hvor_laenge_kan_solcreme_holde_sig_holdbarhed
Hudpleje

Hvor længe kan din solcreme egentlig holde sig?

af Anette Snarby, kk.no. 7. maj 2016
Foto: Pantherstock, kk.no
De fleste af os har sikkert en eller flere tuber solcreme liggende i skabet fra sidste sommer. Men er det en god idé at bruge resterne, nu hvor solen igen titter frem?

Har du en tube solcreme liggende fra sidste sommer, som du overvejer, om du stadig kan bruge nu, hvor solen igen for alvor titter frem?

Rebekka Gitlestad er fagrådgiver i det norske farmaceutfirma Apotek 1.

Hun fortæller, at når man først har åbnet en tube med solcreme, vil der være forskel fra mærke til mærke på, hvor længe den kan holde sig.

– De allerfleste solcremer er mærket med holdbarhed på 6 eller 12 måneder efter åbning. Har man en solcreme som blev taget i brug i slutningen af sidste års solsæson, og som ikke har været opbevaret for varmt eller koldt, kan denne derfor som regel bruges igen det efterfølgende forår, siger hun til kk.no.

Hvor længe kan din solcreme holde sig?

For at finde ud af, hvor længe din solcreme varer efter åbning, skal du se efter et "åben krukke"-symbol efterfulgt af en tidsangivelse i måneder og/eller år, forklarer Rebekka Gitlestad.

Dette kan for eksempel være 6M eller 12M. 

Alle solcremetuber skal være mærket med holdbarhedsdato eller holdbarhedstid efter åbning. Dette er typisk markeret på følgende måde:

Solcremens holdbarhed påvirkes af ydre forhold

Rebekka Gitlestad gør samtidig opmærksom på, at solcreme, som har været opbevaret for varmt, kan have reduceret kvalitet.

Det kan også gå ud over cremens egenskaber i forhold til smørbarhed og lugt. 

En creme, som har været udsat for stærk kulde og frost, kan også have reduceret kvalitet, da fedt og vand i cremen kan have skilt sig.

Hvis man er usikker på, hvor længe solcremen har været åben, eller hvordan den har været opbevaret i løbet af vinteren, anbefaler hun derfor, at man skaffer en ny solcreme.

– Når en solcreme er gået over sin holdbarhed, kan solfaktoren været reduceret, så den ikke giver en tilstrækkelig god solbeskyttelse, siger hun.

Uåbnet solcreme varer heller ikke evigt

Selv uåbnede flasker med solcreme varer ikke evigt. Produkter, der er mærket med krukkesymbolet, er testet for en holdbarhed på over 30 måneder i uåbnet stand.

Men sådanne produkter bør alligevel ikke lagres i mange år, råder Rebekka Gitlestad. 

Produkter uden krukkesymbol har typisk en holdbarhed på under 30 måneder.

– Nogle produkter kan være mærket med holdbarhedsdato udover krukkesymbol, hvis det er relevant for produktet. Der må man følge den dato, som kommer først, forklarer Rebekka Gitlestad.

I tvivl om, hvad der står på solcremen?

hvad står der på min solcreme

SPF

SPF-tallet (sun protection factor) står for solbeskyttelse og angiver solcremens evne til at beskytte mod solskoldninger, hvilket vil sige, at det først og fremmest fortæller, hvor godt produktet beskytter mod uvb-strålerne. Her i Danmark finder du solcremer med faktor 6, 10, 15, 20, 25, 30, 50 og 50+.

UVA-MÆRKET

Kig efter uva-mærket, når du køber en solcreme, så du er sikker på, at den også virker beskyttende mod uva-strålerne. Uva-mærket fortæller, at solcremens uva-beskyttelse er minimum en tredjedel af den solfaktor, der er angivet. Står der f.eks. SPF 30 på flasken, beskytter solcremen minimum med faktor 10 mod uva-strålerne.

VANDRESISTENT OG VANDFAST

Bader du meget, skal du gå efter solprodukter, der er vandresistente. Er solcremen vandresistent, er den testet til at klare badning uden at miste effekten i 2 x 20 minutter. En vandfast solcreme yder beskyttelse til 4 x 20 minutters badning.

GRAD AF SOLBESKYTTELSE

Solproduktet kan være mærket med, om det giver lav, medium, høj eller ekstra høj solbeskyttelse.

  • Lav beskyttelse: SPF 6-10
  • Medium beskyttelse: SPF 15-25
  • Høj beskyttelse: SPF 30-50
  • Meget høj beskyttelse: SPF 50+

Sådan bruger du din solcreme korrekt 

Hun giver følgende tre råd til, hvordan du skal bruge din solcreme for at opnå optimal solbeskyttelse:

1. Smør dig ind 30 minutter, før du skal ud i solen, så solcremen får tid til at trænge ind i huden.

2. Brug rigeligt med solcreme. De fleste smører sig ind med for lidt solcreme, så solbeskyttelsen bliver lavere, end man tror. En voksen person skal bruge en stor håndfuld creme/lotion for at smøre hele kroppen ind.

3. Gentag smøringen med solcreme ofte, specielt efter badning, så længe du er i solen.

Denne artikel blev oprindelig bragt på på KK.no.