https://imgix.femina.dk/media/billeder/2014/januar/flad-mave-prim.jpg
Træning og kost

Bliver du lykkeligere af en flad mave?

7. marts 2018
Redigeret d. 7. marts 2018 (udgivet første gang d. 14. november 2014) - af Vibeke Lou. Foto: All Over
Rigtig mange kvinder skammer sig over deres mave og kæmper en hård kamp for at trække den ind eller træne den flad. Spørgsmålet er imidlertid, om det er umagen værd. Ifølge eksperter bliver du nemlig hverken sundere eller lykkeligere af en flad mave – læs her hvorfor.

659.000. Så mange hits får man, når man søger på "flad mave" i Google. Den flade mave er blevet et statussymbol og et af tidens vigtigste tegn på, at man er sund og i kontrol. Det understreger en undersøgelse fra hudplejefirmaet Nivea, hvor 87 procent af de adspurgte kvinder svarede, at de var kede af mindst én ting ved deres krop. Og for lidt over halvdelens vedkommende var det maven, der var problemet.

Nu er det svært at komme uden om, at moden er baseret på, at man helst skal have nogle bestemte - lettere urealistiske - kropsmål. Men hvis man kan leve uden at følge moden slavisk - eller måske ligefrem vælger at klæde sig efter sin figur i stedet for at hoppe med på den seneste trend - er der så nogle fornuftige argumenter for at kaste sig ud i målrettede maveøvelser og benhårde diæter?

Flad fordøjelse

Ikke hvis man spørger fysioterapeut og pilatestræner Lotte Paarup. I kraft af sit arbejde møder hun mange forskellige mennesker, der har knas med kroppen. Og ikke sjældent er årsagen faktisk, at maven er for overtrænet og overspændt og skaber problemer

- Når man træner sine mavemuskler meget eller går og suger maven ind hele dagen, påvirker det resten af kroppen. Først og fremmest går det ud over vejrtrækningen - man kan nemlig ikke trække vejret optimalt, hvis man går og trækker maven ind. I stedet kommer vejrtrækningen til at foregå i bryst- og skulderområdet, og man får ikke iltet kroppen ordentligt igennem. Det betyder, at cellerne ikke får tilført tilstrækkeligt med ilt, og resultatet er, at man føler sig træt og uoplagt. Derudover sker der også det, at ryggen bliver stivere, og bækkenbunden slappere, siger Lotte Paarup.

Hun tilføjer, at en anden almindelig bivirkning af at trække vejret overfladisk er, at vi ikke får brugt mellemgulvsmusklen ordentligt. Det er nemlig den, der får maven til at udvide sig, når vi trækker vejret rigtigt dybt, og hvis ikke den får lov til det, påvirker det fordøjelsen negativt, fordi tarmene ikke bliver stimuleret. Resultatet er, at vi bliver oppustede og får sværere ved at komme på toilettet. Læge Søs Wollesen, som for nylig har skrevet en bog om sund fordøjelse, er på linje med Lotte Paarup, når det gælder vejrtræningens betydning for fordøjelsen:

- Jeg ser rigtig mange kvinder, som går og trækker maven ind for at se slanke ud, og det påvirker i høj grad deres vejrtrækning. Når man ikke bruger mellemgulvsmusklen til at trække vejret med, så får man ikke stimuleret fordøjelsen og så er resultatet, at maven går mere eller mindre i stå, siger Søs Wollesen.

Hun anbefaler, at man i stedet for at trække maven ind, retter sig ordentligt op, hvis man gerne vil se slankere ud. En rankere holdning giver samtidig bedre plads til tarmene og deres bevægelser og er meget sundere for kroppen, end når man går og trækker maven ind.

Ryggen bliver stiv

Jamen, vi skal jo træne mavemusklerne. Meget. Så vi bliver stærke? Det er en skrøne, påpeger Lotte Paarup. Man bliver ikke stærkere, jo mere man træner og spænder op i mavemusklerne. Tværtimod giver overtrænede mavemuskler et stift og ufleksibelt udtryk i kroppen, og ryggen kan blive øm, stiv og svag:

- Sat på spidsen kan man spørge, om det er bedre at have en flad mave end at være i stand til at bevæge sig frit og fleksibelt, siger hun, og fortsætter:

- Selvfølgelig er det ikke sundt at være overvægtig og utrænet, men hvis man er en ganske almindelig kvinde med en vægt, der ligger i normalområdet, er det fuldstændig ude af proportion at gå og vurdere, hvor meget man skal træne eller trække maven ind for at se 'pæn' nok ud. Derudover mener jeg egentlig heller ikke, at en stiv og anspændt krop er specielt smuk, siger hun.

