Trine broderer bandeord i stedet for blomster: "Så vil jeg hellere have fingrene klippet af"

Hvad er en broderist, tænker man lidt nervøst forud for mødet med Trine Runge Jessen.

Ordet rimer på anarkist og terrorist, men det er egentlig bare et menneske, der broderer, så det kan vel ikke være så farligt?

Og dog. Fanden er løs, når Trine Runge Jessen bliver bevæbnet med nål og tråd.

Så er der bandeord, håndbajere og hård rock på menuen i det charmerende byhus på Frederiksbjerg i Aarhus.

I virkeligheden hedder det en brodeuse. Det passer bare meget dårligt til den 48-årige kvinde, så hun har valgt at kalde sig broderist.

Det er også tålmodighedsarbejde at brodere, og tålmodig er det sidste, Trine er.

Hendes familie forstår ikke, hvordan det kan lade sig gøre at tøjle Trine med tusindvis af korssting. Men der sker noget med hende, når hun broderer. Så finder hun en meditativ ro.

– Det er nok den der gentagelse. Så ryger jeg ud ad en tangent, hvor jeg slet ikke tænker. Det er jo enormt rart, smiler Trine og forsikrer samtidig, at hun aldrig bliver så rolig, at hun begynder at brodere nydelige blomster eller nuttede dyr.

– Så vil jeg hellere have fingrene klippet af, siger hun med et glimt i øjet.

Trine Runge Jessen er uddannet tekstildesigner på Designskolen Kolding, så hun ved en hel del om både tekstiler og design.

I mange år havde hun og hendes partner, Helene Jensen, tekstilvirksomheden Sen-Sen, og foran Trine ligger nu hendes nyeste kreationer, der overraskende har vist sig også at blive hendes nye levevej: Et broderet sofastykke med Jaka Bov, broderet pølsemix, en broderet Top-pilsner fra byens bryggeri og små broderistykker med svungne bogstaver, der danner ord som ”Pis” og ”Fuck”.

– I stedet for en lille kanin broderer jeg bare et lille bandeord, smiler hun uskyldigt.

– Jeg tager det, der ligger lige til højrebenet for mig, og jeg har altid bandet meget. Det gør min far også. Han er gammel sømand.

Den dårlige smag

Trine Runge Jessen elsker mad og er vild med 70’erne og 80’erne. Det afspejler sig tydeligt i hendes motivvalg.

På væggen bag hende hænger et broderi af en Beauvais-dåse med bøf, brun sovs og ditto løg, og man genoplever pludselig en tid, hvor det var både fint og moderne at åbne en dåse og servere det brune indhold frem for at bøvle med at lave maden selv.

– Alle spiste det samme i 70’erne. Vi fik lørdagskylling i de der foliebakker, og man kunne få tarteletter med dåsefyld. Jeg er ikke selv vokset op med så meget dåsemad, men jeg er tosset med det, og jeg er især vild med grafikken på dåserne.

– Og jeg skulle altså hilse og sige, at det er der også andre, der er. Der er mange, der gerne vil brodere en Jaka Bov og en portion pølsemix. Hvem havde nu troet det?

70’erne var også dengang, alle så det samme i fjernsynet. Og blandt broderimotiverne finder vi den luskede og ufine J.R. fra tv-serien ”Dallas”. Og Sue Ellen og Alexis.

– Jeg sidder nok lidt fast i den tid. I hvert fald når det gælder motiver. Det var en skøn tid med højt hår, skulderpuder, polyester og dårlige materialer. Sue Ellen var alt det, min mor ikke var. Men det er jeg nu ret taknemmelig over i dag, smiler Trine.

Der er også andre helte fra 70’erne og 80’erne på Trine Runge Jessens uendelige liste over kommende motiver.

Hun har blandt andet planer om at brodere Preben Elkjær.

– Han er en af mine helte. Og Cleo. Og Lone Kellermann. Jeg løber ikke tør for idéer. Kun for tid, garanterer hun.

Broderende mænd

Med sin utraditionelle tilgang til det gamle håndarbejde har Trine Runge Jessen fået sig en stor fanskare.

Unge, der aldrig har broderet før, og ældre, der takker for, at de nu ikke længere behøver skamme sig over deres forkærlighed for at brodere.

– Jeg får de sødeste henvendelser fra folk, der har skabsbroderet i mange år.

De takker mig for at have gjort det fedt at brodere. Jeg har i det hele taget fået utrolig mange reaktioner, og de har udelukkende været positive.

Jeg bliver næsten helt stille, når jeg tænker på det, og der skal ellers ret meget til.

Trine Runge Jessen har en livlig fantasi. Alligevel havde hun slet ikke fantasi til at forestille sig, at hendes broderi ligefrem skulle samle en stor fanskare. Heriblandt mange mænd.

