Skønhed

Hårekspertens bedste råd: Vask dit hår på denne måde – og det vil takke dig for det

21. februar 2022
Af Julie Kraase Brandt
Foto: Giphy
Du kan være god ved dit hår uden at bruge oceaner af tid og penge. Hårekspert Lars Skjøth deler her otte smutveje til sundt hår og hovedbund.

Forsker og stifter af Hårklinikken, Lars Skjøth har klare anbefalinger, når det gælder sundt hår og hovedbund.

Her får du otte af hans bedste tips.

1. Vask hår hver dag

Vask håret dagligt eller hver anden dag.

– Myten om at begrænse hårvask, fordi det skulle være godt for håret, er ikke sand. Vask som var du skaldet, gnub godt til mod hovedbunden og brug gerne et minut eller to. Hvis du vasker hver anden dag, så vask gerne med shampoo to gange, hvis du har tendens til, at håret fedter lidt.

2. Af med kasketten

Undgå at sætte håret op og at bære hue og kasket, før håret er helt tørt – og egentlig generelt – da det kan bidrage til et usundt miljø i hovedbunden, hvor svamp og bakterie "trives for godt" forklarer Lars Skjøth.

3. Skru ned for parfumen

– Undgå parfume, æteriske olier og farvestoffer, hvis du vil mindske risikoen for kontaktreaktioner (anvist med CL efterfulgt af et nummer på ingredienslisten) og drop silikoner (ingredienser med -cone og -oxane som endelser).

– Silikoner får håret til at se glat og skinnende ud, men de bygger sig også på hovedbunden (og håret), hvilket kan give anledning til hovedbundsgener og i værste fald hårtab’, forklarer Lars Skjøth.

4. I håret – ikke hovedbunden

Styling produkter og hårfarve anbefaler Lars Skjøth at begrænse til håret og ikke hovedbunden. Det samme gælder balsam, som udelukkende skal i spidserne (fra ørerne og ned).

5. Drop tørshampooen

Lars Skjøth anbefaler at undgå tørshampoo, da partikler fra den binder sig til hudens overflade og til det fedtstof, der sidder på hovedbunden;

– Det kan danne flere bakterier, og der kan opstå kontaktreaktion, som kan give kløe, svie og betændelse i hovedbunden.

6. Børst igennem

Børst hovedbunden forsigtigt og kun umiddelbart før hårvask, da børstningen kan løsne skællag (som består af døde hudceller, fedtstoffer og mikroorganismer), så de vaskes nemmere af.

7. Massér hovedbunden

Masser hovedbunden, når du alligevel vasker håret, da det øger blodgennemstrømningen i hovedbunden og hårsækkene.

8. Luft ud!

Sørg for, at der ikke er for varmt og fugtigt i hjemmet, da det kan bidrage til ubalance i hovedbunden. Luft ud regelmæssigt.

Læs også