Courteney Cox og Jennifer Aniston
Venner

Jennifer Aniston har "stjålet" en af Monicas kjoler fra Venner

21. juni 2022
Af Sofie Valentin
Foto: Mega
Skuespillerinden har tidligere fortalt, at hun tog kjolen med fra settet, da optagelserne til “Venner” var slut.

Artiklen blev første gang bragt på ELLE.dk. Dette er en redigeret version.

Det er vel de færreste, der ikke på et eller andet tidspunkt har stiftet bekendtskab med komedieserien “Venner”, der gennem et årti leverede underholdning om vennerne Ross, Monica, Phoebe, Joey, Chandler og Rachels liv i storbyen New York.

 

 

Udover godt materiale til memes og halvdårlige scorereplikker – hvem har ikke set en biografi på diverse datingtjenesterne med teksten “How you doin” – var serien også leveringsdygtig i masser af god 90’er- og 00’er-stil, som man stadig kan hente inspiration fra i dag.

Og det sidste har Jennifer Aniston, der spillede Rachel i “Venner”, netop gjort, dog på en mere bogstavelig måde, end vi andre nok har mulighed for.

For på et billede på Instagram er hun iført en kjole som Monica, spillet af Courteney Cox, havde på i den populære serie.

I 2021 udtalte Jennifer Aniston til People, at hun havde taget kjolen fra settet, da seriens sidste afsnit var blevet optaget:

– Jeg har den stadig og går stadig med den, og den passer. Den er blomstret med sorte blonder, V-hals og små flæser ved ærmerne, fortalte hun til People.

Og nu er der altså syn for sagen, for Anistons frisør har delt et billede med skuespillerinden, hvor hun er iført kjolen.

Efterfølgende delte Jennifer Aniston en story på Instagram, hvor hun selv italesatte, at hun havde den gamle kjole på.

Monica - kjole fra Venner

Her delte hun et billede fra “Venner” af Courteney Cox i kjolen med teksten:  “Ser kjolen bekendt ud? Jeg har den stadig!”