Hun klipper sig i fingrene i protest

Vi er en familie på 4, en dreng på 9 og en pige på 5. Vores pige er en stærk, selvstændig og meget omsorgsfuld pige, som gerne vil bestemme det meste. Hun har et voldsomt temperament, som vi forsøger at rumme. Vi har arbejdet meget med at være klare i vores meldinger, ikke bruge for mange ord, når vi siger nej og taget konflikterne hen af vejen. Hun er derfor helt klar over, at når vi siger nej, så hjælper det ikke at skrige, sparke og slå, smække med døren osv, så vredesudbruddene er blevet kortere og knap så voldsomme, hun reagerer hurtigere på 'nej'et end før. De sidste par måneder er hun derimod begyndt at bruge en anden form for pression, når vi siger nej. Så siger hun 'så river jeg mig selv/ kvæler jeg mig selv/ klipper mig selv'.

Hun er en gang kommet af sted med at klippe sig i fingeren til stort chok for både hende selv og faren. Hun bruger også de trusler, når vi må stoppe konflikter mellem hende og hendes bror/andre børn. Hvad gør vi forkert?

Hvordan skal vi tackle hendes vrede, når den viser sig sådan? Vi prøver at fortælle hende, at vi ikke vil have, at hun gør sig selv ondt, at vi elsker hende og at hun ikke er dum, men at hendes handling er forkert, men er det den rigtige måde? Hun kæmper med sin storebror om vores - især min - opmærksomhed, hvilket gør især måltiderne til en prøvelse indimellem. Jeg håber, I kan give mig nogle gode ideer til, hvordan vi hjælper hende og os selv videre. Hjælp!!!
Mette

Kære Mette
Det er en forskrækkelse, når ens barn truer med at skade sig selv. Og skrækken bliver ikke mindre af, at man for tiden kan læse i dagspressen, at det er en tiltagende tendens blandt børn i puberteten. Så jeg forstår godt dit ønske om hjælp til at komme videre.

Min første tanke, da jeg læste dit brev var en fundering over, hvorfor en femårig behøver at vise sådan en vrede. Jeg tror, I skal være opmærksomme på, hvad der ligger bag vreden, hvad er det for ønsker og intentioner jeres datter har, som ikke bliver opfanget og anerkendt og derfor udløser voldsom vrede. Børn vil ikke blot bestemme, de vil noget med det, de ønsker. Dette kan selvfølgelig langt fra altid imødekommes, men det har betydning, at de mærker at man har forstået deres intention. Ellers føler de sig afvist, der skal en forklaring eller begrundelse til, som gerne må være kort. Ligeledes må man forklare dem, hvad de skal gøre, hvis det er muligt at imødekomme deres ønske. Hvis det fx går ud på at få mors opmærksomhed midt i måltidet, og det ikke er muligt, så sig, at du gerne vil høre på din datter, men at det ikke kan lade sig gøre nu, til gengæld vil du godt putte hende og I kan snakke sammen der. Pointen er, at børn skal mærke, at man forstår dem og vide hvorfor ting ikke lader sig gøre. På den måde lærer de om livets sammenhæng. De skal jo guides til at udfolde deres liv indenfor de rammer, vi voksne sætter og ikke blot tilpasse sig.

Jeg tror, I skal give lidt slip på tilpasningsaspektet samtidig med, at I er vedholdende og vejledende.

Desuden skal din datter opleve, at hun er en del af familien, at hun foretager sig noget sammen med den. Hun skal vide, at hendes handlinger har betydning, det er af stor værdi for styrkelsen af hendes selvværd.

I må forholde jer konkret til hendes vrede, støtte hende i følelsen af at være værdifuld, så den afløser forestillingen om at gøre skade.

Susse Stuhr, pædagogisk konsulent

Læs også:
Stikker fingeren i halsen