Eksem
Kløende, hudløse og måske skællede hudområder hos småbørn kaldes eksem. Børneeksem er den mest almindelige form blandt småbørn.
Heldigvis vokser to tredjedele af børnene fra eksemet, inden de bliver tre år.
Lægerne kalder eksemet for atopisk dermatit, og et tredje navn er astmaeksem. Det betyder ikke, at eksemet nødvendigvis behøver have noget med astma at gøre. Navnet kommer af, at det tit ses i familier, hvor der er astma og allergi i forvejen.
Børneeksem er en af de sygdomme, man sagtens kan have uden at mærke mere til nogen form for allergi resten af sit liv. Der er dog flere børn med børneeksem, der også får astma, astmatisk bronkitis eller andre overfølsomhedssygdomme end børn, der ikke har eksem.
Børneeksem kan udløses af allergi mod for eksempel en bestemt fødevare. Eksemet viser sig ofte allerede, mens barnet er helt lille. De første tegn er som regel røde, tørre plamager i ble-området og i ansigtet. Senere bliver udslettet mest dominerende i albuebøjningerne, i knæhaserne, på halsen og håndleddene. Det klør meget, og eksemet kan, hvis det ikke bliver behandlet, udvikle sig til åbne sår.
Man kan til gengæld gøre meget for at forebygge udbruddene ved at pleje barnets hud.
Det allervigtigste er, at huden ikke udtørres, derfor skal man ikke overdrive brugen af sæbe, og det er en god idé med lidt olie i badevandet.
Børn med eksem skal smøres grundigt hver dag med en fed og nærende creme som eksempelvis Locobase fra apoteket. Nogle har brug for receptpligtig binyrebarksalve i perioder på de mest udsatte steder.
Uld og andre tekstiler, der kan være ujævne og kradsende i strukturen, kan provokere eksemet frem, så barnet skal helst gå i bomuld og andre bløde og glatte stoffer. Nogle uldne stoffer (især de mest "naturlige") kan indeholde fedtstoffet lanolin, som mange børn med eksem ikke kan tåle.
Der findes alternativ behandling for eksem, for eksempel siges kæmpenatlysolie at kunne hjælpe.
Hudreaktioner behøver dog ikke bare være børneeksem. Børn kan fx få nældefeber, som er korte udbrud af røde, kløende og helt afgrænsede pletter på huden. Hos nogle kan nældefeber være et tegn på fødemiddelallergi eller allergi over for pollen eller dyrehår. Men slå koldt vand i blodet - børn kan få enkeltstående tilfælde af nældefeber, hvis de i øvrigt er syge af noget andet, eller helt uden at man kan finde en forklaring. Børn kan også have ture med nældefeber, som varer op til flere måneder, hvor man aldrig finder årsagen, og hvor det forsvinder for aldrig at vende tilbage.