Stil

Er det en lille hest, der kommer gående? Nej, det er træskoen, der er tilbage

2. september 2021
af Bonna Haagen Pedersen
Foto: Arket Grafik: Femina
Du kender dem måske bedst som tøffeludgaven din far flittigt trasker rundt i. Men træskoen er ikke længere kun for din bondske far, sygeplejersker og folk med brækkede tæer. De er high fashion.

Hvis man hører dem, før man ser dem, kan man fristes til at tænke, at der om lidt kommer en lille hest forbi.

Træskoene giver en helt særlig lyd fra sig, når de rammer de fleste underlag. Og den lyd kan du godt vænne dig til, for træsko er åbenbart det nye sort.

Det er mindre end en måned siden, at den københavnske modeuge fandt sted. Her kunne vi få en forsmag på de største tendenser for foråret og sommeren 2022.

I den forbindelse præsenterede Ganni os for en sandhed, som vi ikke er helt sikre på, at vi er klar til.

Træskoen er tilbage.

Flere af Gannis modeller var nemlig iført træsko til deres modeshow.

ganni træsko

Der er ikke noget nyt over træskoen som koncept.

Træskoens historie har tråde helt tilbage til 1400-tallets kalkmalerier, og det er langt fra første gang, at træskoen har en genfødsel.

Det seneste skud på stammen fra Ganni har nemlig klare referencer til træskoen fra det franske luksusmærke Hermés, der ramte catwalken allerede i 2020.

Det er åbenbart socialt acceptabelt at gå i træsko og endda god stil. I hvert fald hvis de er lavet i jordtoner og elegant, skinnende læder.

Kitch er moderne

Træskoen er også kendt som forfaderen til sommerens hotteste sko, Crocs. Populariteten på træskoens plasticbror stak helt af, efter flere kendte blev spottet i dem.

Vi spår træsko-trenden samme skæbne, og sangerinden Dua Lipa er da også hoppet med på bølgen.

Her ses hun i en version med både hæl og koskind.

Man kan håbe, at Dua Lipas træsko kommer med en behagelig indersål, da erfaring har lært mig, at det ikke er synderligt behageligt at gå rundt på to stykker træ.

Den danske stylist Trine Kjær har også forelsket sig i et par med blomster på.

Med træskoens lange historie bag sig, kan vi nok være sikre på, at vi fortsat vil se flere nyfortolkninger af den bastante sko.

Og det ville ikke overraske os, hvis lyden af hestesko kommer til at præge den nærmeste fremtid.

Læs også