En sen aften kastede Sophia sig i sengen, og der lød et højt smæld. Så fulgte to år med smerter

Bang!

Et højt smæld brød stilheden i soveværelset den 5. januar 2023.

Det var sent om aftenen, og Sophia var på vej i seng efter en lang dag med læsning til eksamen.

Hun kastede sig tilbage i sengen, men i stedet for at ramme hovedpuden, stødte hun hovedet hårdt mod væggen.

Det sortnede for øjnene, og alt omkring hende snurrede.

– Jeg var enormt træt. Hele dagen havde jeg været begravet i bøgerne, og da jeg endelig skulle sove, ramte jeg forkert, fortæller 23-årige Sophia Julie Al-Erhayem.

På daværende tidspunkt var hun 21 år, i gang med sit første semester på jurastudiet og hjemme hos sin kæreste, Gregers Jacobsen, på 25 år.

Det, der egentlig bare var en uheldig episode, blev begyndelsen på to år, hvor Sophias liv blev sat på standby, og hendes hverdag fyldt med smerter.

Sov hele tiden

– Jeg var slået ud. Mit hoved gjorde ondt, og jeg havde ikke engang kræfter til at rejse mig fra sengen, mindes Sophia, som kontaktede sin læge.

Lægen rådede hende til at hvile sig, slappe af og give hjernen ro til at komme sig.

Men Sophia havde svært ved at slippe tankerne om den forestående eksamen. Det var den sidste eksamen, hun skulle igennem for at afslutte første semester, og presset voksede, jo tættere hun kom på dagen.

– Noget sagde mig, at jeg var nødt til at tage den her eksamen. Jeg havde allerede læst hele pensum og gjort, hvad der skulle til, beskriver Sophia.

Med hjælp fra sin kæreste læste hun op, mens hun lå i sengen – når hun altså ikke sov på grund af smerterne.

På eksamensdagen samlede hun kræfterne, tog smertestillende og kæmpede sig igennem prøven.

– Jeg klarede det, og så gik jeg hjem og sov, husker hun.

Snart blev Sophias hverdag præget af en gennemtrængende hovedpine, træthed, lysfølsomhed og svimmelhed. Det var hendes nye virkelighed.

– Hovedpinen var konstant og bankende. Jeg sov mere, end jeg var vågen, og kunne ikke engang læse eller se på en skærm, fortæller hun. Lyset var uudholdeligt, og hun måtte ligge i mørke med solbriller på.

Gregers nikker og tilføjer:

– I starten sov du næsten 22 timer i døgnet.

Simple ting som at gå på toilettet eller at tage et bad blev en kamp.

Hun gik til en zoneterapeut, som opdagede, at hun havde en nakkehvirvel i klemme. Det forårsagede pludselig mikrolammelser, der gjorde, at hun kunne falde sammen uden varsel.

I april 2023 fandt en kiropraktor ud af, at hun også havde piskesmæld. Der var ikke noget at gøre ved det, lød det.

Flere gange kontaktede hun sin læge, men hun fik hver gang beskeden om at vente og slappe af – først tre uger, så tre måneder, og senere et halvt år. Håbet om bedring svandt langsomt.

Konstante smerter

Tiden gik, men Sophia fik det ikke bedre. Hun blev sygemeldt fra studiet og ventede på, at smerterne ville forsvinde.

– Min nakke var stiv, kroppen gjorde ondt, og jeg var svimmel det meste af tiden, fortæller hun.

Flere gange kollapsede hun, når hun var aktiv, og det blev for svært for eksempel at købe ind i supermarkedet på grund af lyset og støjen.

– Jeg havde intet overskud. Alt, jeg kunne, var at sove, siger Sophia.

Hver morgen var en kamp mod en dunkende hovedpine, der gjorde det svært blot at komme ud af sengen.

Hendes kæreste, venner og familie var en vigtig støtte, og hun ringede ofte til familien i København for at høre stemmer og føle sig mindre alene.

– Der var ingen fremskridt – tværtimod blev det værre. Efter mange måneder begyndte jeg at miste håbet om nogensinde at blive rask. Jeg havde de samme symptomer i 2024, som jeg havde i 2023, fortæller hun.

Følelsen af isolation var svær, især for en, der før havde levet et travlt liv med fuldt program hver dag.

Sophia prøvede vidt forskellige metoder for at få det bedre: Læger, neurolog, fysioterapi, kiropraktor, massør, psykoterapeut inden for hjernerystelse og en hjernerystelseskoordinator i hendes kommune.

Hun fik også en MR-scanning, men kunne ikke blive henvist af sin læge, så det var egenbetaling. Desuden prøvede hun zoneterapi, øjenlæge, skeleterapeut og kropsterapeutisk behandling.

Zoneterapien hjalp på hendes piskesmæld og nakkehvirvel, hvilket hjalp lidt. Men ingen af metoderne hjalp på hjernerystelsen, og for hver gang mistede hun lidt mere håb.

