Huden skal også pakkes godt ind nu
Skønhed

Kosmetologens tricks: Sådan undgår du tør hud i det koldere vejr

20. oktober 2023
Af Julie Kraase Brandt
Foto: Unsplash
Når kulden er over os, kan du nok allerede mærke i huden, der kan føles mere tør, trist eller kvittere med rødme. Vi har bedt kosmetologen Laura Bonné om hendes bedste hacks til at holde huden fugtmættet og sund i det koldere vejr.

Husk fugt indefra

Vores hudpleje kan gøre cirka tyve procent af arbejdet med huden, resten kommer indefra, så når du vil ruste den til efterårsvejret, starter det indefra med en kombination af fugt og fedt – tænk omega olier, vitaminer og f.eks. aloe vera juice og te, forklarer indehaver af Amazing Space Laura Bonné og uddyber: '

– Vi er vant til at tænke te som noget, der primært ”bare” er hyggeligt, men det er også skønhedspleje, når den er grøn eller med urter og gode næringsstoffer. Du kan også med fordel snitte dine yndlingsgrøntsager eller frugt og bruge det i dit vand, for på den måde at gøre det mere attraktivt at få masser af væske.

Udskift renseprodukt

Om sommeren er renseskum eller gelé godt, fordi de er i stand til at fjerne sved og de tunge solfiltre, men om efteråret anbefaler jeg at bruge en rens, der virker fugtbevarende, så du ikke fjerner den gode fugt i huden. Det kan være rensemælk, -creme, -balm eller -olie, som indeholder fedtstoffer, og som derfor ikke stripper huden.

Fugtmist igen og igen

Indeklimaet med kunstig varme gør os tørre i øjne og hud. Ved at bruge en mist kan du dulme og tage toppen af tørheden. Du kan både bruge den som en toner, eller spraye den over nyrenset hud før serum og creme morgen og aften og i løbet ad dagen.

Mere fugt og fedt

Ligesom at vi tager mere tøj på nu, end vi gjorde i sommer, har huden også brug for mere beskyttelse og fugt i et ekstra lag. Det kan være fra et serum eller en olie under cremen, som fungerer som en undertrøje.

Federe ansigtscreme

Gå efter en federe creme nu, der beskytter imod vind og vejr og hjælper huden med bedre at kunne holde fugten inde. Jeg anbefaler en federe creme med planteolier, f.eks. sød mandel, hybenkerne, inca omega eller squaleneolie.

Drop, eller behold solfaktoren?

Hvis du er meget ude i dit arbejde eller skal være udenfor en hel dag, så anbefaler jeg at bruge en solcreme med SPF 15 eller 30, men er du kun ude til og fra arbejde, så synes jeg, du skal danne noget D-vitamin fra den smule lys, du når at få (hvis ikke du har lidt af hudkræft, naturligvis.) Solfiltre fylder fysisk meget i en creme, så jeg vil overlade pladsen til næringsstoffer i stedet.

Mild eksfoliering

For mig er eksfoliering heling for huden, fordi du stimulerer produktionen af nye celler og renser porerne. Gør det mildt med enzymer eller fint, skrubbende rispudder, jojobaperler eller fine korn af frugtskaller en-to gange om ugen.

Husk læberne

Læberne er en slimhinde og modsat vores hud, har læberne ikke lipider – de naturlige, beskyttende fedtstoffer, så gå efter en nærende læbepomade med planteolier, honning eller ”smør”-teksturer, som f.eks. sheasmør. Er uheldet ude, og læberne har tørre flager, kan du blande en lille mængde rørsukker med din læbepomade og lave din egen skrub til læberne.

Skift til kropscreme

Nu bør du gå fra let bodylotion til en decideret kropscreme, som er federe. Du kan også veksle brugen af creme med en kropsolie et par gange om ugen – begge styrker og giver mere fylde i huden.

Genopret solskader

Nu, hvor solen ikke titter lige så meget frem som i sommer, er det det perfekte tidspunkt at arbejde på solskader. En kombination af syre og A-vitamin vil forfine porerne, fremme kollagenproduktionen og mindske linjer og rynker, fordi bindevævet styrkes. Det, der sker i huden, er, at man svækker den kortvarigt, for, at den genopbygger sig selv igen. Husk endelig halsen og brystet også, lyder rådet.

Vil du lytte til femina update? Så lyt til vores podcast, hvor vi en gang om ugen dykker ned i en af de største historier fra vores verden og folder den ud for dig. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify:

" data-ecode-description="" drupal-paragraph-editor-plugin="ecode" data-ecode-code="" data-ecode-type="Unknown embed">


Læs også