Første gang Anja besvimede, blev det forklaret med stress. Nu lever hun med en lille computer i hjertet

Anja og hendes veninder har lige sat sig til bords på restauranten og bestilt drikkevarer, da Anja får det dårligt.

Det er november 2024, og den dengang 31-årige mor til to er ude med sine veninder til en sjov aften i hjembyen Odense, men den bliver hurtigt afbrudt.

– Det sortnede for mine øjne, og da jeg vågnede igen, lå jeg med hovedet på min venindes skød, husker Anja Gupta Pindstofte i dag.

Der blev ringet efter en ambulance, som kom og tog prøver på Anja og tog hende med til Odense Universitetshospital.

Her blev der taget flere prøver, men lægerne kunne ikke se, der skulle være noget galt.

– De sendte mig hjem og spurgte, om det måske bare havde været en stresset periode, husker hun.

Anja slog det hen som stress, selv om hun egentligt ikke havde følt sig mere presset end ellers.

Men symptomerne fortsatte i de følgende dage.

– Jeg kunne sidde i sofaen og pludseligt mærke alt blod forsvinde fra hovedet og blive utilpas, og det kunne gå og komme flere gange på en dag, husker Anja, som arbejder som marketingkoordinator lidt uden for Odense, hvor hun også bor med sin familie.

Besvimer uden årsag

Den 14. januar 2025 havde Anja netop afleveret sine to børn i børnehave og skole, da det skete igen.

– Jeg sad i sofaen og kunne pludseligt kun fokusere på lyden af køleskabet og se striberne i vores loft. Jeg vågnede ved, at mit hoved hvilede på min ene skulder, og mine arme hang slapt ned langs siderne.

Heldigvis har Anja sin svigerinde i nabolaget, så hun kom forbi og ringede efter en ambulance.

– Der kom en paramediciner og testede mig – igen uden at finde noget. Da han sad i bilen og kiggede på prøverne, blev jeg dårlig igen, og min svigerinde løb ud og hentede ham ved bilen.

Så kom ambulancen, og endnu engang kom Anja på hospitalet til check.

– De tog også en ekg for at tjekke hjertet, men den viste intet. Til sidst sagde de ordret til mig, at hvis de skulle behandle alle, der led af angst, kunne de ikke lave andet.

Anja har aldrig lidt af angst, så hun undrede sig, men gjorde sig klar til at komme hjem igen.

Anjas familie ville dog gerne have hende tjekket en ekstra gang, og for en sikkerheds skyld beholdt hospitalet hende en nat, mens de overvågede hendes hjerte.

– Jeg vågnede den nat, ved at det væltede ind med personale på stuen, mens de spurgte, hvad der var sket, og om jeg var vågen, siger Anja om den chokerende oplevelse.

– Det var voldsomt, og de råbte efter en hjertelæge og begyndte at lægge hjertestarter-pads på mig.

Det skulle vise sig, at Anjas hjerte havde sat ud i cirka otte sekunder, hvilket personalet havde kunnet se på en monitor og reageret på.

Mors computer

Et par dage efter var beskeden klar: Anja led af den i øvrigt ufarlige sygdom sinusarrest, hvor hjertet går kortvarigt i stå og starter af sig selv igen.

Hun skulle derfor have en pacemaker indopereret, for sinusarrest kan være farlig, hvis man besvimer mens man for eksempel kører bil.

Anjas børn, Sofia på syv og Oliver på fem, kom hen til hospitalet og besøgte hende den aften.

De fik at vide, at mor havde en vandslange ind i armen, hvis kroppen blev tørstig, og i morgen skulle hun have opereret en lille computer ind i hjertet.

– Vi spiste mad fra McDonald’s og havde en rigtig hyggelig aften, husker Anja.

Dagen efter var hun klar.

– Da de trillede mig ned på operationsstuen, stod min mand alene tilbage på stuen, husker Anja, som blev opereret med kun lokalbedøvelse og derfor var vågen under hele forløbet.

– Lige da jeg blev trillet ind på operationsstuen, blev jeg lidt ked af det. Pludseligt gik det op for mig: Okay, det her er ret alvorligt, men de var bare så søde og rolige og omsorgsfulde. Der var en rar stemning.

Operationen foregik ved, at lægerne førte en lille pacemaker gennem hovedpulsåren fra halsen og ned gennem brystet og ind i det ene hjertekammer, hvor den fra nu af skulle give et lille stød, hvis Anjas puls kom ned under 40 slag i minuttet.

Operationen tog to timer.

– Jeg kunne følge med på lægens skærm hele tiden og også mærke, at de var i gang. På et tidspunkt spurgte jeg dem endda, om de var inde i selve hjertet nu? ”Ja, det var de”, lød svaret.

Et ekstra hjerteslag

I dag lever Anja med sin lillebitte pacemaker.

Hun har stadig symptomerne fra sin sygdom, hvor hun bliver bleg og utilpas, men heldigvis kan hun mærke, at pacemakeren virker.

– Det føles som et lille ekstra hjerteslag, når den går i gang, fortæller hun.

Dermed har operationen ikke ændret meget i hendes hverdag og så alligevel.

– Nogle gange kan jeg godt tænke, at jeg har været heldig. Hvad var der sket, hvis jeg havde fået sinusarrest, mens jeg kørte bil? Hvad var der sket, hvis jeg ikke havde haft min familie, som pressede mig til at blive på hospitalet og blive undersøgt ordentligt?

Det har også givet hende anledning til at tænke over vores sundhedssystem.

– Vi har et af verdens bedste sundhedsvæsner, men jeg er alligevel i chok over, at de ikke tog mig alvorligt fra begyndelsen. Men de tror åbenbart ikke, at unge mennesker også kan fejle noget alvorligt, siger hun.

Anja synes også, forløbet har gjort hende lidt mere følsom.

– Sidste weekend var jeg til min venindes bryllup, og allerede om formiddagen, da jeg kørte derhen, havde jeg tårer i øjnene. Tænk, at jeg får lov til at være med til det. Det lyder dramatisk men tanken om, at jeg ikke kunne have været her, fylder, selv om jeg prøver ikke at dvæle ved det. I år skal min søn begynde i skole, og jeg kan mærke livets store øjeblikke lidt mere.

Denne artikel blev først bragt hos Ude og Hjemme, som også ejes af Aller Media. Dette er en redigeret version.