigeret af webredaktionen
foto: Panthermedia
Efteråret nærmer sig, men brændenælder findes stadig overalt i skove og på stier, og der er stor risiko for at blive »ramt«. Se her hvad du kan gøre, hvis uheldet er ude, og hvordan brændenælderne kan være med til at styrke din sundhed.

Brændenælden er tæt beklædt med »hår« på stængler og blade. Når vi kommer i kontakt med brændenælden, brækker spidsen af disse hår, som så »skærer« et lille hul i vores hud, samtidig med at huden kommer i berøring med giften fra brændenældens hår. Herved får vi små blærer på huden, som klør, svier og brænder.

Giften indeholder blandt andet histamin, som forårsager rødme, kløe og hævelse, og desuden frigør den også myresyre, som irriterer huden. Myresyren kan neutraliseres af base – eksempelvis spyt – som dermed lindrer.

Prøv brændenælde-te - se her >>

Er du blevet brændt af brændenælden?

1. Skrab de små »hår-pigge« af med kanten af et kreditkort.

2. Afvask området med koldt vand, det kan opløse lidt af giften.

3. Påfør antihistamin-creme eller let lokalbedøvende creme på huden.

4. Overvej antihistamin-tabletter/allergipiller ved voldsomme forbrændinger (de fås på apoteket i håndkøb). Ofte er reaktionen fra planten dog så kortvarig, at antihistamintabletterne ikke kan nå at virke.

Super sunde nælder

Brændenælder er smækfyldt med mineraler, jern og sporstoffer, som fremmer optagelsen af mineralerne. Der findes i dag en del forskning i nældernes medicinske virkning. Den er rig på vitaminer og mineraler, hvilket gør den til en sund næringskilde. Den anvendes ved lav blodprocent. Indholdet af flavonoider i brændenælden modvirker inflammation og anvendes mod gigt.
Nældebladene indeholder også kalium, og kombinationen af flavonoider og kalium virker vanddrivende og udrensende.

Du kan også få brændenælde som kosttilskud - se her >>

Sådan bruger du brændenælder

• Brug blade og stængler i suppe. Find opskrift på brændenældesuppe her

• Brug nældebladene i stedet for eller sammen spinat i tærter.

• Lav en kop styrkende te. Hvis du har problemer med skæl eller fedtet hår, så lav en ekstra kop te, lad den afkøle og skyl håret med den, efter at du har vasket det.

• Lav din egen urtesalt. Til et glas kan du bruge cirka 150 gram god salt og en stor håndfuld nældeskud. Skyl nælderne, og læg dem til tørre på et viskestykke. Kom det hele i en blender, og blend, til du har en ensartet masse. Hæld saltet på en bageplade, og tør i ovnen ved 75 grader en times tid. Rør lidt i blandingen undervejs. Køl af og kom på glas. Laver du dobbelt portion, har du til en venindegave også.

• Brug som naturlig gødning til dine planter. Tag 100 gram nælde til en liter vand. Lad blandingen trække i tre dage og filtrer. Brug en deciliter gødning til en liter vand.

Læs mere: Der er masser af gode grunde til at sætte tænderne i mælkebøtter, skvalderkål og brændenælder, som vokser vildt i naturen lige nu.

Artiklen indeholder affiliate links

Læs også