– Det her er min fremtid. Det er der slet ingen tvivl om. Jeg har fået en flyvende start. Det var der da ingen, der havde drømt om.

– Nu er det tilladt at brodere, og det gælder også mænd. En femtedel af dem, der henvender sig til mig, er mænd. Og jeg får billeder af 10-12 årige drenge, der sidder og broderer mønstre, de selv har lavet. Det er jo skønt, at de har lyst, og det er vigtigt ikke at dræbe den glæde.

Trine Runge Jessen har selv mødt håndarbejdslærere, der har forsøgt at dræbe hendes glæde ved håndarbejdet.

– Jeg havde en sergenttype som lærer, og hun tabte mange undervejs. Det var synd. Jeg har også mødt kvinder, der var tvunget til at sy fine monogrammer på viskestykker. Det fremmer jo heller ikke lysten.

– Jeg er selv en doven natur, og jeg har teknikker til, hvordan man kan springe over. Det får jeg nok ikke ros for af broderiprofessoren, men man må da godt snyde lidt. Det behøver jo ikke altid være så pænt bagpå, afgør Trine.

Trine Runge Jessens mor og mormor var også glade for håndarbejde, så hun har den gode følelse med hjemmefra. Men hendes første møde med broderiet var ikke nogen ubetinget succes.

– Jeg var 10 år, og jeg blev sat til at brodere servietringe. Det sagde mig jo ikke noget, jeg vidste dårligt nok, hvad det var.

For sjov og alvor

Der skulle gå flere årtier, før Trine Runge Jessen igen fik lyst til at tage fat i nål og broderitråd. Denne gang broderede hun til gengæld noget, hun forstod sig på.

Nemlig coveret til sin yndlingsplade med Sex Pistols: ”Never Mind the Bollocks”.

– Det var det allerførste, jeg broderede. Der er 40.000 sting i det cover, og det kan jeg bestemt ikke anbefale som begynderprojekt, siger hun.

Så var der lidt færre sting i Sofie Linde, som Trine også har broderet.

Det blev til 30.000, og da tv-værten ringede og spurgte Trine, om hun måtte købe broderiet med sit portræt, var svaret et klart nej: Du må få det.

Trine Runge Jessen sælger startpakker med broderiopskrifter, nål og tråd.

Her kan man blandt andet købe bandeord i tre forskellige sværhedsgrader.

Lettest er ”Fuck”, så avancerer man til ”Satans” for at ende med det svære ”Pis”, skrevet med højtsvungne bogstaver.

– Nu må vi godt brodere bandeord og råbe med korssting, lyder det med stor tilfredshed fra Trine.

– Jeg har fået en henvendelse fra psykiatrien i København. Den er jeg meget glad for. Her trænger de også til at brodere bandeord. Det er meningsfyldt, og det giver ro. Jeg vil elske, hvis man kan bruge broderiet i psykiatrien. Meget af det, jeg laver, er jo for sjov, men der er også en dyb alvor i det for mig, understreger Trine.

Interessen for alle slags håndarbejde er steget voldsomt under coronakrisen, og håndarbejds­butikkerne har travlt som aldrig før. Til stor glæde for Trine.

– Corona har givet håndarbejdet et kæmpespark, og det er jeg lykkelig for. Mit hjerte banker for de små butikker, der sælger ting til håndarbejde, og indehaverne brænder for deres arbejde.

Corona er dog også skyld i, at Trine Runge Jessen ikke rejser rundt og holder alle de mange broderi-workshops, som hun havde planlagt.

– Mine workshops hedder ”Sy skævt sammen”. For mig handler det også meget om, at vi kan være sammen om noget kreativt.

Og om, at det hele ikke skal være så perfekt, fortæller hun og lover både håndbajere og grinegaranti på sine workshops.

– Altså pilsneren, den kan jeg godt garantere, og jeg vil virkelig lægge mig i selen for, at det også bliver sjovt. Det plejer det, siger hun.

I mangel af fysiske workshops har Trine Runge Jessen lanceret en digital Brodega.

På den første af slagsen kunne man en fredag aften se Trine tone frem på computerskærmen med den annoncerede håndbajer og et broderi mellem hænderne.

Og hun kan hilse og sige, at man godt kan både brodere, have det sjovt og blive halvsnalret på en Brodega. 300 mennesker deltog med sytøj, højt humør og en lille en til halsen.

– Det var helt fantastisk. Hvem havde troet, at 300 mennesker ville sidde og se en galning brodere mærkelige ting i to stive timer. Det er jo en mellemting mellem pejse-tv og plejehjems-tv. Der sker ikke en skid, men folk skal jo alligevel ikke andet, konstaterer hun.

– Og vi havde en fest. Folk broderede med hjemme i stuerne. Andre strikkede eller tegnede. Det var så sjovt, og jeg blev fuld. Det gør vi igen!