Derfor skal du give dit barn lov til at lege med maden

”Spis dine havregryn, så bliver du stor og stærk”

”Slik er usundt, så det spiser vi kun om fredagen”

”Broccoli og gulerødder skal vi have en masse af, for det er sundt”

Hvis du er forælder, så har du måske hørt dig selv sige en af ovenstående sætninger til dit barn. Og det er du ikke ene om.

Vi forældre er dybt optagede af at lære vores børn, hvad der er sundt og usundt, så de i deres voksenliv kan træffe de bedste valg for dem selv og deres sundhed.

Giv slip på kampen

Men i virkeligheden bør vi starte et helt andet sted og lægge sund/usund-kategorierne på hylden, hvis vores børn skal få et naturligt og nysgerrigt forhold til mad.

Det mener vanecoach Anne Gaardmand, der har flere års erfaring med at hjælpe klienter med at få sundere spisevaner. Hun har sammen med kollegaen Morten Elsøe skrevet bogen "Madro", der giver gode råd til børnefamilier om madvaner.

- Vi skal snakke meget mere med vores børn om madens sensoriske kvaliteter, for vi mennesker er byggede til at blive tilfredsstillet af et måltid, der indeholder flere forskellige smagsnuancer og konsistenser.

Og det indebærer for eksempel også en frisk, sprød salat til en fed og saltet bøf.

- Vi vil aldrig kunne overvinde vores medfødte biologi, der har en præference for meget søde og fede fødevarer. Men så snart vi stopper med at give chokolade særstatus og gøre gulerødder til noget, vi kun spiser af pligt, så er vi med til lige så stille at udligne forskellen.

- Vi gør det lettere at skabe nogle voksne, som også har lyst til en grøn salat til bøffen, siger hun.

Børn er skeptiske af natur

Så hvordan gør vi i praksis? Det har Anne Gaardmand et bud på.

- Først og fremmest skal vi give vores børn et mere frit valg i forhold til, hvad de vil spise. Vi er nødt til at give slip på kampen for at vinde den på den lange bane, siger hun.

Skal vi så bare lade børnene bestemme, hvad de vil spise?

- Nej. Det er vores ansvar som forældre at hjælpe vores børn til gode vaner. Det kan vi gøre ved at stille et lødigt udvalg frem på bordet og så ellers blande os udenom, hvad der bliver taget op på tallerkenen.

- Vi ved, at tryk øger modtryk, så det eneste, der sker ved, at vi tvinger dem til at spise bestemte ting er, at de sætter hælene i, og at grøntsager bliver en sur pligt.

Og så er det vigtigt at have for øje, at der faktisk er en grund til, at vores børn ikke kaster sig over alt, hvad der bliver serveret for dem, pointerer Anne Gaardmand.

LÆS OGSÅ: Emma opdrager sine børn uden at sige nej

- Mange børn oplever det som utrygt og farligt at smage på noget nyt. Når vi er i 2-4-års alderen, er vores system kodet til, at vi er skeptiske. Evolutionsmæssigt var det der, vores forældre slap os og satte os ned på jorden, og her gik det jo heller ikke at sætte tænderne i et giftigt bær.

Hvis du har svært ved at sætte dig ind i den frygt, der kan være i dit barn, så prøv bare at tænke på følgende:

- Forestil dig, at du som voksen blev tvunget til at spise noget, du ikke havde smagt før. Det kunne være en vandmand. Du ved ikke, hvordan den smager, den lugter salt, og konsistensen er underligt slimet. Ville du have lyst til at sætte tænderne i den bare lige sådan?

Tal om maden

Derfor skal vi som forældre skabe en tryg stemning for vores børn, når vi sidder ved middagsbordet.

- De skal vide, at her sidder nogle voksne, som kun er interesserede i at hjælpe. De har brug for nogen, der guider og siger: ”Jeg kan godt forstå, du synes, det ser lidt mærkeligt ud” og som forklarer, hvordan smagen og konsistensen er sammenlignet med andre fødevarer, de kender.

- Man kan for eksempel sige: ”Det her er en squash. Den smager lidt ligesom agurk, men den er lidt mere tør. Hvordan kunne du forestille dig at spise den? Grillet, bagt eller måske kogt?”

Hvis dit barn siger: ”Det kan jeg ikke lide”, kan du derfor prøve at undersøge, hvad det er, vedkommende ikke kan lide. Er det konsistensen? Smagen? Lugten?

LÆS OGSÅ: Skal vi skrotte fredagsslikket? Ja, hvis du spørger Anne Gaardmand

For ofte handler det i lige så høj grad om, at barnet ikke har et sprog for de nuancer, der kan være i sådan en udmelding. Vi bør derfor være nysgerrige på, hvad der ligger bag, mener Anne Gaardmand.

- Det kan være, at barnet ikke er sultent, eller at det har mere lyst til noget friskt, noget sprødt eller noget salt.

- Eller som vi kender det fra os selv: Hvis vi er blevet rigtig sultne, så har vi heller ikke øje for grøntsagerne, men kun det, der mætter hurtigt. Når vi så er blevet godt mætte, så kan det være, vi har lyst til noget sprødt og sødt. Som for eksempel et stykke frisk peberfrugt.

Leg med maden

Vejen til at blive tryg ved nye madvarer er altså i høj grad at tale om det, mener Anne Gaardmand. Men hun gør også op med en ellers meget indgroet del af vores opdragelse, nemlig at det er forbudt at lege med maden.

- Idet barnet får lov at mærke noget med sine fingre, så får det en fornemmelse af, hvordan det føles i munden. På den måde bliver man tryggere, og man får en bedre idé om, hvordan det smager.

At lege med maden er også en måde at hygge sig ved bordet på børnenes præmisser, mener Anne Gaardmand, og der kan være mange måder at gøre det på.

- Når man kysser et æble, stabler skiver af agurk eller triller en tomat hen over bordet, så bliver man kendt med konsistensen, farven og duften, og når man så endelig putter det i munden, så er ens barrikader nede.

Men det kræver, at vi giver slip på idéen om kontrol og pres og giver plads til leg og eventyr. For når vi leger med maden, er der teknisk set ikke mere "ro" ved bordet.

- Men der er mindre frustration og mere glæde og begejstring. Den ro og glæde skaber glade, madmodige og grøntspisende børn, fastslår Anne Gaardmand.