Tak til pandemien, for at åbne mine øjne for den ældgamle kunst at brodere

Jeg er begyndt at brodere.

Før det har jeg prøvet at kaste mig ud i strik, hækling og syning – ingen af delene fangede mig. Men brodering? Det er et hit!

Og det er bare fedt endelig at kunne være med i snakken. Håndarbejde er hypermoderne, og jeg tror ikke corona-krisen har gjort efterspørgslen på nål, tråd og garn mindre. Tværtimod - selv sådan en som mig, er startet!

Men strik, hækling og brodering er gået fra at være en mormor-hobby til at være det, alle snakker om.

Tænk dig om. Hvem kender du, der laver en form for håndarbejde? Og hvor mange af dem praler om det? Stort set alle, ikke? Jeg ville også prale, hvis jeg havde strikket en sweater. Eller syet en kjole.

Hallo, jeg ville prale, hvis jeg havde hæklet en karklud! – mest fordi jeg engang prøvede, og den aldrig blev færdig.

Derfor var jeg da også ellevild, da jeg endelig færdiggjorde mit første broderingsprojekt: Et kirsebær sirligt broderet på mine hvide Sloggi-trusser.

"Den eneste kvinde i familien, der ikke har mestret håndarbejdet"

For at forstå min henrykkelse, bør vi kigge lidt på de kvindelige rollemodeller i mit liv. Min mor er notorisk kendt for hendes bagværk, og hun har strikket halvdelen af mine tykke trøjer.

Min mormor har altid gang i 117 strikkeprojekter. Min farmor stod altid for at sy mærker på vores spejdertrøjer. Min lillesøster kan det hele, hun er et naturtalent. Og så er der mig. Den eneste kvinde i familien, der ikke har mestret håndarbejdet - indtil nu vel at mærke.

Jeg ville måske i en svunden tid have været det sorte får i familien. Måske var jeg aldrig nogensinde blevet gift. Jeg havde i hvert fald ikke været i særligt høj kurs, på trods af min udmærkede erfaring inden for madlavning og rengøring. På den måde er det vel heldigt, jeg er ung nu og ikke dengang.

Går du på Instagram eller Pinterest, finder du hundredvis af profiler med inspiration og opskrifter. Folk deler ud af, hvad de har lært, hvad de synes er cool, hvad der ikke fungerer og tips og tricks.

Der er rig mulighed for at lade sig inspirere af alle stilarter, og med et øgede fokus på slow fashion, er det starten på en tid, hvor flere og flere nok vil give sig i kast med håndarbejdet.

Mine egne personlige farvoritter er danske Lulu Kaalund, som hækler de fedeste trøjer, og broderisten Tessa Perlow, der laver designs, jeg kun kan drømme om at have tålmodighed til at lave.

Selv feministerne har taget det til sig og laver projekt efter projekt med feministiske slogans – eller bare en god gammeldags sweater, der faktisk betyder noget.

Nationale og globale kriser har også altid hjulpet på håndarbejdets popularitet: I krige samledes folk om at strikke til hæren eller optrevle ødelagt tøj, så de kunne lave nyt.

Vores tids krise – corona – har fået folk hjem i stuerne med fri mulighed for at lade sig inspirere på sociale medier. Historien har nok engang gentaget sig selv.

Samtidig er materialerne billige, og du kan gøre det derhjemme foran fjerneren, mens du ser reality-tv.

På den måde virker det faktisk meget produktivt at se Netflix i flere timer. Måske det i virkeligheden er derfor, folk har taget hobbyen op?

Jeg broderer ikke, fordi det er yderst nødvendigt, at der er et shout out til Søren Brostrøm på mine underbukser. Jeg gør det, fordi jeg ved, det vil se fedt ud på Instagram.

Og det gør det. Broderingen er ikke særligt køn, og jeg har slet ikke mestret en eneste teknik, men jeg hygger mig, mens jeg gør det, med det ydmyge kendskab, jeg har til brodering fra håndarbejde i 5. klasse.

Dengang mændene strikkede

Jeg synes dog, at vi har en tendens til at glemme, at håndarbejde ikke altid har været en stilfuld hobby, men engang var en nødvendighed og en del af det at holde hus.

Håndarbejdets historie er faktisk slet ikke så gammel, som vi går og tror, i hvert fald ikke finfærdigheder som netop strik, syning, hækling og brodering. Og de har historisk set aldrig rigtigt været et “traditionelt kvindehåndværk”.

