DIY

DIY: Bind, dyp og leg med farve

15. december 2014
Af katrine Kaul
Foto: Gyrithe Lemche
Det var hot i 1970'erne: Batikken. Nu er looket tilbage - især i boligen, denne gang dog i en mere afdæmpet version, både når det gælder farver og mønstre. Så fyld badekarret op med farve, og kast dig ud i de enkle dip dye- og tie dye-teknikker. Her er fem gode batik-idéer, der afliver alle associationer til farvemættede hippiehuler.
Tie dye eller dip dye? Dip dye er en dyppeteknik, hvor du kun dypper halvdelen af stoffet i farven, eller hvor du dypper stoffet ad flere omgange, så farven bliver mørkere og mørkere. Tie die er en teknik, hvor du snor og binder dit stof og herefter dypper det i farve, så der på den måde opstår et mønster  i stoffet. Du kan både bruge elastikker, klemmer og snor, når du skal snøre dine tekstiler sammen inden farvningen. Eller du kan folde stoffet i firkantede felter. Det giver helt forskellige udtryk og mønstre på dine stoffer.   Se her hvordan du dekorerer din bolig med fine bogstaver   Sådan gør du Batikfarve er ret nemt at lave, fordi du selv blander og fikserer farven. Du opløser saltet i 30° varmt vand – jo varmere vandet er, jo kraftigere bliver farven. Herefter opløser du fiksermiddel i vandet og dernæst farven. Skal du lave tie dye, lægger du snoet eller foldet stof ned i farvebadet og rører indimellem for at sikre, at det bliver ensartet i farven. Lad stoffet flyde frit i ca. 30 minutter, tag det op, og skyl det grundigt igennem for overskydende farve. Fjern dine bånd eller snore. Vask det herefter i maskinen på 40°. Skal du lave dip dye, dypper du kun halvdelen af stoffet i farven. Vil du have tone i tone, tilføjer du løbende mere farve i vandet og dypper undervejs. Først hele stoffet kort, så halvdelen i lidt mørkere farve og til sidst kun ¹⁄₃ af stoffet i kraftig farve.   Få inspiration til fine greb, du selv kan lave her   Du skal bruge (til én indfarvning): Batikfarve, 69 kr., en spand, snor, 1 kg salt, 200 g fiksermiddel, 59 kr., og 10 liter vand. Alt fra Panduro Hobby.   TIP:  Hos Panduro Hobby kan du finde alt, hvad du skal bruge, plus et lille hæfte, der viser dig, hvordan du skal gøre, og hvilke mønstre du kan lave på dine tekstiler.   Guide: Gode DIY-hjemmesider