Sundhed
4. december 2008

Amning

Amning er den bedste ernæring for spædbørn lige fra fødslen. Her kan du læse alt om amning.
Af: Ulla Nielsen
hvad er kighoste

Amning er den bedste ernæring for spædbørn lige fra fødslen. Indtil barnet er fire til seks måneder, har det ikke behov for andet, når man ser bort fra vitamindråber. (Se "vitaminer"). Sundhedsstyrelsen anbefaler, at børn bliver ammet fuldt ud, indtil de er seks måneder.

Modermælken er ernæringsmæssigt fuldstændigt tilpasset barnets behov, og amning giver den følelsesmæssige nærhed, som er livgivende for barnet (og moderen). Stort set alle mødre kan amme uanset brysternes form og størrelse. De fleste nybagte mødre skal bruge tid og ro for at lære at amme. Især med det første barn er det en ny og fremmed fornemmelse, at barnet dier, og at brysterne i begyndelsen er så ømme. Men med ro, omsorg og kærlighed fra omgivelserne og en portion tålmodighed, så vil mor og barn efterhånden finde en rytme i amningen.

Særligt i begyndelsen af ammeperioden er det godt:
• at barnet har godt fat om brystet (se "die")
• at barnet lægges til, hver anden til tredje time i dagtimerne
• at der ikke bliver givet tilskud til amningen
• at mor og barn så vidt muligt ikke adskilles
• at barnet højst dier 1 time pr. amning
• at moderen får hvile, ro, opmuntring og støtte fra sine omgivelser
• at barnet også bliver ammet om natten, når det vågner (se også "natteamning").

Hvis amning slider på dig og dit barn (skrig og skrål ved måltiderne og så videre), er det vigtigt at søge råd og hjælp hos en person, du har tillid til. Ved ammeproblemer kan du kontakte sundhedsplejersken i din kommune eller ammerådgivere fra foreningen Forældre og Fødsel (se "ammerådgivere"). Hvis du ikke har lyst til at amme, eller hvis det trods ihærdige forsøg ikke lykkes at gennemføre amningen fuldt, er det fornuftige grunde til at gå over til flaske. Dit barn kan godt overleve uden amning, og "den gode mor" sidder ikke udelukkende i brysterne!

Spædbørn, som får lov til at ligge i fred og ro på deres mors mave de første timer efter fødslen, vil helt af sig selv søge morens bryst. Er der ro og tid, og er fødslen forløbet, så I har lyst, så kan I jo se, om den lille selv kan finde mors mad. Der er ingen grund til at fortvivle, hvis din fødsel forløber anderledes end forventet, eller hvis du måske ender med kejsersnit. Det er ikke nogen hindring for amning. Starten bliver knap så idyllisk, men spædbørn er født til at søge brystet og til at sutte, og selv et barn med en uforudset start på livet har instinkterne i god behold.

De første dage efter fødslen, vil du måske føle, at der dårligt nok er mælk i brysterne til amning. Der kommer kun en vandig væske, der ligner den, som kunne pible ud i de sidste måneder af graviditeten. Det er imidlertid de mest værdifulde dråber, du kan tilbyde dit barn, for det er colostrum - råmælk - der indeholder modstoffer mod sygdomme fra dig selv til dit barn.

Læs også:
Har du lyst til at amme?
Amning skal læres
Ammeguide

Læs også