Han, hun og Yogaslottet
Han, hun og Yogaslottet

Oh là là! Simon og Simone har købt et slot for at dyrke yoga i den sydfranske sol

17. november 2021
af Signe Bertram
Foto: Privat
Har du nogensinde stillet dig selv spørgsmålet: Burde jeg købe et slot i Frankrig? Det har et yoga-elskende ægtepar fra Silkeborg, som har gjort drømmen til virkelighed.

– Hvis man tænker for meget over det, så kan man hurtigt finde 117 grunde til ikke at købe et slot. Nogle gange må du bare gå med mavefornemmelsen og se, hvor det ender.

Det gode råd kommer fra 30-årige Simone Vendelbo, for hendes mavefornemmelse har for nyligt gjort hende til medejer af et 750 kvadratmeter stort slot – eller château på fransk – i nærheden af Toulouse.

Nu er hun og manden Simon Stenbæk i gang med at gøre parcelhuset i Silkeborg klart til at blive solgt, så de kan sige ”au revoir” og flytte til Sydfrankrig.

For Simone har det længe været en drøm at flytte til udlandet. Når hun ikke arbejder som yogalærer, kan hun godt lide at kigge på salgsannoncer for franske huse på nettet.

– Det er nok en interesse, der kommer fra min mor og far. De har også altid haft en forkærlighed for Frankrig, så vi har ofte joket med, at vi burde købe vores eget château.

Simon og Simone

  • Simone Vendelbo, 30, er selvstændig yogalærer
  • Simon Stenbæk, 32, er helikopterpilot i Flyvevåbenet
  • Parret blev gift i 2016 og har sammen instagramprofilen @chateausoules og hunden Skipper

De franske internet-drømmerier forplantede sig videre til Simon, da det gik op for ham, at det ikke var en helt vanvittig idé. For det er faktisk ikke så dyrt at blive slotsejer, som man måske kunne forestille sig.

Slottet ”Château Soules” kostede ni millioner kroner. En hurtig søgning på Boligsiden.dk viser, at det svarer til prisen på en nybygget treværelses i Københavns Nordhavn eller en gård i Randers.

Så en dag stillede familien sig selv spørgsmålet: Hvorfor blive ved med at drømme, når vi kunne slå os sammen og rent faktisk købe et slot i Frankrig?

– Vi smider ofte nogle vilde idéer op til hinanden, og lige pludselig så sidder vi midt i, at vi er i gang med at købe et slot. Det er ikke, fordi det er en uovervejet beslutning, men vi har bare ikke så langt fra tanke til handling, fortæller Simon, der til dagligt er helikopterpilot i forsvaret.

Hans svigerforældre, som han nu ejer et slot sammen med, vil bruge det som sommerhus. Men Simon og Simone vil kalde slottet for ”hjem” og starte en helt ny tilværelse i den sydfranske sol.

Han, hun og Yogaslottet

Château Soules betyder ”solskinsslottet” på oldfransk, men parret kalder det også for ”Yogaslottet”.

På sigt er planen nemlig, at de vil åbne châteauet for gæster, der kan komme på yoga-ophold i det franske.

Herhjemme driver Simone en online yoga-forretning, som hun flytter med til Frankrig. Men da parret talte om, hvordan de kunne udnytte slottets mange ekstra værelser, opstod idéen om også at tilbyde yogaophold, hvor gæsterne kan dyrke yoga, tage på vandreture og overnatte på slottet.

I august lavede de en Instagramprofil til Château Soules, som har undertitlen ”Han, hun og yogaslottet” med reference til den populære, britiske dokumentarserie ”Han, hun og drømmeslottet”.

Siden har de fået næsten 8.000 følgere og rigtig mange beskeder i indbakken fra folk, der gerne vil besøge deres franske yoga-paradis eller selv drømmer om at blive slotsejere.

– Vi havde egentlig ikke tænkt, at vi skulle være ”slots-influencere”, men vi er ret overvældet af, hvor mange der har lyst til at følge med, siger Simon, som også skal være med til at tage sig af yogagæsterne på slottet, når de er klar til at åbne dørene.

Parret har også fået flere tilbud fra Tv-programmer, der gerne vil følge istandsættelsen af slottet. Inden slottet skal huse frankofile yogaelskere, er der nemlig mange rum, som trænger til en kærlig hånd.

Ring til svigerfar

Udover den store bygning fra 1800-tallet, hvor Simon og Simone skal bo, er der også en mindre bygning fra 1700-tallet med flere soveværelser og en opholdsstue, hvor der er plads til yogagæsterne.

Alt i alt har slottet elleve soveværelser, fire stuer, tre køkkener og ti badeværelser. Men det er ikke noget, der umiddelbart skræmmer Simone, som drømmer om at gøre stedet mere farverigt og istandsætte det i en blanding af skandinavisk og fransk 1800-tals-stil.

– Det er virkelig en drøm for mig at kunne få lov til at indrette ti forskellige badeværelser. Jeg glæder mig faktisk bare til at komme i gang og finde ting på franske loppemarkeder.

Planen er også, at der skal bygges en ”yoga-dome”, som er en stor kuppel, hvor Simone kan have sin undervisning, og så vil de anlægge en stor køkkenhave.

Simones forældre arbejder til dagligt med bygnings-entreprise, så de kan hjælpe parret med gode råd til istandsættelsen. Og det har Simon, som kalder sig selv for ”YouTube-håndværker”, før haft brug for.

– Der er rigtig meget viden, jeg kan hente fra dem, når jeg står sent om aftenen og har brug for hjælp. Jeg har virkelig måttet ringe mange gange til min svigerfar, efter han var gået i seng, fordi jeg har stået med fingrene i fedtefadet.

Til spørgsmålet om, hvorvidt det ikke er et lidt vildt projekt at kaste sig ud i med sine svigerforældre, svarer Simon også helt roligt.

– Jeg har et rigtig godt forhold til dem og nyder at lave ting sammen med dem. Så for mig var det lidt en no-brainer.

Men, men, men …

Selvom Simon og Simone har været glade for at bo i Silkeborg, bliver det ikke et vemodigt farvel. Parret har længe haft en udlængsel og glæder sig til at bytte den midtjyske natur ud med deres 11 hektar store grund i Frankrig.

Da parret overtog châteauet, holdt Simone en forsinket 30-års fødselsdagsfest, hvor venner og familie var inviteret med.

Hun prøver at se afstanden som en mulighed for, at de kan få besøg i hele ferier eller weekender af dem, de holder af, i stedet for en begrænsning.

– Vi kan se i indbakken, at der er mange, der skriver: "Årh, det drømmer jeg godt nok også om. Men, men, men ..." alle de der forhindringer. Dem skal man selvfølgelig også overveje, for man giver da afkald på nogle ting. Men hvis det virkelig er ens drøm, så skal man nok finde en måde, det kan flaske sig på.

Læs også