Forstå dit barns gråd
Gråd er det lillebitte barns eneste kommunikationsredskab. Derfor vil barnet græde, når det er sultent eller træt, når det keder sig eller har ondt i maven. Barnet græder også, hvis det fryser, hvis det har det for varmt, hvis der er noget i bleen, eller hvis noget andet føles ubehageligt.
Kan man ikke straks gennemskue årsagen til barnets gråd, må man gå systematisk frem og søge forskellige årsager.
Er barnets naturlige behov tilfredsstillet, er det sultent, trænger det til kontakt, sidder noget for stramt eller gør ondt?
Trænger det til trøst, fordi det har tabt sutten?
Undersøg eventuelt, om der er tegn på sygdom: Virker barnet varmt eller koldt, har det feber?
Har barnet smerter - trækker det benene op under sig?
Græder barnet stadig, når man har forsikret sig om, at det har fået sine behov dækket, og at det ikke er sygt, så skyldes det formentlig enten træthed eller behov for kontakt og nærhed.
Efterhånden som man lærer sit barn at kende, bliver man bedre til at trøste og finde ud af, om det er en tur i barnevognen, der er brug for, eller om barnet trøstes bedst ved at være tæt på mors eller fars krop, mens der spadseres op og ned ad gulvet hjemme i stuen.
Babyer har lige så forskellige temperamenter som større børn og voksne. En trøstes måske bedst af at blive afledt, mens en anden har bedst af at få det varme aftenbad nu.
Er man selv som forælder blevet anspændt og nervøs af babyens gråd, kan det være anspændtheden, der får gråden til at fortsætte. Lad i så fald en anden overtage barnet, mens du selv falder lidt til ro, eller skift situation ved for eksempel at gå en tur med barnevognen.
Se også:
Barnevogn
Det kan blive for koldt at sove ude for baby