Annonce
Sundhed
9. januar 2026

5 bøger til dig, der er 'Sober Curious' eller holder hvid januar

Her får du en række anbefalelses-værdige bøger, som måske kan inspirere til en hvid januar – eller mere end det.
Tine Brødregaard
bog anbefalinger, sobor curious

Læsning til hvid januar – og måske meget mere end det.

Foto: Colourbox

Ifølge WHO gør alkohol, uanset mængde, ikke noget godt for vores helbred, og heldigvis er salget af alkoholfri øl, vin og drinks i kraftig vækst. Har du, ligesom denne skribent, rundet de 40 år, mærker du formentlig også større konsekvenser af at drikke selv få glas vin, når det gælder symptomer som hovedpine og dårlig søvn.

Sober Curious-nyklassiker

bog anbefalinger, sobor curious

”Sober Curious” af Ruby Warrington, på dansk ved forlaget Grønningen 1.

Foto: Grønningen 1

Ruby Warringtons bog ”Sober Curious” har undertitlen: "uforstyrret søvn, øget koncentration, stort nærvær, dybe relationer venter os på den anden side af alkohol". I dag har den nærmest status af nyklassiker og har lagt navn til sober curious-bevægelsen, der vil give os mulighed for at sætte spørgsmålstegn ved vores alkoholindtag, uanset hvor stort eller lille det måtte være. Præmissen er at se, hvad der sker, hvis man skærer alkohol helt eller delvist ud af sit liv. Bogen tager udgangspunkt i forfatterens eget hektiske liv som en del af mediebranchen, hvor alkohol var en naturlig del af det sociale liv. Bogen er absolut tankevækkende og et godt sted at starte, men også "arbejdsbogen" ”The Sober Curious Reset” kan anbefales, hvis du vil forsøge dig med en længere pause fra alkohol. Den indeholder en daglig refleksion over, hvad der sker i dig og i din krop uden alkohol for hver dag i 100 dage.

Tåkrummende sjov fortælling

bog anbefalinger, sobor curious

”Svømmende, rygende, grædende” af Lone Hørslev, Politikens Forlag.

Foto: Politikens Forlag

Lone Hørslevs forrygende pinlige bog ”Svømmende, rygende, grædende” handler om en kvindes nedsynkning i en rus af alkohol. Hendes overdrevne indtag af vin bunder i savnet efter hendes voksne søn, efter relationer, der betyder noget og efter mening i det hele taget. Desværre er midlet til at fylde tomrummet også i denne fortælling det helt forkerte valg. Lone Hørslev har udtalt, at hun mener, at kvindelige alkoholikere er underbelyste, og at alkohol er noget, hun selv har kæmpet med, og nu har lagt på hylden. ”Det har givet mig et roligere liv at stoppe med at drikke”, har hun bl.a. udtalt i et interview med Politiken.

Karriere på katastrofekurs

bog anbefalinger, sobor curious

”Nothing Good Can Come From This” af Kristi Coulter, kan fås på Amazon eller lånes på biblioteket.

Foto: PR

For dig, der kan lide fortællinger, som foregår i højt tempo og med høj frekvens af selvironi og sarkasme, er denne bog den rette. Den er selvbiografisk og beskriver forfatterens hektiske karriereliv, som det vistnok kun kan lade sig gøre i USA med uendelige arbejds- og rejsedage samt konstante mål, der skal nås. Alkohol bliver forfatterens – selvfølgelig uholdbare – metode til at klare presset. Hendes farvel til alkohol er også et farvel til mange af de uretfærdigheder, hun har levet med undervejs som kvinde i corporate America. Hun beskriver bl.a. alkohol som den olie, der får kvinders motor til at køre, når de i stedet burde sige fra. Bogen er på engelsk, men er skrevet i et ligefremt hverdagssprog.

Et andet liv

bog anbefalinger, sobor curious

”Et andet liv’”af Per Olov Enquist, Gyldendal.

Foto: Gyldendal

Den svenske forfatter Per Olov Enquist kender du måske som forfatter til en klassiker som ”Livlægens besøg”. Ved siden af sin forfattergerning har han dog i store perioder af sit liv haft et episk alkoholmisbrug, der truede med at slå ham ihjel. Det er en medrivende beretning, hvor han søger tilbage til rødderne fra sin barndom i en del af Sverige, hvor pengene var små, og afholdsbevægelsen var stærk, og hvordan alkohol blev en følgesvend efterhånden, som han fik sin plads i litteraturens verden. Der er adskillige vilde hændelser i bogen, der absolut bør læses alene for sin litterære kvalitet. Titlen på bogen ”Et andet liv” henviser til hans følelse af at starte på et helt nyt liv, da han endelig vandt over alkoholen.

Vejen ud af misbruget

bog anbefalinger, sobor curious

”Ædru” af Jesper Stein, Politikens Forlag.

Foto: Politikens Forlag

”Ædru” er en stærk selvbiografisk fortælling, hvor tidligere journalist Jesper Stein ikke skåner sig selv. Som læser følger man på nært hold, hvordan trangen til alkohol kommer til at veje tungere end hensynet til de nærmeste og Steins kamp med at slippe misbruget, som blev grundlagt i de helt unge år. Af samme årsag, og fordi det er en fantastisk fortælling, kan Jesper Steins erindringbog ”Rampen” også anbefales. Det er ikke så ofte, at litteratur eller selvbiografier har fokus på, hvad der sker på den anden side af et misbrug, men de ups and downs, der er i det, beskrives på en måde, så det får en til at tænke tilbage på de gange, man selv har siddet med blå tænder og gentaget sig selv til en fest.

”Ædru” af Jesper Stein, Politikens Forlag.

Annonce

Læs også

Bliv medlem af femina+

Du skal være medlem for at gemme denne artikel. Medlemskabet giver dig ubegrænset adgang til alt indhold.