En ærlig fortælling om overgangsalder: Det er bare en overgang

En ærlig fortælling om overgangsalder

Jeg lover det: Jeg vil være så ærlig som overhovedet muligt. Også om det, der – også helt ærligt – føles en lille smule pinligt at skrive om.

Muligvis er du ikke nået til den særlige fase af dit liv. Endnu. Muligvis er du midt i den. Muligvis er det et for længst overstået kapitel. Men fælles for os alle sammen – kvinder altså – er, at vi skal igennem den, overgangsalderen, du ved … Og jojo, der er alt det med kroppen. Men spørgsmålet er også, hvad den manglende menstruation og fertilitet overhovedet betyder i og for et moderne kvindeliv. Min konklusion? Noget helt andet, end jeg havde forestillet mig (og frygtet).

Personlig status: Kvinde, 56 år, 173 cm høj, 62-63 kilo, aller-allersidste menstruation i december 2016 efter nogle år, hvor der bare blev færre og færre af dem. Med andre ord: Lige om lidt er der gået et år efter sidste menstruation, og så er jeg POSTKLIMAKTERIEL. Det hedder det sgu ...

Jeg har et billede fra 1966 af min farmor og mig i sofaen hjemme hos min farmor og farfar i Valby. Jeg er fem år, min farmor er 48. Hun ser nydelig ud med sit permanentede hår og sit fruetøj i neutrale farver. Men hun ser også ældre ud, end hun er, synes jeg. Hun har givet slip på en del af sig selv, som jeg VED havde været der. Som ung elskede hun fine fransk inspirerede spadseredragter, lækre hatte og højhælede sko. Hun var fra 1918 og kom i overgangsalderen i 1960’erne – og dengang forventedes kvinder at afstemme deres alder og deres udseende. Man kan SE på min farmor, at det er dér, hun er. At der er noget, det endegyldigt er slut med, og det er ikke bare menstruationen. Som 48-årig.

Længe før jeg selv havnede i overgangsalderen, tænkte jeg, at det nok ville blive noget med en stålgrå page, et ikkeeksisterende sexliv, og at ingen mand på gaden ville gide værdige mig et blik længere. Kvinders overgangsalder har være et sandt mekka for fordomme og myter, ikke? Jeg kigger ned ad mig selv, mens jeg skriver det her. Jeg er ældre, end min farmor var på billedet. Og jeg er iført lyslilla jeans med frynser på buksebenene, sølvsandaler, hvid boheme-bluse med citrongule broderier og pyntesnore og store sølv-loop-øreringe. Jeg prøver at forestille mig mig selv iført det fruetøj, min farmor har på. Eller hende iført mit. Det er umuligt. Det er 50 år siden, og aldersopfattelsen har forandret sig markant. Man har ikke længere den alder, man har, man har den alder, man føler, man har.

Så er æggebakken tom

Det gælder både mænd og kvinder, men der er så lige den forskel på mænd og kvinder (der er flere, jeg ved det trods alt godt, men nu holder vi os lige til emnet her, ikke?), at kvinder midt i livet gennemgår nogle kropslige ændringer, som mænd ikke gennemgår.

Hvad er det nu, der sker indeni, når kvinder går i overgangsalderen? Der bliver færre og færre æg i ”bakken”, østrogenniveauet begynder at svinge kraftigt, progesteronproduktionen bliver ustabil – og menstruationerne bliver uregelmæssige og hopper over. Og en dag er der bare ikke flere æg. Bakken er tom. Bom. Så indtræder menopausen. Og når den er indtrådt, er østrogenniveauet konsekvent lavt, og det påvirker huden og slimhinderne og knoglerne. Og hede- og svedeturene? Skyldes formentlig, at der sker en forandring i mellemhjernens hypothalamus, som regulerer kropstemperaturen.

Mine personlige erfaringer med det kropslige i den forbindelse? Okay, her kommer det: Urinen lugter pludselig ligesom hormon-kemisk før og efter de sidste, uregelmæssige menstruationer. (Jeg troede selvfølgelig, det var noget farligt. Det var det ikke …). Pludselig gror et uvelkomment sort hår ud under min hage. Slimhinderne er ikke, hvad de har været. Indimellem føler jeg mig decideret KED af det uden grund. Og det kan være irriterende at føle, at man sover i en sauna om natten, og træls at blive overfaldet af hedeture om dagen. Men ellers? Hmmm. Jeg har ikke taget på. Endnu. Taljemålet er godt nok vokset lidt, men skidt. Alt i alt hører jeg formentlig til de 60 procent kvinder, der ifølge Netpatient.dk oplever moderate symptomer i forbindelse med overgangsalderen. 20 procent oplever voldsomme symptomer. Og 20 procent mærker overhovedet ingenting.

