Louise_Liokouras
Tøjet længe leve

Louise fik en sympatisk idé til dit klædeskab: Vi har ikke kunnet leve af det - før nu

4. november 2022
Af Karna Bunk
Foto: Mathilde Schmidt
Det Kollektive Klædeskab er opstået som et bæredygtigt tøjbyttefællesskab, men for Louise Liokouras, der åbnede den første butik for syv år siden, har det også vist sig at handle om at turde udfordre sin egen stil.

Du kender det sikkert godt. Skabe og skuffer bugner af tøj, og alligevel føles det, som om du intet har at tage på.

Den følelse var heller ikke fremmed for Louise Liokouras, som var på ferie med sin mand og børn for syv år siden, da hun fik ideen til Det Kollektive Klædeskab.

− Vi var på Bali og havde lejet vores hus ud gennem Airbnb, og det var der slet ikke nogen dengang, som forstod, at vi turde, og derfor kom vi til at tale om det der med deleøkonomi.

Ikke at tøjforbrug og cirkulær mode var emner, der før havde fyldt meget i hendes tanker, men det ændrede sig, da hun ved hjemkomsten satte sig for at undersøge markedet og opdagede, at tøjindustriens overproduktion er en af de største klimasyndere i verden.

For ikke at tale om de menneskelige konsekvenser af ringe arbejdsforhold i produktionslandene.

− Det var simpelthen ikke faldet mig ind, at det kunne være sådan. Jeg er fra en generation, hvor det kun er pengene, der stopper, hvor meget jeg shopper, fortæller Louise, som gik i banken for at låne penge til at åbne den første butik.

Konceptet dengang er stort set det samme som i dag: Man melder sig ind og afleverer det tøj, man ikke længere selv bruger.

Tøjet bliver så vurderet og omsat til point, der sættes ind på medlemskontoen, og som kan bruges til at shoppe blandt alt det tøj, andre medlemmer har indleveret.

Det vigtigste kriterie, forklarer Louise, er at tøjet stadig har værdi for andre.

Derfor må det ikke fejle noget, skal helst passe til sæsonen, og derudover selvfølgelig være rent, når det indleveres.

− Vi plejer at sige til nye medlemmer, at det skal være tøj, som du ville låne din veninde, siger Louise.

Tøjet længe leve

Bunkerne i klædeskabet vokser i takt med skyldfølelsen, for det er ikke ligefrem nogen hemmelighed, at tøjindustrien er en kæmpe klimasynder.

Tre kvindelige iværksættere, Louise Liokouras, Sadaf Hayat og Karen Andersen, giver hver deres bud på, hvordan garderoben bliver mere bæredygtig.

Op igennem 80'erne voksede tøjbranchen. Det blev billigere at få varerne syet i Sydeuropa end hos de nationale systuer.

Gennem de seneste fire årtier har produktionen af tøj flyttet sig længere og længere sydpå, hvor mindstelønnen og udgiften til råmaterialer er så lave, at produktionerne kan følge med forbrugerismen.

Danmark er blevet det land i Norden, som har det største tøjforbrug pr. indbygger.

Hun forklarer, at hvert stykke tøj udløser samme antal point, som det sættes til salg for.

Typisk vil en T-shirt koste omkring 50 point, mens et par bukser måske koster 150 point.

I dag er Det Kollektive Klædeskab vokset til at omfatte i alt otte butikker fordelt på seks byer.

Medlemmerne tælles i tusindvis, og sidste år blev der byttet for omkring 36 millioner point.

Farver og striber

For Louise har de forgange år være nogle af de hårdeste og mest lærerige i hendes liv, for det har ikke altid være lige let at konkurrere med de store, etablerede fast fashion-mærker.

− Ideen er jo rigtig sympatisk og sjov. Problemet er bare, at der ikke er nogen af os, som har kunne leve af det, ikke før nu.

− Jeg arbejdede gennem hele min barsel, og det er først nu, jeg kan udbetale løn til mig selv, fortæller Louise.

Det_Kollektive_klaedeskab

− Det gik op for mig, at en adfærdsændring ikke er noget, man lige gør. Det tager tid. For det er klart, at i “Klædeskabet” kan du ikke bare gå ind og finde det, der er stangvare alle andre steder.

