Kasper Birch lider af helbredsangst: "Jeg har lært ikke at gå på nettet, hver gang min krop giver en lyd fra sig."

Helbredsangst er for mange af dem, der har det, svært invaliderende og går ud over livskvalitet, parforhold, arbejdsliv – ja, alle områder af livet. Som én har beskrevet det: “Hvis jeg bare kunne få lov til at opholde mig i en MR-scanner hele tiden, ville alt være godt.”

Helbredsangst er det, man før i tiden kaldte hypokondri.

Filminstruktør og forfatter Kasper Birch er langtfra alene om at have den angstlidelse – man skønner, at omkring 150.000 danskere lider af helbredsangst.

For Kasper har det været en årelang proces at lære at leve med, at kroppen larmer, uden at det behøver at betyde, at man er syg.

En del af processen har været at skrive bogen ”Jeg er syg – men fejler ikke noget”, hvor han giver os et indblik i lidelsen ved at fortælle sin egen historie, og via samtaler med en psykolog, en præst og hjerneforskeren Peter Lund Madsen prøver at forstå, hvorfor han blev ramt, og hvordan han kan lære at leve med lidelsen.

Helbredsangsten tager rigtigt fat i Kasper Birch, da han bliver overbevist om, at han har ALS.

Han har alle symptomer; der er ingen tvivl for ham. Det viser det sig dog senere, at han ikke har. Han har derimod helbredsangst.

Den udløsende faktor

Som ved andre psykiske lidelser er der ofte en udløsende faktor, der får helbredsangsten til at bryde ud. For Kasper Birchs vedkommende var det hans fars sygdom og død.

Faderen fik konstateret prostatakræft i 2011 og døde af det i 2014.

– Min lillebror og jeg fik at vide, at den prostatacancer, som min far døde af, er arvelig, så vi skal tjekkes hvert år. Jeg fik så tjekket mit PSA-tal (Prostata Specifikt Antigen, red.) året efter min fars død, og det viste sig at være alt for højt.

– Efter flere undersøgelser kunne lægerne konstatere, at der ikke var nogen tegn på kræft, og de kunne ikke give en forklaring på det forhøjede PSA-tal. De sagde bare, at det er et meget fluktuerende tal, hvilket jo er noget djævelskab, når det er dét tal, man måler ud fra.

– Og chokket fra det åbnede ind til helbredsangsten. Jeg var skidebange, indtil jeg blev udredt og fik en forklaring.

Det er dog først i 2018, at Kaspers helbredsangst eskalerer fuldstændig.

Han står et sted i livet, hvor han har gang i virkelig mange ting. Der er en masse uvished, og han er i tvivl om, hvad han skal i fremtiden.

– Jeg blev spurgt, om jeg ville lave spillefilm og blev selvfølgelig enormt smigret og tænkte, at det skulle jeg da. Men jeg havde et fuldtidsarbejde ved siden af, som også krævede meget af mig, så i virkeligheden var det et kæmpe pres.

– Jeg følte mig egentlig ikke stresset, men har nok været virkelig dårlig til at mærke efter, hvad jeg skulle. Og den uvished har helt klart været med til at skubbe helbredsangsten i gang.

De tre faktorer

De seneste fem år har Kasper været igennem en række undersøgelser, blandt andet kikkertundersøgelser af tarmsystemet og af mavesæk og spiserør, neurologiske undersøgelser og skanninger.

I alt 10-15 alvorlige og kostbare undersøgelser. Han har mødt fem forskellige praktiserende læger, neurologer, to forskellige hudlæger og fire forskellige øre-, næse- og halslæger.

Ingen af lægerne har kunnet hjælpe ham med det, Kasper i virkeligheden fejlede.

Det kunne til gengæld psykologen Ditte Hoffmann Frydendal fra Aarhus.

Hun er specialist i folk med helbredsangst på Afdelingen for Funktionelle Lidelser på Aarhus Kommunehospital, og det var blandt andet mødet med hende, der hjalp Kasper med at deale med sin lidelse.

Og ikke mindst forstå, hvorfor han havde den.

– Ditte lærte mig, at der er forskellige faktorer til stede i lidelsen. Det er ikke specifikt for helbredsangst, men gælder også andre psykiske lidelser. Man taler om sårbarhedsfaktorer, de udløsende faktorer og de vedligeholdende faktorer.

– Sårbarheden er for eksempel genetik: Er man født med et bekymret sind? Eller er man vokset op i et bekymret miljø? Har man haft forældre, der var helbredsangste? Og hvad har man oplevet i sin ungdom, som er den sårbare periode i ens liv?

– Så taler man om den udløsende faktor, som er det, der skubber angstlidelsen i gang. De kloge siger, at det oftest sker, når folk får børn og selv bliver forældre, men det kan også komme i forbindelse med dødsfald, som i mit tilfælde, med sygdom eller et hårdt brud, hvor man bliver kastet ud på dybt vand.