Det var for eksempel hele familien, der blev sat til at strikke for at tjene nogle håndører eller bare holde sig varm gennem vinteren. Vores egne forfædre havde garnnøgler som en fast del af deres beklædning.

På den måde kunne de altid lige arbejde lidt, mens de var ude – og det var altså både mænd og kvinder, unge og gamle.

Hækling startede som en billig måde at lave blonder på, men var måske mere en gode end en nødvendighed - ligesom broderi i sin tid var luksus, fordi det i sig selv var totalt ubrugeligt.

Men strik ansås som et mandefag i mange år. Det var et anerkendt fag, som man skulle gå i lære i seks år for at mestre. Men stort set alle havde færdigheden på hverdagsbasis. Lidt ligesom vi for eksempel alle sammen ved, hvordan man tjekker sin mail i dag.

Fun fact: Fiskerne begyndte stille og roligt at bruge deres undertrøjer, som var navyblå sweatre, som overtrøjer (det er her, den klassiske fiskertrøje stammer fra).

Hver havn havde et logo og en strikketeknik for dem selv, så hvis båden stødte på grund, kunne man identificere fiskeren ud fra hans sweater.

Efterladte mødre og koner kunne også identificere en fisker ud fra deres egne teknikker. Hvis det kun var sweateren, der var tilbage, var det den, man begravede. Strik har altså haft en enorm betydning for fiskersamfund verden over.

Håndarbejde og feminisme - en modsætning?

Min største fordom om håndarbejde kan spores tilbage til Victoriatiden.

Her sneg håndarbejdet sig ind i den høje middelklasse - mest fordi selveste Dronning Victoria tog hobbyen op. Og hvis det var godt nok til en dronning, var det godt nok til en fin frøken.

Så det blev et hit blandt det fine folk at hækle og brodere. Her kommer jeg til at tænke på piger, der dydigt sidder koncentreret over strikketøjet eller broderirammen med et lydniveau, der er så lavt, at du kan høre en knappenål falde til jorden.

Dengang var der en grænse for, hvad der var en accepteret hobby blandt middelklassen, og hvad der var et husholdningsarbejde. Fine kniplinger og delikat strik? Middelklasse. Sweatre og lappeløsninger: Arbejderklassen. Men uanset hvad, holdt håndarbejdet kvinderne indendørs, og det er derfor blevet anset som et kvindefag lige siden. Derfor har håndarbejdet og feminisme også altid haft det lidt svært med hinanden. Heldigvis kom der i 1800-tallet et oprør mod dette, da kvinderne mente, at de havde andet give sig til. Og de ville ikke bare være en kvinde, der sad og lavede håndarbejde i stilhed.

Så hvad er det, der har gjort håndarbejdet til en ting? Hvorfor mødes unge som gamle igen over strikkepindene?

Efter et århundrede med op- (hallo, folk kom virkelig til penge i slutningen af 1900-tallet) og nedture (verdenskrige og finanskriser) har vi brug for lige at finde tilbage til os selv, og dengang man ikke havde en brug-og-smid-ud-kultur.

Det er trods alt kun mormor, der kan huske en tid, hvor strømper ikke kostede 20 kroner i Netto.

Jeg ved egentligt ikke hvorfor, men jeg tror, det er kommet med millennial-generationens ængstelighed. Nok mest, fordi vi aldrig får råd til at købe et hus, eller fordi vi har fået klodens overlevelse på vores skuldre.

Det er lidt hårdt, så jeg kan godt forstå dem, der tyer til et gammeldags håndværk for at finde fodfæste.

Og dem er der mange af. Ud af min venindekreds, er der kun en, der ikke mestrer et håndværk. En! Ud af en snes stykker.

Vi er alle i midten af tyverne, men vi tager imod gammelt håndværk med åbne arme. Og så gælder det bare om at lave det vildeste, det flotteste og det bedste – men du skal fandme hygge dig samtidig.

Så det gør vi. Hygger os, mens vi laver det samme håndarbejde, vores tipoldeforældre lavede. Forskellen er bare, at det ikke er en nødvendighed mere. Det er en hobby og en trend. Og det ser skidefedt ud.

Tak til min håndarbejdslærer Kirsten, for at lære mig at bruge nål og tråd, og tak corona-krise, for at åbne mine øjne for den ældgamle færdighed at kunne brodere et stykke tøj!