Jeg revnede sidst, kan jeg få kejsersnit næste gang?
Kære Dorte
Jeg fødte en datter i september 2005, og hele forløbet fra start til slut varede kun toenhalv time. Jeg fik en sphincter ruptur, altså revnede godt og grundigt for og bag. Jeg havde frygtelig ondt i de efterfølgende to måneder og er panisk for at skulle det samme igennem næste gang. Selvom det ikke er givet, at det samme sker igen, tør jeg ikke løbe den risiko, og jeg overvejer derfor kraftigt at bede om kejsersnit næste gang. Nu frygter jeg så, at al den snak om kejsersnit efter mors ønske i medierne kan afstedkomme, at jeg får et nej, da mange misbruger kejsersnit for at slippe for smerterne under selve fødslen. Men hvornår er det egentlig ok at ønske kejsersnit uden medicinsk grund?
Mvh Vicky
Kære Vicky
Total bristning af ringmusklen i endetarmen er en kendt komplikation til vaginal fødsel. Det forekommer i omkring en til to procent af alle fødsler. Andre to procent oplever, at enkelte muskelfibre i lukkemusklen går i stykker. Hvis ringmusklen har været beskadiget under en fødsel, vil man ofte tale med en læge om, hvordan den næste fødsel skal forløbe. En del kvinder vælger at føde ved kejsersnit ved efterfølgende fødsler. I de tilfælde, hvor der har været store gener eller evt. operationer i efterforløbet, vil man råde til, at efterfølgende fødsler finder sted ved kejsersnit.
Jeg synes ikke, man siger, at kvinder misbruger muligheden for at få et kejsersnit uden medicinsk grund. Der er mange andre grunde til at ønske kejsersnit. Det er en myte at sige, at kvinder vælger kejsersnit fordi de dermed kan planlægge bedre. Enhver kvinde har sine grunde til, at netop hun ønsker kejsersnit. Det kan være traumatiske forløb ved tidligere fødsel, psykiske årsager som angst eller frygt for vesmerten. Det er derfor vigtigt, at hver kvinde, der overvejer at ønske kejsersnit, taler med en speciallæge om fordele og ulemper samt alternative muligheder, således at kvinden kan vælge det, hun er mest tryg ved.
Dorthe Taxbøl, jordemoder
Læs også:
Naturlig fødsel eller kejsersnit?
Du kan forebygge bristninger