diana
Stil

Denne legendariske Prinsesse Diana-blazer kan nu blive din

21. juni 2023
Af Silje Qvist
Foto: Tim Graham/Getty Images
Hun vil for altid være et stilikon, og nu kan du få fingrene i et stykke af Dianas stil, når hendes blazer bliver sat til salg.

Prinsesse Diana var først og fremmest kendt som en utrolig folkekær person, der mere end nogen anden i det britiske kongehus formåede at vinde en plads i befolkningens hjerter.

Hendes beklædning var også i øjenhøjde med befolkningen. Lady Di var ofte set i cykelshorts, herreskjorter, sneakers og ikke mindst en god blazer.

Og sidstnævnte – Dianas ikoniske blazer – kan du altså få fingrene i om ikke så længe.

Det skriver Glamour.

En stribet blazer fra Turnbull & Asser, som angiveligt skulle være båret af Diana i The Guards Polo Club i byen Windsor i 1988, bliver nemlig sat til salg på auktion.

blazer

Den tidligere administrerende direktør af Burberry, David Quelch, skulle have givet blazeren til sin assistent tilbage i 1997, inden han gik på pension, hvortil han forklarede, at blazeren var sendt til ham fra Diana, fordi hun ville have den lavet i et nyt materiale.

Den havde dengang en værdi mellem 380 og 640 dollars.

Det er ikke muligt at bevise, om blazeren er præcis den, som Diana har haft på, men ifølge Lucy Bishop, der er auktionsholder hos Kerry Taylor Auction, er den identisk med den, som hun er blevet fotograferet i.

diana

– Vi lægger al bevis, som vi har indsamlet, på bordet, og så må det være op til dem, der byder på dagen, hvad de vælger at tro på, siger Lucy Bishop til Vogue.

Hun fortæller, at selv om stoffet er forskelligt på blazeren, der kommer til salg, og den, som Diana er blevet fotograferet i, er det i hvert fald en eksakt kopi af den fra Turnbull & Asser. Selv helt ned i de mindste detaljer som formen og placeringen på albuelapperne i ruskind.

Prinsesse Diana solgte mange af sine kjoler til en velgørenhedsauktion i New York i 1997 kort tid inden sin tragiske død. Mange dele af Dianas hverdagsgarderobe er siden dukket op.

Auktionen, som Kerry Taylor Auctions står bag, foregår 21. juni 2023.

Læs også