Bolig

Bolig: Med brede plankegulve og fine palævinduer

Foto & 7. september 2016
styling: Lene Samsø/House of pictures
Mai Jørgensen og Patrick Mtiliga havde boet 12 år i udlandet på grund af Patricks fodboldkarriere, da de besluttede at vende hjem til Danmark. I alle de år drømte de om en dag at flytte ind i et klassisk dansk hus med brede plankegulve og fine palævinduer – og nu er drømmen gået i opfyldelse.
Hvem? Mai Jørgensen, 35, guldsmed og indehaver af firmaet Relocation Safe, og Patrick Mtiliga, 34, professionel fodboldspiller, og deres to sønner, Nelson på ni og Alpha på syv år.   Hvad? 200 m² stor nyrenoveret murermestervilla i tre plan fra 1907.   Hvor? Nord for København.  

Der er god plads til alle i sofaen, som har neutralt gråt betræk, så Mai kan udskifte puderne, så tit humøret er til det. For tiden foretrækker hun gyldne toner, og det smukke kelimtæppe fra Brandts Indoor samler alle nuancerne. De bløde velour- og uldpuder er bl.a. fra Christina Lundsteen, Muuto og House Doctor.

Det smukke fløjdørsparti fører ud til terrassen. Den skønne stol er et gammelt fund. 

I spisestuen er der blevet plads til et langt skrivebord langs væggen. Parret har hængt en opslagstavle op i bordets længde. Her hænger fotografier, postkort, tegninger og andre finurligheder. Stolen er et gammelt fund.

Spisestuen ligger i åben forbindelse med køkkenet, efter at en væg blev revet ned. Nu kan børn og gæster sidde ved køkkenbordet og følge med i, hvad der foregår i køkkenet. Stolene i teak er ældre dansk design, og bordet er af nyere dato. Et kelimtæppe i douce toner indrammer møblerne. 

Et hyggeligt hjørne af terrassen er dedikeret til afslapning på en daybed lavet af træpaller, og Mai har fået syet madrasser i mål, så de passer i størrelsen til pallerne. Hun har suppleret med masser af bløde tekstiler. To blik-spande gør det ud for sideborde.

Et gammelt ur, et facadebogstav, et par stregtegninger, en gammel plakat, et familiefoto og et lille maleri – den meget personlige grafiske billedvæg består af vidt forskellige ting, som alligevel komplementerer hinanden. På gulvet ligger et marokkansk Beni Ouarain-tæppe og giver hyggelig stemning. Lignende fås hos Kirsten Fribert. 
Det store soveværelse under taget er indrettet i hyggelig hotelstil. Væggen bag sengen er malet i mørk kontrastfarve – en effekt, som skaber dybde i rummet og giver en fornemmelse af sengegærde. 

Det kan være svært at finde plads til garderoben i rum med skrå vægge. Det har Patrick imidlertid løst ved at montere en bøjlestang i galvaniserede rør under loftet og stille to Malm-kommoder fra Ikea under vinduet.

I badeværelset på første sal er pladsen under den skrå væg udnyttet optimalt med to solide træbordplader til håndvask og opbevaring, monteret imellem væggene i hele rummets længde. På gulvet er der lagt marmorfliser i samme tone som i køkkenet.

På Nelsons værelse er computerspil og konsoller samlet på et hjemmelavet bord bestående af mørkbejdsede paller. 

Mai kunne ikke stå for den smukke patina på den gamle kommode. Hun har givet den et moderne løft med den smukke lampe Flavia fra Rue Verte Plus og et grafisk kunstprint, som hendes far har lavet.