https://imgix.femina.dk/media/article/strik_balaclava.jpg
Stil

Elefanthue, balaclava. Kald den, hvad du vil. Her er opskriften på tidens hotteste hue

27. januar 2021
af Thea Rytter
Foto: Nellie Møberg
Balaclava, ski-hue, bz-hue, elefant-hue, Anna-og-Lotte-core ... Jo, kært barn har mange navne, og huen er denne sæsons store trend. Få opskriften på den strikkede elefanthue her.

Da du fistrede rundt i flyverdragt, elefanthue og røde kinder for mange år siden, havde du nok ikke forudset, at du, flere år senere, ville være et stilikon for voksne kvinder.

Men ikke desto mindre er lige nøjagtig den sammensætning nu hotteste mode for alle os, der for længst er færdige med at gå på legeplads for vores egen fornøjelses skyld.

Tilsæt gerne kraver, flæsestrømper og kjoler taget direkte fra “Det lille hus på prærien”, så er du good to go, når det kommer til den stil, der er blevet døbt ”Anna og Lotte”-core.

Her i vinterhalvåret er det mest oplagte selvfølgelig at kaste sig over den elefanthue, der nu er blevet rebrandet under noget, der først lød som det mellemøstlige bagværk baklava, men egentlig blot er det engelske navn, nemlig balaclava.

Balaclavaen er nem og hurtig at strikke – så selvom vi går foråret i møde med forhåbentligt hastige skridt, så kan du stadig nå at lune ørene i en af vinterens helt store trends.

God strikkelyst!

LÆS OGSÅ: Denne vinter skal vi klæde os som ... Anna og Lotte?

Det skal du bruge

Størrelse: Onesize

Garn: Double Soft Merino fra Knitting for Olive (100 % merinould/50 g = 125 m):

Sand: 2 nøgler Soft Silk Mohair fra Knitting for Olive (70 % mohair, 30 % silke/ 25 g = 225 ):

Råhvid: 1 nøgle

Der strikkes med 2 tråde hele vejen.

Vejledende pinde: Rundpind 5 mm + rundpind 4 mm til kanter.

Strikkefasthed: 17 masker = 10 cm i perleribmønster.

Udtagninger: 3i1: i samme maske strikkes 1 ret, 1 drejet ret, 1 ret inden den slippes af pinden = 2 masker taget ud.

Opskrift på balaclava

Slå 25 masker op med 1 tråd Double Soft Merino og 1 tråd Soft Silk Mohair på pind 5 mm. Strik frem og tilbage således:

Perleribmønster med glatstrikket kantmaske:

Pind 1 (vrangsiden): kantmaske *1 vrang, 1 ret*, gentag fra *-* til der er 1 maske tilbage, kantmaske.

Pind 2 (retsiden): Ret hele pinden.

Gentag pind 1 og pind 2 til arbejdet måler 12 cm. Slut med pind 1 i mønsteret. Bryd garnet, men lad maskerne blive på pinden. Fra retsiden strikkes nu masker op således;

Strik først 22 masker op på højre side af opslagskanten (forestil dig, at opslagskanten er mod dig) indenfor kantmasken, strik hen over de eksisterende masker og strik hernæst 22 masker op på venstre side af opslagskanten = 69 masker på pinden.

Næste pind er en vrangpind, etabler det eksisterende perleribmønster på siderne også, men igen med en glatstrikket kantmaske i hver side.

Når arbejdet måler 14 cm fra opstrikningskanten tages ud således fra retsiden:

Kantmaske, 3i1, strik frem til 2 masker tilbage på pinden, 3i1, kantmaske = 4 masker taget ud.

Gentag udtagningerne på hver retside i alt 7 gange. På sidste udtagningspind slås yderligere 3 masker op i slutningen af pinden og der gøres klar til at strikke rundt = 100 masker på omgangen.

Skift til rundpind 4 mm og strik første omgang rundt i rib (1 ret, 1 vrang) samtidig med, at du tager 10 masker ind, jævnt fordelt på omgangen.

Strik rundt i rib i alt 4 cm og luk af med italiensk aflukning, eller din foretrukne aflukning.

Lang ansigtsåbningen strikkes masker op fra retsiden. Strik 110 masker op på rundpind 4 mm og strik rundt i rib (1 ret, 1 vrang) – den første omgang kan med fordel strikkes med drejet ret for at undgå hul. Strik rib i alt 2,5 cm og luk af med italiensk aflukning, eller din foretrukne aflukning.

Læs også