Hun vil ikke have jerndråber
Jeg har en dejlig datter på 11 måneder. Hun er en glad pige, som trives i det daglige.
Mit problem er, at hun er totalt afvisende over for jerndråber.
Jeg har prøvet at komme en dråbe i hendes vand eller juice og i maden eller saucen flere gange, men hun kan smage dråberne alligevel. Dråberne skulle ellers være uden smag, men hun skriger op og spytter maden ud, de gange jeg har prøvet.
Hvad gør jeg, hun skal vel have jerndråberne?
Mette Pedersen
Kære Mette
Jern er et meget vigtigt mineral for børns udvikling. Jernmangel kan både have indflydelse på barnets vækst og udvikling. Derfor anbefaler Sundhedsstyrelsen, at alle børn får et tilskud af jern fra de er seks-tolv måneder og gerne de følgende vintre.
Der sker dog ikke noget, hvis et barn i en kortere periode ikke får den anbefalede daglige dosis. Der findes flere forskellige jernpræparater på markedet, så kan dit barn ikke lide det ene, kan I prøve et andet. Da dit barn snart fylder et år, kan du gå over til en børnevitaminpille tilsat jern, som du kan knuse ned i en skefuld mad.
Der findes særlige vitaminpiller til de helt små børn, men undlad at give dem hele til din datter, før du er helt sikker på, at hun kan tygge dem ordentligt. Og så lettes optagelsen af jern ved daglig indtagelse af lidt kød.
Benedikte Hertel, sundhedsplejerske
Læs også:
Kosttilskud
Vitaminer