Det var ikke kræft. Men 13 dage efter, fik hun fjernet sit ene bryst

Hun havde haft noget prikken. Stikken. I venstre bryst. Lægen mente, at det nok bare var en cyste. I hvert fald ikke en knude. Hun skulle dog til scanning med brystet. Men absolut ikke noget at være bekymret for.

Lægen, der scannede brystet, fortalte da også med det samme, at Rebecca Veinø allerede var den femte kvinde over 40 år den dag, der kom med helt almindelige hormonelle spændinger i brystet på grund af begyndende overgangsalder. Og ganske rigtigt: Alt så helt fint ud. I dét bryst.

– Jeg var taget af sted til scanningen helt alene. For jeg tænkte slet ikke, at der var noget at være alarmeret over, fortæller Rebecca Veinø.

Lægen havde dog en tilføjelse.

– Men du har noget på dit højre bryst, sagde hun.

Det kunne være mikroforkalkninger, altså noget helt harmløst, forklarede hun. Men:

– Det kan også være forstadier til brystkræft.

Dén besked fik Rebecca Veinøs hoved til at køre rundt. Samtidig sagde hun til sig selv, at det sikkert ikke var noget – hvad lægen bakkede hende op i. Alligevel skulle det undersøges nærmere, så hun røg videre til mammografi, ultralydsskanning og også biopsi af det mistænkelige brystvæv.

– Dér spirede frygten i mig. Samtidig med at jeg prøvede at overbevise mig selv om, at det, de havde set på scanningen, var en forkalket mælke-rest, efter jeg har ammet mine piger sammenlagt i to år.

Men så kom svaret på Sundhed.dk. Rebecca Veinø stod i en kebabbiks på Nørrebrogade, da hun pludselig kunne se, at svaret på undersøgelserne var kommet. Skulle hun læse det? Eller lade være? Hun satte sig på en bænk og gjordet det første. Men hun måtte have en sundhedsfaglig veninde til at kigge på det. Da hun havde gjort det, ringede hun tilbage:

– Det er ikke så godt. Du har svære celleforandringer, som skal fjernes, fortalte veninden hende.

Tårerne trillede ned ad Rebecca Veinøs kinder.

Under to uger senere blev hendes højre bryst fjernet.

Vågnede med nyt bryst

13 dage gik der helt præcist, fra 42-årige Rebecca Veinø fik den voldsomme besked, til hendes ene bryst blev bortopereret på grund af celleforandringer. Sådan nogle havde hun selvfølgelig hørt om før.

Når man har celleforandringer, får man lavet et keglesnit, og så er det klaret. Altså i livmoderhalsen. Men at celleforandringer i brystet kan være så alvorligt, at man fjerner brystet, havde hun ikke hørt om.

– Aldrig! Det var et kæmpe chok, fortæller hun.

Lægerne ville ikke nøjes med en brystbevarende operation, hvor man kun ville fjerne et afgrænset område af brystvævet. Man ville tage hele brystet og brystvorten. For man turde ikke andet. Forandringerne var vidt spredt.

Der kom dog også en god nyhed: Plastikkirurgerne mente, at de kunne rekonstruere brystet under samme operation – fordi det ikke var kræft, og hun ikke skulle igennem kemo og stråler.

Og sådan blev det. Rebecca Veinø vågnede op efter operationen med et nyt bryst, dog uden brystvorte. Ville alt vise sig at gå vel, ville hun få tilbudt at få lavet en brystvorte efter seks-ni måneder, og efter yderligere tre måneder ville der blive tatoveret på og omkring den nye brystvorte.

Uheldet ville dog, at hun allerede samme nat måtte re-opereres på grund af indre blødning. Sidenhen har hun også døjet med betændelse. Så lige nu er det usikkert, om det ender med, at implantatet skal fjernes igen, for at starte forfra.

Men én ting er det fysiske. Noget helt andet er det chok, der sidder tilbage i Rebecca Veinø efter at have mistet sit bryst.

