https://imgix.femina.dk/storage_1/media/1331-marianne-tromborg-yndlingsting.jpg
Stil

Marianne Tromborg: Her er min yndlingsting

7. august 2013
Af Lone Monna 08/07/2013 - 00:00
Marianne Tromborg er vil med sexede krydderurter

- Min yndlingsting er ikke en ting, men alle mine krydderurter som står på terrassen. Vi spiser sindssygt mange krydderurter herhjemme, og egentlig er det utroligt, hvor lidt der skal til for at gøre maden sexet. Jeg bruger ofte urterne i en salsa eller i en salat. Jeg er ret vild med mynte og har forskellige slags sorter, men specielt ginger mynte er jeg ret vild med. Men også rosmarin er en favorit, fordi den dufter og smager helt vildt godt. Oregano, salvie og estragon er også blandt mine favoritter. Hvis jeg havde mere fritid, ville jeg have endnu flere haveprojekter og masser af højbede i haven. Men jeg og min mand, Timm, bruger rigtig meget tid i vores firma, så når vi kommer hjem, er det bare dejligt at kunne sætte sig på terrassen og slappe af med et glas rosé-vin. Så derfor har vi valgt at have en have, der ikke skal gøres særlig meget ved. Krydderurterne er i den sammenhæng ideelle, for de kræver ikke så meget pasning, og alligevel er der masser at tage af både til mad og drinks.

ÆTERISKE OLIER
Vi kan jo ikke helt undvære krydderurterne i alle vintermånederne herhjemme, så derfor har vi fået lavet et dampbad i kælderen, hvor vi kan bruge olien fra urterne. Inde i selve dampbadet er der lavet en speciel dyse, hvor vi kan lægge æteriske olier i, og på den måde får vi de dejligste dampbade, der både er plejende og forfriskende. Ikke bare fordi de dufter godt, men også fordi de har en virkning og er gode for kroppen.

Se også modeblogger Pernille Teisbæks yndlingsting

FRANSKE SPROGBLOMSTER
Vi samarbejder bl.a. med en fransk landmand, der dyrker økologiske urter til firmaet for os. Det er der indimellem kommet nogle rigtig søde historier ud af, da ingen i familien taler fransk, og den franske farmer stort set kun kan fransk! Jeg kan huske, at han engang skrev til os; ”Tomorrow I will send you the factory and my mind”. ”Wauw! Det var lige godt Sørens”, tænkte vi og kunne ikke lade være med at trække på smilebåndet. Det han i virkeligheden ville sige, var: ”I morgen sender jeg en faktura og mynten”. Heldigvis er hans datter kommet på sprogskole, så nu går det meget nemmere.

ØKOLOGI FOREVER
Vi går ret meget op i økologi både hjemme og i firmaet. Jeg er jo gift med Timm, som er biokemiker, så vi har været på forkant med flere af de gode sunde vaner. Vi har vasket hænder, inden det blev moderne at vaske hænder, og vi var nok nogle af de første der købte grøntsagskassen fra Aarstiderne, og vi får den faktisk stadigvæk. Krydderurterne går jeg heller ikke på kompromis med, de er selvfølgelig også økologiske.

Venner og veninder er noget af det vigtigste i Anne Louise Hassings liv. Læs hele artiklen på søndag.dk

Læs også