Bolig

Bolig: Med farvede vægge som baggrund

af Sigrid Hohle Bjønness 9. juli 2018
Styling: Tone Kroken. Foto: Filippa Tredal
Gro Anita bor med klassiske møbler, som hun har brugt mange år på at samle, og som ikke skal skiftes ud lige foreløbig. Lækre farver på væggene giver indretningen et moderne pust og får hele herligheden til at hænge smukt sammen.
Hvem Gro Anita Nilsen og hendes teenagebørn, Erika og Christopher. Gro Anita driver en interiørbutik, en webbutik og agenturet Woods sammen med en kollega.   Hvad Villa fra 1965.   Hvor Sandefjord i Norge.  
  4 tips til Gro Anitas harmoniske stil
  • Vælg en håndfuld naturlige farver som grå-grøn, cognac og brun, og lad farverne gå igen i alle rum.
  • Pift de neutrale farver op med enkelte puder i forskellige rosa nuancer.
  • Mix hårde og bløde materialer som velour og beton, træ og marmor. Det giver liv med de forskellige overflader.
  • Mal en enkelt væg i hvert rum i en støvet, mættet farve, der understreger stemningen og fremhæver møblerne i rummet.
  KOM MED INDENFOR I VILLAEN I GALLERIET HERUNDER

Der hører en skøn overdækket terrasse til træhuset fra 1956.

Gro Anita er vild med dansk design og har indrettet sofahjørnet med en del danske ting som sofaen fra &tradition. Marmorbord fra Ox Denmarq, krystalfad fra Reflections, puf og enkelte puder fra Christina Lundsteen og lampe fra Valerie Objects. Tip: Mal en væg i stuen i en farve, der fremhæver din sofa. Her danner den grå-grønne nuance Timian en smuk baggrund for sofaens cognacfarvede læder. Vægmaling fra Jotun.

Pejsen danner et flot midtpunkt i den åbne stueetage. Familien nyder pejsen hele vinteren igennem, for selv om linjerne er stramme, er den en rigtig hyggespreder.

Beton, læder, træ og velour er nogle af de materialer, som gør sofahjørnet hyggeligt med deres forskellige overflader. Lænestolene er fra Fredericia Furniture og by Lassen, vægspejlet er fra Reflections, og plakaten med palmer er fra The Dybdahl Co.

Fyrfadsstager i farvet glas og cement – Gro Anita elsker at mixe grove og glatte overflader. Iittala og By Nord fører lignende glas, cementstagen er privateje.

Spisebordet står midt i køkken-alrummet og er familiens samlingspunkt. Børnene laver lektier her, og indimellem arbejder Gro Anita hjemme ved bordet. Stolene er behagelige nok til, at de ofte bliver hængende længe og deler dagens oplevelser. Bord og stole er fra &tradition, mens lampen er fra Louis Poulsen.

Væggen over køkkenbordet har Gro Anita malet i farven Olivebrown fra Jotun for at give rummet varme og dybde. Pendlerne er fra &tradition.

Den brune væg, skærebrætterne af træ og de forskellige ting i hvide nuancer af bl.a. marmor harmonerer smukt i farverne og får det åbne køkken til at virke varmt og hyggeligt. Tip: Du kan sagtens få en på en gang rolig og livlig stil i dit køkken. Vælg ting i kun to farver og i forskellig form og højde og sæt dem sammen i opstillinger.
I soveværelset har Gro Anita malet væggen grøn. Sammen med træbjælkerne under det skrå loft og bænken giver det rummet dejlig hulestemning. Farven hedder Evergreen og er fra Jotun. Tip: Stil en smal bænk for enden af din seng, så du har et sted at lægge lidt tøj og nips.

En dejlig loungesofa hører til blandt de møbler, der lokker familien udenfor – også om vinteren. Sofaen er fra Karmameju, og Gro Anita har haft den i mange år. De små hvide borde er fra Kartell, skamlen er fra &tradition, og stolen er fra Skovshoved Møbelfabrik.

Grønne planter i kurve og en dejlig daybed gør terrassen til en fristende lille oase. Daybed fra Skovshoved Møbelfabrik.

Puderne i skønne farver er fra Gro Anitas webshop, MittHjem.as