Kvinde i solen
Hudpleje

Hvornår skal du begynde med solbeskyttelsen?

af Malene Fich weischer 25. marts 2014
foto: Shutterstock
Når forårssolen først begynder at skinne, så er det svært ikke at løbe ud i den og nyde den fra morgen til aften. Selvfølgelig skal solen også nydes – men husk at tage den sunde fornuft med udenfor, lyder det fra Kræftens Bekæmpelse.

Hvornår skal du begynde med solbeskyttelsen?

Efter en lang vinter er der ikke mange ting, der kan få os danskere i lige så godt humør, som den spirende forårssol. Vi kan jo næsten ikke få nok af den, og i takt med at dens stråler varmer os, stiger humøret også. Og vi skal da endelig også nyde solen, lyder det fra Anne Bach Waagstein, projektleder i Kræftens Bekæmpelse og TrygFondens Solkampagne.

"Foråret er lidt lumsk, for på den ene side er vores D-vitamin lagre helt i bund og vi trænger til sol. Men samtidig skal man stadig være opmærksom på solens uv-stråler her, hvor huden er vinterbleg og ikke har opnået naturlig pigmentering", fortæller Anne Bach Waagstein til Q.dk, og fortsætter:

Man bliver også skoldet om foråret

"Uv-stråler er lidt lumske, fordi de kan ikke ses og mærkes, men allerede fra april kan man blive faktisk solskoldet. Mange tænker bare sjældent over det, fordi vi som regel forbinder solskoldning med hed sommervarme og med det at være på stranden."

Og hvorfor er det så så vigtigt ikke at blive solskoldet?

Jo, får vi for store doser af solens skadelige uv-stråling, bliver huden rød. Jo flere forbrændinger og jo højere livstidsdoser af uv-stråling, desto større er risikoen for at udvikle kræft i huden, og her i Danmark er kræft i huden desværre den hyppigste kræftform.

Sådan beskytter du dig bedst

Heldigvis kan du nemt beskytte din hud både mod hudkræft og mod de rynker, som UV-strålerne også giver dig.

"Hvis du allerede hér fra foråret af følger de fire solråd, som hedder Skygge, Solhat, Solcreme og Sluk solariet, når solen står højt på himlen midt på dagen, så er du på den sikre side," fortæller Anne Bach Waagstein videre.

Rådene er i prioriteret rækkefølge, og skal forstås sådan, at det allerbedste er at søge skygge eller dække huden til, når uv-strålingen er kraftigst. De steder, som ikke kan dækkes til - f.eks ansigtet og hænderne - skal have et tykt lag solcreme. Og så skal man selvfølgelig droppe solariet.

Uv-indekset hjælper dig - Hent App!

"Typisk er uv-strålingen er højest mellem kl. 12-15, men det kan den også sagtens kan være udenfor det tidsrum, særligt når man er udenlands. Derfor er det, udover at bruge sin sunde fornuft, en god ide at holde øje med uv-indekset. Er indekset 3 eller mere, så er det tid til beskyttelse", slutter Anne Bach Waagstein af.

Uv-indekset fortæller løbende, hvor høj UV-strålingen er netop dér, hvor du befinder dig. Det et lavet som en app, som du gratis kan hente ned på din smartphone, og du kan både hente den og læse mere om den her.