Hængekøje: 6 forskellige hængekøjer til haven og altanen
Udeliv

Seks hængekøjer, du kan ligge i hele sommeren

25. marts 2021
af Helle Rosenkrantz, Redaktionen
Udgivet første gang 30. april 2012. Foto: Aller Media DK, Shutterstock
En hængekøje er noget af det hyggeligste, når vejret er godt. Vi har fundet seks hængekøjer, der skaber den perfekte oase i haven eller på terrassen.

En hængekøje er nærmest et must, hvis du har en have eller en altan.

For findes der noget bedre end en middagslur i det fri, hvor hængekøjen vugger dig roligt i søvn?

En hængekøje har desuden den fordel, at den er hævet over jorden, så du undgår kryb og kravl.

Har du to træer i din have, er hængekøjen nem måde at flytte sengen udenfor og sove under åben himmel.

En hængekøje til enhver smag

Både haven og altanen kræver kærlighed, hvis du tænker på dit uderum som et rum på lige fod med de øvrige i dit hus.

En nem måde at give uderummet opmærksomhed er ved at tilføre det en hyggekrog. Og her er hængekøjen genial.

Seks typer hængekøjer

Hængekøje med tværpind

Der findes hængekøjer i alle størrelser, farver og prisklasser. Vælg en hængekøje med tværstolper eller tværpinde, hvis du er til den mere sengeagtige køje.

Og vælg én uden – altså kun med stof og snor – hvis du kan lide at ligge helt omsluttet og have fornøjelsen af at blive vugget blidt.

En hængekøje på tværpind er til dig, der vil ligge godt.

Hængekøje på pæle

Hvis du ikke har to træer i din have, der står tæt nok på hinanden til, at du kan hænge en hængekøje op imellem, kan du i stedet banke en pæl i jorden til at holde den ene ende.

Hvis du slet ingen træer har, banker du selvfølgelig blot to pæle op i stedet. Skal hængekøjen være på din altan, kan du også binde den fast om rækværket.

Sæt hængekøjen på pæle, hvis du ikke har nok træer.

Hængekøje på stativ

En hængekøje på stativ er en smart løsning, hvis du eksempelvis vil have køjen op på terrassen.

En anden god ting ved en hængekøje på stativ er, at du kan flytte rundt med den alt efter, om du ønsker sol eller skygge.

Mærket Fatboy og Ikea laver eksempelvis hængekøjer på stativ.

En hængekøje på stativ er god til terrassen eller stranden.

Hængekøjestol

Hængekøjestolen er smart, fordi det bare kræver ét enkelt træ at hænge den op.

Har du loft til kip, kan en hængekøjestol også skabe hygge indendøre enten i stuen eller på børneværelset.

En hængekøjestol er smart, hvis du har loft til kip.

Hængekøje med snor som ophæng

Hvis du godt kan lide at ligge som en pølse i svøb og blive vugget blidt, skal du vælge en hængekøje med snor som ophæng.

Denne type hængekøje er også smart, fordi den let kan pakkes sammen og ikke fylder særligt meget.

Ikea har et bredt udvalg af hængekøjer med snor som ophæng.

Hængekøjen på snor fylder ikke meget og kan hurtigt pakkes væk.

Hængekøje med plads til to

Lige så hyggeligt som det er at ligge i en hængekøje, lige så ubehageligt kan det være, at ligge to personer i den samme smalle køje.

Heldigvis findes der masser af hængekøjer, der er specielt designet til, at man kan ligge mere end én person ad gangen. Fatboy laver eksempelvis hængekøjer til mere end én person.

En hængekøje med plads til to eller flere.

Læs også