Kvinde kigger skeptisk på hudplejeprodukter
Hudpleje

Guide til hudplejeprodukter: Skal du spare eller spendere?

af Anne-Sophie Jessen 9. september 2017
Det er ikke altid sådan, at pris og effektivitet hænger sammen, når det gælder hudplejeprodukter. Men indimellem kan det godt betale sig at hive den store tegnebog frem, når du skal forskønnes. Få her et overblik over, hvad du med fordel kan spare på, og hvad der godt må koste lidt mere.

Hudplejeprodukter - skal du spendere eller spare?

Synes du også, at det er let at fare vild i skønhedsjunglen? Der er så mange produkter, og priserne varierer fra virkelig billigt til helt usandsynligt dyrt. Hvad skal man vælge? Hvornår kan det betale sig at købe de billige varianter, og hvornår skal du springe på dem, som hiver en halv dagsløn ud af budgettet? 

Spar eller spender - galleri

Bodywash - SPAR

De fleste går i bad hver dag, og det kan blive dyrt i vaskeprodukter til kroppen. Til at rense huden på din krop behøver du ikke at gå efter den dyre model, for der findes rigtig mange milde, effektive og virkelig fine kropssæber, der kan klare opgaven til en god pris. Parfumeret showergel, Accord Chic, 89 kr. Yves Rocher.

Deodorant - SPENDER

Det er ret nemt afsløret, om en deodorant er god eller ej. Hvis du dufter godt sidst på dagen, har deoen klaret testen. Vil du være helt sikker på at være velduftende dagen igennem, vil vi anbefale, at du går efter et lidt dyrere mærke. Deo Pure, 165 kr. Biotherm.

Kropscreme - SPAR

Huden holdes elastisk og blød, når den får masser af fugt. Det kan en billigere bodylotion sagtens klare. Body butter med havtorn og økologisk blåbær, 85 kr. Matas Natur

Serum - SPENDER

Et serum indeholder en koncentreret mængde plejende ingredienser, som giver huden intensiv pleje. Ofte er et serum skræddersyet til et specifikt formål, f.eks. pigmentpletter, akne eller tørhed. Molekylerne er mindre end i en creme, så ingredienserne kan trænge helt ned i huden og virke der, hvor de skal. Her kan du med fordel gå efter de dyrere mærker, der oftest er først med ny produktudvikling.  Sublime Skin Serum, 725 kr. Comfort Zone.

Ansigtscreme - SPENDER

Jo ældre du bliver, jo mere hjælp har din hud brug for, så den kan opretholde sin fugtbalance, glød og spændstighed. Gå efter en god nærende creme, som er spækket med ingredienser, der pumper huden op og gør overfladen glattere og mere ensartet. Og her er det de dyrere mærker, som ligger i front. Illuminating Oil Gel-Cream, 399 kr. Darphin.

Øjencreme - SPENDER

Hvis du vil mindske de små linjer omkring øjnene, skal du gå efter øjencreme af god kvalitet – helst med retinol, bedre kendt som A-vitamin. Den ingrediens har størst dokumenteret virkning på rynker. De kan selvfølgelig ikke trylles helt væk, men huden kan udglattes let med A-vitamin. Age Reversal Eye Complex, 575 kr. Dermalogica.

Ansigtsmaske - SPAR

Den seneste store trend inden for ansigtsmasker kommer fra Korea og er de såkaldte sheet-masker, som fås til en billig penge. En sheetmaske er en slags stof, der er gennemvæddet med plejende ingredienser. Den har huller til øjne, næse og mund og tages af igen efter 10-15 minutter. Masken er særdeles effektiv, da varmen fra huden hjælper ingredienserne med at trænge dybt ned i huden. Moisturizing Sheet Mask, 69 kr. Miqura.

Ansigtsrens - SPAR

Regel nummer ét for en smuk og sund hud er, at du renser den. Det gælder ikke kun, når du bruger makeup – skidt og snavs skal også væk. Skal det gå hurtigt, kan du bruge en alt i en-rens, som renser, eksfolierer og trækker porerne sammen. Denne rensegelé indeholder ingen sæbe, men til gengæld dybderensende ler, som giver en klar og frisk hud. Pure Clay Exfoliating Cleansing Gel, 60 kr. L’Oréal Paris.

Bodyscrub - SPAR

En bodyscrub behøver ikke koste mange penge. Det vigtige er, hvilken slags skrubbekorn der anvendes. Find en scrub, som ikke har store, hårde korn. Det kan irritere huden. Hellere små korn, der fjerner de døde hudceller skånsomt. Express Body Scrub & Mask, 90 kr. Sephora. 

Selvbruner - SPENDER

Hvis du ikke bryder dig om den metalliske selvbrunerduft, skal du investere i en af de dyrere varianter. Der findes nogen, som er helt duftfri, og de fås i forskellige farvestyrker. Brug en, som giver øjeblikkelig farve. Så kan du se, hvor du har smurt den på, og dermed undgår du helligdage. Fabulous Self Tanning Tinted Lotion Medium, 219 kr. Vita Liberata.