fugle i haven
Bolig

En fuglevenlig have

6. oktober 2010
af Gusta Clasen, Haveselskabet
Foto: Lars Gejl, Biofoto
Du kan lokke mange fugle til din have ved at plante fuglenes yndlingstræer og buske. Efteråret er et godt plantetidspunkt, fordi jorden er tilpas fugtig. Så det er bare med at komme i gang, hvis du vil nyde fuglekvidder og luftakrobatik i din have

Her få du Haveselskabets opskrift på en fuglevenlig have:

Plant træer og buske med frugter og bær, som fuglene kan lide at spise. Tjørn og røn er særligt gode, men også rosenbuske med hyben er fuglene vilde med. De holder mest af bær og frugter fra buske og træer, der er hjemmehørende i Danmark. Disse planter er desuden levested for mange insekter og andre smådyr, som fuglene kan spise.

Sørg for at din have minder om et skovbryn. Mange af de danske småfugle hører nemlig til i skovbryn med høje træer, åbent buskadser og partier med tæt krat eller nåleskov. Den naturtype kan du efterligne i haven ved at plante træer og buske med forskellig højde. Du kan fx plante en almindelig røn, der er et smalt træ på 6-10 meter i højden. Det er ikke for stort til en villahave, men højt nok til at give fuglene mulighed for at sidde oppe i toppen og synge ud over kvarteret.

Plant også træer og buske, som giver gode skjulesteder og redepladser til fuglene. Hække af bl.a. tjørn, bøg, avnbøg og navr kan gøre det ud for et tæt buskads. Men også hybenroser og nåletræer giver gode skjulesteder og redepladser for småfuglene. Du kan evt. supplere med fuglekasser til mejser og andre fugle, der ynder at bygge rede i hule træer.

Sørg også for, at der er vand til fuglene i haven fx i form af et fuglebad. Du kan selvfølgelig også fodre fuglene om vinteren. Det tiltrækker mange fugle, især hvis du fodrer med fedtholdigt foder som fx. solsikkefrø og hampefrø.

10 gode træer og buske til den fuglevenlige have:
• Røn
• Benved
• Bærmispel
• Frugttræer
• Hyld
• Paradisæble
• Tjørn
• Kristtorn
• Ildtorn
• Hybenroser

https://imgix.femina.dk/legacy/media/d29bb3832f2a41d08100de808de6f8c7.jpg

https://imgix.femina.dk/legacy/media/b83a172d12d64ec9bfa364973709cbb1.jpg

https://imgix.femina.dk/legacy/media/1e33e396e89843839d671e7bb790fe50.jpg

Læs også