opskrift
Stil

11 tips til at få succes med jordbær i haven

7. juni 2019
af Karina Demuth
Foto: Demuth og Panthermedia
Jordbær er nemme at dyrke, og du kan nemt strække sæsonen, så du får bær over en meget lang periode. Her får du 11 gode tips til at dyrke dine egne jordbær
Solmodne, friskplukkede jordbær har en fuldstændig vidunderlig smag, og jordbær er nemme at dyrke og kan give et stort afkast over en meget lang periode. Det gælder bare om at vælge nogle sorter med hvert sit høsttidspunkt og om at plante og passe dem på den rigtige måde. Her er, hvad du skal gøre:
1. Vælg en vokseplads med masser af sol. Jordbær kan sagtens trives i halvskygge, men hvis du vil have mange bær, skal planten sætte så mange blomster som muligt, og det gør den bedst i fuld sol. 2. Rens jorden for ukrudt og grav den igennem med kompost. Lad være med at give for meget gødning. Det vil få planten til at sætte mange blade, men ikke give så mange bær. 3. Vælg nogle sorter, der bærer frugt på forskellige tidspunkter. ”Honeoye” giver et godt afkast af store, søde, faste bær, der kan plukkes allerede i juni. I begyndelsen af juli kommer den klassiske ”Senga Sengana” og de meget rigtbærende sorter ”Polka” og ”Korona”. Sidst på sæsonen er der sene sorter som ”Florence” og ”Malvina”. Og ved at supplere med skovjordbær og den remonterende sort "Ostara" kan du have lidt at nippe af til helt ind i september.
https://imgix.femina.dk/jordbaer-3_0.jpg
Jordbær kan dyrkes i krukker, i højbed eller i rækker, og selv på et lille areal kan du få et fint afkast. LÆS OGSÅ: Seks sprøde fra sensommerens køkkenhave 4. Jo mere lys og luft planterne får, jo bedre bliver bærsætningen. Hvis du har god plads, kan du sætte planterne i en afstand på 40 centimeter og 75 centimeter mellem rækkerne. De kan også sagtens stå tættere og stadig give et fint afkast. 5. Mæt jorden med vand, før du planter, og sæt planterne med hjerteskuddet i jordhøjde. 6. For ekstra tidlig høst: Dyrk planterne i en drivhustunnel. En biodug på jorden og et dække med fiberdug i begyndelsen af vækstsæsonen vil også være med til at fremme en tidlig høst.
7. Pas dine planter med vand, hvis vejret er tørt. Især under blomstringen, og mens bærrene er grønne. Vand helst nedefra. Vanding på bær og hjerteskud kan fremme skimmel. 8. Læg halm under planterne eller plant dem i en biodug. Så undgår du, at der kommer jord på bærrene. Samtidig vil dækmaterialet være med til at holde på jordens fugtighed.
https://imgix.femina.dk/jordbaer-1.jpg
Et jorddække af halm eller biodug holder på fugtigheden og forhindrer, at der kommer jord på de fine bær. 9. Beskyt planterne mod sultne dyr. Rådyr er vilde med de nye grønne blade, så her må du hegne ind eller dække med net eller tynd fiberdug. Beskyt bærrene mod fugle med et fuglenet og mod snegle med lidt sneglekorn. 10. Fjern udløberne med små nye jordbærplanter eller før dem over i små potter med jord og klip dem fri, så snart de begynder at slå rødder. Ellers vil de tage plads og kraft fra moderplanten. De små nye planter kan foræres væk eller plantes ud i nye rækker. 11. En jordbærplante kan give et godt afkast af bær i to til fire år. Første år giver den lille nye plante kun få bær. Andet og tredje år kommer det flotte afkast, og derefter vil den begynde at give markant færre bær med mindre smag.Hemmeligheden bag mange og flotte bær er derfor et ”bevægeligt” jordbærbed med rækker af planter fra hver sin årgang. Hvert år efter høsten graver du den ældste række op og planter en ny række unge jordbær på et sted, hvor der ikke har været jordbær før. På det ledige jordstykke kan du så sommerblomster eller en anden afgrøde, og efter nogle år kan du igen plante nye jordbær.
https://imgix.femina.dk/jordbaer-2_0.jpg
Friske jordbær forvandler sommerens kager og desserter til eksklusive og personlige kreationer.
https://imgix.femina.dk/call_to_action/abbo_banner_qlinique_940x200_1.jpg

Læs også