Brad Pitt i nederdel
Stil

Brad Pitt har nederdel på. Og ser selvfølgelig helt fantastisk ud

20. juli 2022
Af Kicki Bengtsen
Foto: Altmann/SIPA/Ritzau Scanpix
Sådan har du nok aldrig set ham før.

Når man ser ud som Brad Pitt, så er der vist ikke meget, man ikke kan bære uden stadig at se godt ud.

Heller ikke en nederdel.

Og det beviste den 58-årige filmstjerne tirsdag, da han dukkede op til premieren på sin kommende film, "Bullet Train".

Her havde han nemlig iført sig en lyserød skjorte, en mørkebrun trøje og ja ... en mørkebrun nederdel, der i den grad viste hans stænger frem.

Derudover havde han et par store, sorte støvler på.

Brad Pitt i nederdel

Fordi Brad Pitt havde bare ben til premieren, så kunne man se et par tatoveringer, som skuespilleren ellers sjældent viser frem.

På det ene ben kunne man således se ansigtet på et næsehorn, mens en anden viste et menneskekranie.

Det skriver Page Six.

Ifølge det amerikanske medie er det så sjældent at tatoveringerne på benene vises frem, at det er uvist, hvad de har af betydning for Brad Pitt, da han ikke har udtalt sig om dem før.

Det har han dog om flere af de tatoveringer, som han har på armene, som blev skjult af hans trøje til filmpremieren.

På armene har han blandt andet en tatovering af teksten “absurdities de l’ existence”, som er fransk og betyder "livet er absurd".

Han har ligeledes sine børns initialer og flere tatoveringer, som han i tidernes morgen har dedikeret til sin ekskone Angelina Jolie.

Brad Pitts nye film, "Bullet Train", får premiere i Danmark 4. august.

Den handler om fem lejemordere, der alle stiger på det samme tog med hver deres mission, som dog viser sig at være forbundet med hinanden.

Sandra Bullock spiller den kvindelige hovedrolle, mens også Joey King, Zazie Beetz og Bad Bunny er på rollelisten.

Artiklen blev første gang bragt på Se og Hør. Dette er en redigeret version.

Læs også