– Til sidst er der den vedligeholdende faktor, som er den, man kan gøre noget ved. For eksempel at holde sig fra at google sine symptomer i tide og utide og at lade være med at scanne kroppen for symptomer konstant.

– Man vil jo gerne fikse det, fjerne det, og det tror man, at man gør ved hele tiden at mærke efter, hvordan man har det lige nu. Man får en hyperopmærksomhed på sig selv.

– Men det er netop dér, man går fejl, for man bliver bare ved med at fodre angsten på den måde, siger Kasper Birch, som har lært sig selv ikke at gå på nettet, hver gang hans krop giver en lyd fra sig.

Sygemelding og skam

Efter de 14 dage, hvor Kasper troede, han havde ALS, var han så udmattet, at han måtte sygemelde sig.

– Da jeg fik at vide, at jeg ikke havde ALS, blev jeg selvfølgelig først lettet, men så kom der en stor undren over, hvordan jeg kunne bevæge mig ind i den kæmpe osteklokke af angst. Hvordan kunne jeg gå fra at være et normalt, rationelt tænkende menneske til pludselig at gå fuldstændig i rundhyl, hvor jeg ikke tog imod nogen form for fornuft?

– Jeg fik en frygt for, at jeg var ved at blive sindssyg, så jeg opsøgte en terapeut, og der fandt jeg ud af, at der var nogle ting, der pegede tilbage i mit liv. Jeg var et relativt introvert barn, jeg bekymrede mig mere end andre, og som 13-årig begik min onkel selvmord for øjnene af familien ved at hælde en dunk benzin ud over sig og antænde væsken. Dertil kommer min fars sygdom og død.

Fortalte du dine nærmeste, hvordan du havde det?

– Jeg delte det ikke med ret mange, men selvfølgelig med min kone, som er fuldstændig modsat mig, og hun stod lidt uforstående over for det, fordi hun aldrig selv har oplevet angst. Det føles pinligt, når man tror, at man fejler en hel masse, og der ikke er noget, så skammen kommer oveni.

– Skam over at have udsat sin kone for en selvoptaget mand, skam over at være for optaget af mig selv og mine symptomer og skammen over at have fået en masse undersøgelser hos sundhedsvæsenet, som koster penge og tager tid fra de rigtig syge patienter.

– Hvorfor kunne jeg ikke bare have slappet af? Der er en dobbelthed, fordi man på den ene side har haft det virkelig skidt og på den anden side skammer sig over, at man har haft det skidt.

Man skal vel ikke skamme sig over at have en psykisk lidelse?

– Nej, men på det tidspunkt vidste jeg ikke, at helbredsangst er en angstlidelse. Den store forskel på opfattelsen af helbredsangst og andre psykiske lidelser er misforståelsen om, at du tror, du fejler noget. Du finder ud af, at du ikke fejler noget, ergo kan der ikke være noget galt. Men det er jo ikke rigtigt. Symptomet er rigtigt nok, og jeg kunne lige så godt have udviklet OCD eller en anden anerkendt lidelse.

Et opråb til mit hoved

Da Kasper har fået det hele lidt på afstand og en bedre forståelse for sin lidelse, får han lyst til at dele sin historie.

– Det var ikke væk. Der kom stadig anfald, men jeg havde det bedre, og besluttede mig for at komme ud at holde foredrag om helbredsangst. Jeg gik også i gang med at skrive, og i løbet af relativt kort tid havde jeg skrevet skelettet til bogen – min egen historie. Siden rakte jeg mere ud for at få resten af bogen på plads.

Har det hjulpet dig at skrive bogen?

– Ja, og det at finde ud af, at rigtig mange har helbredsangst. Siden bogen udkom, har jeg fået to-tre beskeder om dagen fra folk, som skriver, at de endelig føler, at bliver set og hørt. At bogen har givet dem et sprog. Og at deres pårørende, som har svært ved at sætte sig ind i lidelsen, skal læse bogen.

– En del af helbredelsen er nemlig også at turde tale om det, og hvis jeg kan få flere af dem, der har helbredsangst, til at tale lidt højere om det, og dem, der står omkring til at forstå det lidt tydeligere, hvad det egentlig er, er jeg glad.

– Helbredsangst handler ikke kun om sygdom; det handler også om kontrol. Og om at kunne acceptere en vis mængde uvished i sit liv. Kroppen larmer og laver mærkelige ting. Det bliver ikke mindre med alderen, og det må man lære at leve med.

– Men den er også et meget præcist instrument, som fortæller dig, hvis hovedet ikke er helt med i det, du laver. Jeg tror, det var det, min krop gjorde. Helbredsangsten var et opråb til mit hoved.