- Det mentale selvbillede er langt vigtigere end det fysiske. Jeg har selv prøvet at have en meget flad mave i en årrække, uden at jeg var specielt glad eller lykkelig af den grund. Maven og fedtprocenten var det, som jeg brugte som barometer for, om jeg havde det godt, men i dag ved jeg, at det er nogle helt andre ting, som har betydning for, om jeg trives eller ej. Det er selvfølgelig min egen personlige erfaring, men jeg tror, at rigtig mange kvinder vil kunne nikke genkendende til den. Når man fokuserer meget på maven, handler det i virkeligheden om, at man har brug for at stive sit selvværd af og se 'rigtig' ud i andres øjne.

Både Lotte Paarup og Søs Wollesen er enige om, at der i de senere år er kommet ekstremt meget fokus på kvinders maver. Hvor det førhen handlede om at have tynde lår eller en "god røv", er det i dag maven, som mange kvinder føler, at de bliver bedømt på. Søs Wollesen nævner trenden med shape-underwear (trusser med høj talje, som strammer maven ind, red.), som et eksempel på, at kvinder er villige til at gå langt for at få den eftertragtede flade mave:

- Shape-underwear er den sikre vej til at blokere vejrtrækningen og fordøjelsen. Det kan godt være, at man bliver slankere at se på, men undertøjet strammer så meget om maven og bughulen, at det blokerer for vejrtrækningen og fordøjelsen.

Fokus og fedt

I sin egen praksis har Lotte Paarup erfaring for, at overdreven fokus på at få maven flad faktisk kan føre til det stik modsatte - nemlig at der lagrer sig endnu mere fedt omkring livet:

- Hvis man trækker vejret overfladisk og går og spænder op i maven dagen lang, kan kroppen meget let opleve det som stress. Det får den til at udskille mere af stresshormonet kortisol, som har den effekt, at kroppen for det første holder ekstra godt fast på sine fedtdepoter og for det andet dirigerer 'nyt' fedt direkte hen på det ømme punkt - maven, siger hun.

At stress sætter sig som ekstra polstring på maven er en kendsgerning, man er blevet ekstra opmærksom på i sundhedskredse i de senere år. Mavefedt nøjes nemlig ikke bare med at sætte sig som en muffintop rundt om taljen. Det aflejrer sig også indvendigt, hvor det ophober sig mellem organerne - dvs. lever, nyre og tarme bliver omgivet af det. Og så begynder det for alvor at blive usundt. Det "indre fedt" spreder sig nemlig til f.eks. lever og blodbaner, hvor det øger risikoen for åreforkalkning og dermed blodpropper.

Til gengæld er den gode nyhed, at hvis du skruer ned for stressen, både den stress, du oplever i din dagligdag, men også den, du påfører dig selv ved at gå og trække vejret overfladisk og gå og holde maven inde, så er det indre mavefedt faktisk noget af det første, der giver slip og forsvinder, fordi det er så nøje forbundet med niveauet af kortisol. Dermed kan du faktisk opnå en win-win- situation ved at skrue ned for den benhårde mavetræning og i stedet begynde at trække vejret dybt igennem. På den måde får du ro i krop og nervesystem, et sundere kredsløb, en bedre iltning af blodet, en sundere fordøjelse og - ikke mindst - en bedre holdning og kropsfacon, hvor fedtet er mindre tilbøjeligt til at sætte sig lige præcis på maven.

Hvad enten du er decideret overvægtig eller måske bare har et mere eller mindre indbildt problem med, at din mave er for stor, kan der ifølge Lotte Paarup være meget hjælp at hente i at arbejde med dit forhold til dig selv og dit udseende. Lærer du først at acceptere dig selv som menneske (og ikke som krop), er det ikke længere så afgørende for dit selvværd, om du vejer tre kilo mere eller mindre. Det kan for det første gøre dit forhold til dig selv mere harmonisk, og for det andet gør det det betydeligt lettere at slippe de, eventuelt, overflødige kilo. ¦

Lotte Paarup er fysioterapeut, åndedrætsekspert og pilatestræner og har mange års erfaring i at arbejde med krop og sind. Hun lever af at undervise professionelle i bevægelse og holder foredrag, kurser, uddannelser og udgiver bøger og dvd'er. Se mere på Denintelligentekrop. dk

Søs Wollesen er læge, forfatter, zoneterapeut, akupunktør og psykoterapeut. Hun er ansat som læge på Nordsjællands Hospital og har sideløbende sin egen klinik, hvor hun rådgiver patienter om bl.a. kost og sundhed. For nylig udgav hun bogen "Sund Mave Sådan" på Gads Forlag.

https://imgix.femina.dk/call_to_action/fe_abo_web_8nr_1138x370_2.png

Læs også