− Det er ligesom at spise vegetarisk. Hvis man forestiller sig, at man skal lave alle de retter, man plejer at lave, kan det godt blive svært.

Samtidig har det, som Louise troede ville blive en udfordring, vist sig at være den nemmeste del.

− Da jeg startede op, var min største bekymring, at vi ikke ville have nok tøj. Så vi købte et stort parti secondhandtøj, og nu ved vi simpelthen ikke, hvor vi skal gøre af det, griner hun.

At det i mellemtiden er blevet lettere at hverve nye medlemmer, tror Louise skyldes, at der er sket et skift i tiden.

− Der er meget, der har ændret sig. I dag er det kulturelt velanset at sige, at man deler tøj eller har genbrug på til en fest. Men bare for syv år siden var det anderledes.

Man går ind som en pæn dame og kommer ud som Sofie Linde. 

Selv har Louise også oplevet, hvordan tøjbyttefællesskabet har været med til at udvikle hendes personlige stil, og det er hun ikke ene om.

− Det er også et spørgsmål om at turde. Vi oplever faktisk, at stativet med alt det konventionelle sorte og grå tøj ikke bliver taget fra lige så meget. Det er ikke det, folk vil have, når de melder sig ind hos os.

− Det er farverne, der drager. Det lidt skæve og skøre. Man går ind som sådan en pæn dame, og så kommer man ud som Sofie Linde i syv farver og tern og striber. For det er det, som Klædeskabet også kan.

− Det lader os lege lidt, og det gør også folk mere bevidste om, hvordan de shoppede førhen. Det kan jeg jo selv mærke, fordi jeg har været med i så mange år.

Tal på tøjkrisen

62 millioner ton tøj produceres årligt på verdensplan.

10% af verdens CO2-udledning kommer fra tøjproduktion.

20% af verdens spildevand stammer fra tekstilproduktion.

10,9 kilo tøj køber en dansk for-bruger i gennemsnit om året.

677 ton nyt, usolgt tøj destrueres årligt af danske producenter.

Hvad har jeg rodet mig ud i?

Louise er uddannet økonom og indrømmer gerne, at det til at begynde med mest var forretningsideen, der trak, for mode har ikke tidligere sagt hende særligt meget.

− Modeindustrien er rødglødende. Det er ikke nemt at bevæge sig ud på den scene, når man ikke ved så meget om det, fortæller hun.

Indimellem har den 45-årige iværksættere da også tvivlet på, om hun havde det, der skulle til, for at klare sig i branchen.

− Da vi var på modemesse for første gang for tre år siden, kan jeg huske, at jeg tænkte: “Hvad pokker er det, jeg har rodet mig ud i?” Men mit billede af det har flyttet sig lidt.

− Jeg har fået en anden ro. Jeg er gået fra at tænke, om vi overhovedet har berettigelse til at være her til faktisk ikke at være i tvivl om det.

Tojet_laenge_leve
Se mere på detkollektiveklaedeskab.dk og @detkollektiveklaedeskab.

Derfor var det også en tankevækkende oplevelse for hende at deltage på dette års modemesse.

− Jeg fik en oplevelse af, at den etablerede modeindustri godt er klar over det. Der er mange i den branche, som er meget mere etablerede end os, men noget reelt svar på problemet har de ikke.

− De kigger godt nok ind i noget, der er hårdt lige nu, hvis de skal forsvare over for sig selv at blive ved med at producere kollektion efter kollektion og presse folk og presse priser, siger Louise, som ikke er ude på at sløjfe modebranchen – tværtimod.

Uden den ville hendes medlemmer ikke have noget at bytte med.

− Det kan jo være, at modeverdenen stadig skal diktere nye tendenser, men måske behøver de ikke producere lige så meget nyt tøj, foreslår hun og fortsætter:

− Hvis dem, som melder sig ind hos os, gør det, fordi de er vrede på modeindustrien og ikke gider mere mode, kan det godt blive svært. Vi skal jo have dem, som synes, at mode er fedt. Dem, som elsker at udtrykke sig gennem deres tøj.

− Hvis vi vil gøre en forskel, så skal vi jo have fat i det segment, som lige flyver igennem H&M, inden de skal på weekend med veninderne.

Læs også