Til forandringer i brystet, som hverken hun selv eller hendes omgivelser vidste kunne ende i så voldsomt et indgreb. 19. april i år fik hun svar tilbage på vævsprøver taget fra lymfer omkring det fjernede bryst: Alt ser fint ud. Der har ikke været, og der er stadig ikke, kræft at spore nogen steder.

– Det er jo fantastisk, at der ikke er noget kræft. Men det gør også, at det fysiske i, at jeg har fået fjernet et bryst, ryger i baggrunden. Det er en pissestor ting for mig, at jeg har mistet mit bryst. Jeg er ikke utaknemmelig. Jeg føler mig rigtig heldig, at forandringerne blev opdaget.

– Men jeg bliver også lidt provokeret af den måde, folk ser på det, siger hun og peger på, at hun jo altså kostede hende et bryst og noget af hendes kvindelighed. Hvilket ikke kan undgå at ramme ens selvbillede. Et selvbillede, der ligger et stort arbejde i at genetablere.

Men hun har opdaget, at celleforandringer falder ned mellem to stole. Hun har ikke kræft. Hun har ikke været ved at dø. Hun har faktisk slet ikke været syg. Men hun har fået fjernet sit bryst. Og dét paradoks gør, at hun befinder sig i en slags ingenmandsland.

Et eksempel er forskellen på det genoptræningsforløb, man får tilbudt som kræftpatient, og det, man får som en, der “bare” har haft celleforandringer.

Der er også den økonomiske støtte, man kan få ved kritisk sygdom. Det kan Rebecca Veinø ikke få. Og så er der den mentale redningskrans. Rebecca Veinø har kun fået tilbudt psykologhjælp, fordi hun har en privat sundhedsforsikring gennem sit arbejde. Men det er ikke alle, der har den mulighed.

– Som kræftpatient bliver man en del af en pakke, før man når at blinke. Og det er slet ikke for at lyde bitter, men jeg gennemgår stadigvæk et meget fysisk og psykisk hårdt forløb, som påvirker mig og min familie meget. Ja, jeg har “kun” haft celleforandringer. Men det endte altså med at koste mig et bryst, forklarer Rebecca Veinø.

For lidt information

Heldigvis har hun folk tæt på, der hjælper med alt det praktiske og børnene i den lange tid, hvor hun ikke må løfte tunge ting. Hun har også en arbejdsplads, der har været forstående.

Men hun oplever også, at mange mennesker ser fjernelsen af brystet som en parentes i den overordnede gode nyhed, at hun ikke har kræft.

– Alle har været fantastiske og taget det alvorligt. Især mine veninder har fået en øjenåbner, fordi de ikke vidste, hvor alvorlige celleforandringer kan være. Alligevel bliver det på en måde negligeret lidt, at jeg har fået fjernet brystet, netop fordi der ikke var cancer i, siger Rebecca Veinø, der kan risikere et forløb på helt op til to år, før brystet er fuldt rekonstrueret med vorte og farve.

En ting vender tilbage til hende igen og igen. Når man står over for et så voldsomt indgreb som at få fjernet sit bryst, kan viden være en måde at bearbejde situationen på. Men:

– Der er ikke meget viden om, at celleforandringer i et bryst kan lede til en så drastisk handling, lyder hendes erfaring, for hun har selv søgt og ledt efter information.

Men stort set forgæves. Det, hun virkelig savnede, var at læse om andre menneske i samme situation, deres tanker og følelser.

Det er vigtigt for hende at understrege, at hun på ingen måde betvivler lægernes vurdering af, at det var helt nødvendigt at fjerne brystet, fordi der var svære celleforandringer i det.

– Jeg ved bare, at indgrebet var nødvendigt for, at jeg kan være mor for mine to små piger i mange år endnu, siger hun.

– Men jeg har haft svært ved at følge med og er måske endda stadig lidt i chok. Det har været et virkelig vildt forløb. Derfor er det vigtigt for mig at være med til at oplyse kvinder om, at celleforandringer i bryster ikke er til at spøge med. Jeg havde på ingen måde set det her komme, siger hun.