Frygten for, at hun aldrig ville kunne vende tilbage til sit studie igen, voksede. Dertil kom, at hun oplevede at blive mødt med en mistanke om, at hendes symptomer måske var psykiske.

Hun blev forberedt på, at førtidspension kunne blive hendes fremtid.

– Det ramte mig hårdt. Min største frygt var, at det her skulle være mit nye liv. At jeg aldrig ville blive mig selv igen. Jeg følte, at mit liv blev flået i stykker.

Et lys i mørket

I april 2024 skete der noget, der ændrede alt.

Pludselig kom der fokus på hjernerystelse i medierne, fordi en dansk journalist havde publiceret en podcast om sin egen hjernerystelse.

Sophia lyttede til den, og for første gang følte hun, at nogen forstod, hvad hun gik igennem.

Journalisten fortalte om en behandling i USA, som havde hjulpet ham, og Sophia tog en beslutning. Med økonomisk støtte fra sin far og moralsk støtte fra familie og venner skrev hun sig op til behandlingen.

Behandlingen kostede 3000 dollars, fortæller Sophia, og det svarer til cirka 21.000 kroner.

Efter en del ventetid rejste hun af sted sammen med Gregers den 22. november. Flybilletterne kostede omtrent 3.500 kroner per billet tur/retur fra København til Pittsburgh.

– Det var en enorm lettelse. Jeg brød sammen i gråd, erindrer Sophia, som fik at vide, at hendes hjernerystelse var et standardtilfælde, og at hun nok skulle blive helt rask.

Selve konsultationen var hurtigt overstået. Det var den efterfølgende tid, som krævede en stor indsats. Sophia skulle udfordre sine symptomer, også når hun oplevede smerter, svimmelhed eller ubehag.

– I stedet for at undgå symptomerne, lærte jeg, at jeg skulle “trigge” dem for at fremme helingen, forklarer hun.

Hendes daglige program var struktureret: Maksimalt 7,5 timers søvn, fast sengetid klokken 23 og opvågning klokken 6:30 hver dag.

Inden for de første ti minutter efter opvågning skulle hun gå en tur i 45 minutter, derefter træne i fitnesscenter, løbe en halv time dagligt, lave øjenøvelser og langsomt øge tiden med skærm og læsning.

Alt lys omkring hende skulle være fuldt tændt, og hun skulle genoptage sit sociale liv som før hjernerystelsen.

– Det var en kæmpe kontrast til de sidste to år, hvor jeg jo hele tiden havde fået at vide, at jeg skulle hvile mig og tage det roligt. I USA lærte jeg, at det handlede om at give kroppen og hjernen et chok – at presse sig selv for at hele, fortæller Sophia, som rejste hjem med nyt håb og ny energi.

På hjernerystelsesklinikken University of Pittsburgh Medical Center, UPMC, blev hendes hjernerystelse hurtigt vurderet, og Sophia fik håb.

Her fik hun tilpasset et træningsprogram til, baseret på hendes symptomer, slagets placering og varighed, og hun blev fortalt, at hvis hun fulgte programmet nøje, ville hun inden for en uge begynde at mærke forbedring.

Ny begyndelse

Efter hjemkomsten har Sophia fulgt sit program og løbende har onlinemøder med fagpersoner fra hjernerystelsesklinikken. Det har været hårdt.

– Jeg har skullet presse mig selv så meget, at det føltes umuligt, fortæller Sophia, og Gregers istemmer:

– Der var flere gange, hvor det så ud, som om du var ved at besvime. Men vi fik at vide, at vi ikke måtte tale om dine symptomer eller spørge, hvordan du havde det.

– Jeg kan huske, da du faldt om på hotelværelset efter en øjenøvelse. Der måtte jeg ikke hjælpe dig op, havde vi fået besked på. Det var hårdt, tilføjer han.

Men indsatsen har givet pote. I dag er Sophia startet på studie igen og, vigtigst af alt, kan hun endelig overskue hverdagen igen.

– Hvis ikke jeg var rejst til USA, havde jeg næppe fået det godt igen. Jeg føler, mit liv er blevet reddet. Det har kun kunnet lade sig gøre, fordi jeg har haft min kæreste, familie, venner og hund. Min far har støttet mig økonomisk. Den opbakning har ikke alle med hjernerystelse mulighed for, men alle ramte burde tilbydes sådan en behandling, synes hun.

– Jeg har lært at sætte pris på de små ting her i livet. Det er stadig en kamp, men ingenting i forhold til før. Bare det at kunne stå op om morgenen, drikke en kop kaffe, se mine venner og familie og læse op til studiet betyder mere, end jeg havde troet, fortæller Sophia.

I marts i år havde hun sin afsluttende onlinesamtale hos hjernerystelsesklinikken.

– Jeg blev spurgt, om jeg stadig følte, at min hjernerystelse styrede min hverdag. Det kunne jeg svare nej til, siger Sophia med et smil.

Denne artikel blev først bragt hos Ude og Hjemme, som også ejes af Aller Media. Dette er en redigeret version.