Bolig

Bolig: Rene linjer og kølige farver

af Klix Kommunikation 21. marts 2018
Foto: Lasse Wind for Claudi/Capion.
Pernille Schøller Larsen har indrettet sin og kærestens lejlighed i to etager i en afslappet stil, som skal holde længe. Linjerne er rene, farverne kølige og møblerne omhyggeligt valgt ud.
Hvem Pernille Schøller Larsen og hendes kæreste. Pernille arbejder som IT-projektleder i en softwarevirksomhed.   Hvad Ejerlejlighed på 140 m² i to etager med tagterrasse.   Hvor Frederiksberg.  
  3 tip til en stil, der holder
  • Når du skal vælge store møbler, så gå efter en tidløs stil. Det er billigere at købe nye puder til sofaen end at købe en ny sofa, hver gang moden skifter.
  • Gå på eBay.com og Etsy.com og find det, du søger. Det er hurtigere end at trave sig igennem 100 loppemarkeder.
  • Prut om prisen. Det er altid et forsøg værd, når du skal investere i noget lidt dyrere.
  KOM MED INDENFOR I DEN STORE LEJLIGHED I GALLERIET HERUNDER
Pernilles yndlingsrum er stuen, hvor hun har udsigt over Frederiksberg, og hvor der er højt til loftet. Hun elsker at ligge i den store, bløde sofa fra BoConcept. Sofabordet er fra &tradition, kassen på gulvet er et loppefund, og Jieldé-lampen har Pernille fundet på eBay. Tip: Mal en enkelt væg i en sart pastelfarve, det giver rummet dybde. Og lad nuancer af den samme farve gå igen på andre ting, det samler indretningen.

Det fine teaktræsbord har Pernille Schøller Larsen fundet på Dba.dk, og lampen er fra RestartMilano. Vasen er antik.

Den bærende søjle i spisestuen er blevet til en flot grafisk detalje ved hjælp af blå maling.

I hjørnet af stuen står et dekorativt gammelt skrivemaskinebord. Bordet og spejlet er arvestykker. Marmorfadet er fra Hay, ananaskrukken er fundet på Etsy. Ved siden af bordet ses en vase fra By Nord. Tip: Giv gerne arvestykket en ny farve, hvis du kan lide ting med historie, men også gerne vil have, at det passer til din stil. Pernille malede sit arvede bord sort.

Pernille elsker det minimalistiske og rolige look, som hun får frem ved at have få, men fine ting i sine rum. Vasen på bordet er fra By Nord, bonbonnieren er fra Malmø, lavastenspladen er fra Dora, og de blå puder er fra H&M.

En sart grønlig farve på væggen fremhæver det let rustne gamle medicinskab, som Pernille har fundet på loppemarked.

Spisestuen er luftigt og enkelt indrettet. Vinduet er forvandlet til en lille hyggekrog med en pude, og Pernille har selv lavet bordet af en bordplade fra Silvan og bukke fra Ikea. Stolene er fra &tradition, lampen er fra Flos, og billedet er fra Playtype.

Spisestuen og køkkenet hænger sammen, og når der kommer gæster, kan Pernille og kæresten stå i køkkenet og kokkerere, mens gæsterne hænger i baren. Barstolene er fra Ikea. Køkkenet er fra Svane. 

Vaserne på spisebordet er fra By Nord.

Pernille har indrettet et ekstra rum ved entréen som walk-in closet, så tøj, sko og tasker er nemme at finde på en travl morgen. Hylderne er fra Ikea, og lamperne i loftet er antikke.

Det lille runde vindue over sengen giver soveværelset en maritim stemning. Puderne og tæppet er fra H&M.

Badeværelset har en dejlig fornemmelse af ro og wellness. Spejlet er fra Københavns Møbelsnedkeri, og lampen er fra Dora. De hvide håndklæder er fra Ikea og sæben fra Aesop.