Bliver du syg af din bh
Sundhed

Bliver du syg af din BH?

18. december 2017
af Vivvi Alström
Foto: Panthermedia
Nej, du får ikke brystkræft af din BH. Men den kan godt give dig allergi, dårlig fordøjelse og ondt i hovedet. Få gode råd til, hvordan du undgår det.

At en BH med bøjle skulle kunne forhindre lymfevæske i brystet i at flyde frit og dermed forårsage kræft, er en sejlivet myte, ligesom at selve metalbøjlen kan ”stikke af” og punktere et silikonebryst.

Derimod er det sandt, at næsten 80 procent af alle kvinder bruger en forkert størrelse BH. Og det kan give anledning til alle former for kramper.

– Ondt i ryg og nakke er helt almindeligt, specielt hvis man har en stor barm. Er man slank, kan man opleve, at BH’en giver åndenød, hvis den trykker for hårdt mod brystbenet, siger Sara Sturesson, BH-afprøver og underviser hos undertøjsfirmaet Freya.

Forkert størrelse gør også, at man kan synke sammen og ende med at trække vejret i korte stød. Det gør selvfølgelig, at man føler, man har endnu sværere ved at trække vejret.

Brysterne ændrer sig gennem livet

De fleste kvinder har to forskellige størrelse bryster, men mange glemmer at justere stropperne efter det. Den ene strop kan derfor skære ind i huden, mens den anden glider ned.

– Prøv at løsne stroppen på det tungeste bryst, hvis du får ondt i siden. Tænk også over, at dine bryster ændrer størrelse flere gange i livet i forhold til din hormoncyklus, f.eks. hvis du spiser p-piller eller er i overgangsalderen.

I modsætning til hvad mange tror, kan overgangsalderen faktisk medføre, at barmen pludselig vokser.

– Brysterne kan føles større, hvilket skyldes, at mælkekirtler omdannes til fedtceller. Når man bliver ældre, kan huden også blive mere følsom. Af og til hjælper det at skifte til et blødere materiale eller bare justere størrelsen, forklarer Sara Sturesson.

LÆS OGSÅ: BH - find den rigtige størrelse

Forkert BH - 7 uventede problemer

➊ Ondt i maven

Hvis BH’en sidder for stramt eller for langt nede omkring brystkassen, kan det forårsage tryk på mavesækken og mellemgulvet med sure opstød og andet ubehag til følge. På samme måde som hvis du har en stor barm, der ikke får tilstrækkelig støtte: dårlig, fremlænet holdning øger trykket på maven.

➋ Nikkelallergi

Spænderne på ryggen kan indeholde nikkel. Hvis du får symptomer på eksem, kløe, knopper og revner, kan du have reageret på det. Prøv at smøre spænderne med en klar neglelak på den side, der vender mod huden.

➌ Snurren i armene

En for lille BH kan mase nerver, blodkar og muskler. Et konstant tryk på et forkert sted på skulderpartiet kan gøre, at man bliver følelsesløs og får snurren i armene.

➍ Hovedpine

En for lille BH, der strammer på nerver, blodkar og muskler, kan forårsage hovedpine. En anden grund til hovedpine er, at BH’en ikke løfter og støtter tilstrækkeligt. Det gør, at musklerne i skulderen og øvre del af ryggen skal arbejde hårdere og bliver spændte.

➎ Eksem

En BH, der ikke sidder ordentligt under brystet, som sidder for langt nede, ikke slutter til, gnaver og ikke støtter, gør, at man lettere bliver fugtig og irriteret under barmen. I forlængelse heraf kan man få en svampeinfektion og eksem. Huden kan også være overfølsom for materialet i BH’en, som ofte består af syntetisk materiale. Forsøg at bytte til noget blødere stof og behandl eksemen med receptfri hydrokortisoncreme.

➏ Åndenød

Sidder BH’en for stramt omkring brystkassen, kan det føre til yderligere overfladisk vejrtrækning, og balancen mellem syre og kuldioxid forstyrres. For meget kuldioxid i blodet gør, at kroppen forsøger at komme af med det ved at trække vejret endnu hurtigere, og det speeder nervesystemet op. En god BH tillader dybe vejrtrækninger.

➐ Ondt i hofter og knæ

Hvis ens bryster har forskellig størrelse, og man ikke justerer BH’en efter det, kan det resultere i at man trækker skulderen op i den ene side for at kompensere for ubalancen. Kroppen bliver skæv, og den ene side belastes mere med smerte til følge.'

LÆS OGSÅ: Guide til shapewear

Find den rigtige BH

•Mange måler omkredsen med et målebånd og går efter det mål, når de vælger størrelsen på omkredsen. Men hvis man måler 90 centimeter under barmen betyder det ikke, at man skal vælge en BH med størrelse 90, men i stedet 80-85. Det er, fordi omkredsen strækkes ca. 7 centimeter. Omkredsen skal sidde til og sidde vandret hele vejen rundt.

•Når det gælder skålen, skal du tværtimod tænke større, end du bruger. Skålen skal slutte rundt om hele brystet, der skal ikke vælte noget ud over. Løft brystet på plads i skålen, når du tager BH’en på: Fang brystet under armhulen, fra ydersiden, og løft det opad og indad. Skålen skal ligge fast om brystet og ikke være løs.

•Skulderstroppen skal ikke bære eller løfte brystet. Det er omkredsbåndet, som skal bære 80 procent af vægten af din barm. Egentlig skal BH’en sidde fast, selv om du lader stropperne glide ned over skuldrene.

•Prøv gerne den korrekte størrelse i en specialiseret undertøjsforretning med uddannet personale. Invester i mindst én velsiddende BH, som du kan bruge som målestok, når du køber andre BH’er til at skifte med.

•Vask din BH korrekt, så holder den længere: Håndvask, maks. 30 grader. Varmere vand gør, at hvide BH’er bliver grå. Brug IKKE skyllemiddel, så mister BH’en sin pasform. Lad den dryptørre.

https://imgix.femina.dk/call_to_action/abbo_banner_qlinique_940x200.jpg

Læs også