Hudpleje

4 tips til sikker sol

af Lise Grosmann 6. juni 2010
Foto: Bo Lynge Og Elona Sjögren m.fl.
FEMINA guider dig til en sikker sommer uden skadet hud og risiko for forskellige hudsygdomme

Sæson for soleksemDet er ikke alle, der hilser den tidlige sommersol velkommen, for her begynder besværet med soleksem for 15 procent af befolkningen, og 85 procent af dem er piger/kvinder i alderen 10-30 år. Ofte forsvinder generne med kløe samt udslæt med knopper og blærer i løbet af sommeren (og med alderen), og de kan forebygges med høj beskyttelsesfaktor. UVA-strålerne er ansvarlige for halvdelen af tilfældene. En fjerdedel reagerer på UVB-stråler og den sidste fjerdedel på både UVA- og UVB-stråler.

Din daglige dosisDer er en grund til, at vi finder solens stråler vidunderligt velgørende - for det er de! Solen skal dog kun nydes direkte i dagens tidlige timer, dvs. før kl. 11, og bare 10- 15 minutter på ansigt, arme og ben, hvis man er blond og ellers lidt længere. (For rødhårede og andre meget solsarte gælder særlige forhold). Al sol derudover bør nydes i enten skygge eller under beskyttelse af tøj, hat og/eller solcreme.

Dur cremen fra sidste år?Det kommer helt an på, hvor den tilbragte sommeren. Var den med ude i solen at ligge, så køb en anden - filteret er formenlig ikke effektivt mere. Men har den ligget uåbnet, tørt og godt, så er den o.k. På pakningen kan du se et lille symbol med en krukke med et åbent låg og et tal, der angiver, hvor længe produktet holder sig efter åbning (korrekt opbevaret).

Brug nu rigeligtDer skal ca. 40 gram creme til optimal beskyttelse, alt efter om man er størrelse small eller large. Som tommelfingerregel siger man: "En voksenhåndfuld til en voksen og en barnehåndfuld til et barn." Cremen skal fordeles i et jævnt lag, for beskyttelsen er ikke bedre end dér, hvor den er svagest, og man skal gentage indsmøringen med et par timers mellemrum.