For et stykke siden var jeg hos en gynækolog, der begyndte at tale om hormoner. Jeg sagde nej tak. Så foreslog han et lettere hormonpræparat sådan bare for at holde slimhinderne i gang – underforstået for sexlivets skyld. Og nej, der var ingen bivirkninger, sagde han. Så læste jeg brochuren for vidundermidlet – der var et billede af et lykkeligt modent par på den, igen underforstået: Det er da det mindste, en kvinde kan gøre for sin mand ... Men det stod dér, sort på hvidt: Let forøget risiko for brystkræft. Bare nej tak.

Men helt ærligt så stod jeg jo dér med de slimhinder, der ikke var, hvad de havde været. Og opdagede et allround fugtprodukt – som tilfældigvis, stod der med lidt mindre skrift bag på produktet, også kunne bruges til noget i den mere erotiske afdeling. Det var søreme heldigt, hva’? Så kan den stå i toiletskabet og lade, som om den er noget andet, end den er.

LÆS OGSÅ: Hormon-yoga: Kom godt igennem overgangsalderen uden hormoner

Det er også skønt!

Det har faktisk også sine fordele, at det er slut med æggene. Det er fantastisk at være fri for menstruation, skønt at være fri for at skulle løfte smertende, spændte bryster ud af sengen om morgenen, og rart at være gået en bh-størrelse NED, og nu har jeg godt nok ikke brugt prævention i årevis – vores eneste barn fik min mand og jeg reagensglashjælp til, fordi jeg ellers ikke kunne – men det må for mange kvinder da også tælle på plussiden, at det er slut med at tænke på prævention. Er det en sorg, at det også er slut med at kunne få børn – med eller uden hjælp? Det synes jeg faktisk ikke. Der er da ingen grund til at ønske at holde en dør på klem, når man VED, der ikke længere kan komme nogen ind ad den (jeg har godt nok en veninde, der fik tvillinger som 52-årig, men det hører altså til megaundtagelserne). Jeg forstår heller ikke de kvinder, der tager hormoner langt op i 60’erne, fordi de gerne vil blive ved med at have menstruation – for at føle sig kvindelige (kender faktisk et par, der har brugt det som argument).

Jeg føler mig sådan set fuldstændig som den kvinde, jeg altid har været. Jeg er bare blevet ældre. Men i modsætning til kvinderne på min farmors tid, så føler jeg ikke, jeg forventes at lave om på mig selv af den grund. Jeg spurgte min mand, hvad han syntes om det hele. Han sagde:

– Jeg kan ikke mærke, at du er gået i overgangsalderen. Vi er bare blevet ældre begge to, ikke? Din hormonproduktion ændrer sig selvfølgelig, men jeg kan helt ærligt ikke mærke noget hormonelt, du er ikke mere humørsvingende, end du altid har været (tak, kære mand …). Og du er ikke mindre feminin, din påklædning er det heller ikke. Du har stadig fokus på det. Jeg kan ikke mærke din overgangsalder. Bortset fra at du er et varmeapparat om natten. Så for mig handler det slet ikke om overgangsalder, det handler om, HVORDAN man bliver ældre – for begge køn.

”Så du synes ikke, kvinder bliver mindre tiltrækkende efter overgangsalderen?”, fiskede jeg videre hjemme i køkkenet.

– Næ. Jeg har overhovedet ikke blik for kvinders overgangsalder. Det handler om, om man bevarer sin kvindelighed. Eller bliver dødkedelig, fordi man har givet op. Det kan man jo også gøre som 32-årig.

Sagde min mand, der er 14 måneder yngre end mig. Hurra – og så det lange!

Fri til kvindelighed

Min mor græd, da hun fyldte 40. Hovedsagelig fordi min far i bedste mening havde foræret hende et joggingsæt i velour. Hun stod iført sættet foran spejlet og sagde, mens tårerne trillede: ”Jeg ligner en pensionist!”. Hun brugte aldrig det sæt. Nu ER hun pensionist og ligner stadig ikke en.

Konklusionen? Hvis man giver slip og bliver ligeglad med sin kvindelighed og sin seksuelle udstråling, så er det klart, at man, i hvert fald hvad det angår, bliver usynlig. Hvis man bare ikke GIDER bruge tid og kræfter på det, er det da fuldstændig éns egen sag. Men det er et valg, ikke? Man bliver ikke usynlig, hvis man ikke selv vil være det. Det fine er, at man HAR et valg. Journalist og tidligere fotomodel Lotte Freddie er 83 og et strålende eksempel. Hun hader beige, går stadig i fejende skørter og højhælede og har fuldt blus på kvindeligheden. Vi er så heldige, at vi lever i en tid, hvor kvinder har fuld frihed til at folde deres kvindelighed ud, nøjagtig som det passer dem. Dét kunne jeg godt have ønsket for min farmor. Spørgsmålet er så, om vi udnytter den frihed til fulde? Om vi tager tidens positive tendenser og strømninger til os, eller om der er mere at hente? 