https://imgix.femina.dk/media/3175e4c53b5b4394b02ef65634788c10.jpg
Stil

En lille maske frem ad gangen

19. januar 2011
af Dorthe Kandi
FEMINAs redaktionschef Dorthe Kandi har fundet strikkepindene frem, og har fundet ud af at strik kan være andet end et kreativt resultat

24 masker frem og tilbage - det er min favorit åndedrætsøvelse for tiden. Ja, det lyder nok underligt - for det er bare et helt simplet stykke strikketøj - et halstørklæde i ret og vrang - og det vildeste der sker, er at det indimellem skifter mellem de tre farver, jeg har valgt.

Men på forunderlig vis, får garnet, pindene og gentagelserne mig til at slappe af. Jeg har ellers aldrig været nogen håndarbejds-kvinde. Måske fordi min mor er eminent til den slags. Hele min barndom har hun strikket, broderet, hæklet og syet - hun har lavet alt fra at sy vinterfrakker, da jeg var teenager med ønske om at se lidt anderledes ud til at brodere den fineste dåbskjole til mine børn og strikker stadig til sokker til mine unger, laver de smukkeste patchworkkrationer med meget mere. Måske derfor har jeg næsten altid "bare" spurgt hende, hvis jeg havde håndarbejdsønsker.

Jeg har enkelte gange forsøgt mig selv med tråd eller garn, men aldrig med stort held. Men nu har jeg fundet ud af at strik kan være andet end et kreativt resultat - det kan være en proces, hvor roen indfinder sig.

Så indtil videre nyder jeg roen og gentagelser og så kan jeg jo altid sidde og dagdrømme lidt om at skifte ret og vrang ud med perlestrik og halstørklædet med en lækker cardigan - når jeg liige har øvet mig lidt mere.
Dorthe Kandi, redaktionschef

Læs også