Få kemien ud af dit hjem
Foto iStockphoto
1. Gør rent, og luft ud
Udover at fylde boligen med planter, er det forholdsvist enkelt at komme af med det meste ved at lufte rigtig godt ud og støvsuge. Man kommer rigtigt langt med 2 x 5 minutter udluftning om dagen med blafrende gardiner. Derudover er støvsugning også rigtig godt til at komme af med kemikalierne.
2. Send bamse i bad
De fleste kemikalier binder sig til støvpartikler. Bamser, legetæpper, sutteklude har godt af en tur i vaskemaskinen hver fjerde til femte uge, fordi de hurtigt bliver fyldt med støv.
3. Lad nye produkter gasse af udendørs
Derudover kan man minimere påvirkningen ved at "lufte" legetøjet godt igennem - helst et par dage - inden det bliver taget i brug. Det er ikke noget, man bliver populær på blandt børnene, men det har en stor effekt.
4. Vask tøj og sengetøj
Når du har købt nyt tøj, sengetøj eller andre stoffer skal du vaske det et par gange før du tager det i brug. Du undgår, at kemikalierne påvirker dig, til gengæld ryger de ud i vandmiljøet, så det kan godt betale sig at købe økologiske produkter, når det er muligt.
5. Undgå pvc-tryk
Hvis der er tryk på tøjet, skal du sikre dig, det ikke er af PVC. Spørg i forretningen, hvis du er i tvivl. PVC-gummistøvler er, som regel, støbt i ét og har derfor ingen samlingsmærker bagpå. Kunstskind kan også sagtens være lavet af PVC. Køb hellere den ægte vare.
6. Undgå behandlede materialer
Skjorter, sengetøj, sko med videre kan være behandlet med kemikalier, der skal give produktet en speciel effekt.
7. Gå efter legetøj, der indeholder så lidt kemi som muligt
Hold især øje med, hvilken alder legetøjet er beregnet til. Legetøj til børn over tre år må have mere kemi i sig. For eksempel må det gerne indeholde to typer phthalater.
8. Vælg maling med lav mal-kode
Afdampning fra maling foregår over tid. Malingens kemikalier damper langsomt og konstant af. For at undgå så meget kemi som muligt, kan du vælge maling, der er vandbaseret og med så lav MAL-kode som muligt. Den bedste MAL-kode for indeklimaet (og dig) er "00-1".
Kilde: Familie uden kemi (2008) m.fl .
Læse også:
Kan elektronik dampe?
Værd at vide om kemielskende planter