Derfor er jeg vild med mænd i kjoler

Kunne du forestille dig, at en mand i kjole holdt døren for dig, når du måske kom gående med et par poser fyldt til randen med indkøb til den aftensmad, din mand skulle lave i aften, mens du var til yoga?

Det kan Eva Selsing ikke. Filosoffen og debattøren, der jævnligt huserer i Berlingske med synspunkter, som er så radikale, at 1950’erne føler sig progressive, mener nemlig, at mænd i kjoler er en trussel mod den vestlige civilisation.

Kommentaren kommer på baggrund af, at sangeren Harry Styles pryder Vogues decemberforside som den første mand nogensinde. Iført en blondekjole fra Gucci.

Mænd i kjoler er med hendes ord jo en feminin mand, og Selsing mener tilsyneladende, at feminin er det værste man kan være – det er ligefrem nedbrydende og skadeligt.

”En feminin mand er fritaget for en række af de karaktertræk og dyder, man traditionelt forbinder med maskuline mænd: Han er ikke ridderlig, han er ikke beskyttende, han er ikke kompetitiv, han er ikke aggressiv, når det kræves, han er ikke nødvendigvis villig til at dø for sit land eller sin elskede,” skriver hun i sit indlæg i Berlingske.

Kjoler og hensynsløshed

Som kvinde har jeg i mange år oplevet, at der blev set ned på det feminine. Kvinders interesser har i alt for manges øjne været fjollede og mindre værd end mænds.

De feminine dyder har været anset som selvfølgelige og passive. Men jeg anede ikke, at de kjoler, jeg fortrækker at gå i, samtidig betyder, at jeg ikke kan tage hensyn til andre, ikke kan være konkurrenceminded eller kæmpe for mit land, eller dem jeg elsker.

Jeg oplever ellers i min dagligdag, at jeg mestrer både hensyn og konkurrence, jeg må jo dog erkende, at jeg ikke har været værnepligtig som for eksempel min svigerdatter – der også går i kjoler!

LÆS OGSÅ: Mette fik at vide, at hun skulle give fem mænd et blowjob

Eva Selsing argumenterer med henvisning til den borgerlige amerikanske kommentator Candace Owens og giver hende ret i, at intet samfund kan overleve uden "stærke, maskuline mænd".

Den slags mænd "risikerer nemlig alt for at sige sandheden".

Måske ligesom de tusindvis af kvinder, der både før og efter MeToo sagde fra over for magtmisbrug og overgreb.

Den slags mænd hvis "æresbegreber får dem til at beskytte de svagere og gøre det rigtige uanset omkostningerne", skriver hun.

Måske ligesom den fængslede, saudiske aktivist Loujain al-Hathloul, der insisterer på, at kvinder (med og uden kjoler) skal have ret til at køre i bil.

Den slags mænd, "der bekæmper tyranni", skriver hun.

Måske ligesom de mindst 38.000 danske kvinder, der hvert år udsættes for vold af deres partner. Og hvor mange af dem heldigvis finder styrken til at flytte sig selv og deres børn væk fra tyranniet.

LÆS OGSÅ: Hvorfor er det så kontroversielt (stadig) at have hår på kroppen?

Sandheden er selvfølgelig, at det ikke er vores køn eller vores påklædning, der gør os i stand til at elske vores familier og tage vare på dem.

Det er vores menneskelighed. En menneskelighed, der rummer både det maskuline og feminine i alle køn.

Og som mor til en dreng, der som barn elskede traktorer, som har leget en masse vilde lege med våben og haft en smule svært ved at sidde stille i skolen – og som i dag går med neglelak, låner mit tøj – også kjoler – så er jeg vild med det hele.

En forstenet kønsopfattelse

For opgøret med kønsstereotyperne er ikke venstrefløjens nedbrydningsprojekt af maskulinitet. Det er et frigørelsesprojekt.

Frigørelse af de maskuline og feminine energier, vi alle indeholder, som kan fylde mere eller mindre, som kan få mange flere udtryk end Selsing og andre forskræmte fortids-dyrkere kan forestille sig.

Og som min kollega så fint skrev i denne artikel om mænd og kjoler, så blev alle mine børn døbt i en kjole. Jesus er kun afbilledet i kjole – og han er pænt kendt for at tage sig af de svage og vise ridderlighed.

Og så taler vi ikke om tiden med mænd i pudrede parykker, flæser og glimmer – der vist ikke forhindrede konger som Henrik den 8. i også at være ret brutal herre, der ikke beskyttede sin familie voldsomt.

I hvert fald ikke sine seks koner, hvor to af dem blev henrettet, og folket mærkede vist heller ikke meget til ridderligheden.

Så jeg er ikke bekymret for, om såkaldte feminine udtryk som "neglelak" og "kjoler" stjæler den såkaldte maskulinitet.

Jeg er meget mere bekymret for, at Selsing, som kalder mig og ligesindede for "regnbuens talebanere", bidrager til en forstenet kønsopfattelse, der netop fastholder, at vi reduceres til køn og påklædning.

For fremtiden er så meget mere nuanceret. Mennesker, der ikke sidder fast i begrænsende stereotyper om, hvordan de skal være og se ud, bærer fremtiden i håbet om, at vi kan udnytte vores fulde potentialer, uanset hvad vi vælger at klæde os i.