boligreportage Maria Kaas
Bolig

Bolig: Indrettet med print, mønstre og favoritfarven lyserød

af Julie Wittrup og Mikkel Dahlstrøm/Another Studio 24. september 2019
Hjemme hos Maria er indretningen inspireret af hendes passion for mode. Hun mikser print og mønstre – og så er der især én farve, som dominerer på både kunst, vægge, keramik og møbler, og det er lyserød.
HVEM Maria Kaas, 37 år, pædagog og blogger på mariakaas.com og Instagram-profilen @makaas, Marias kæreste, Dennis, 45 år, samt børnene, William og Otto.    HVAD Lejlighed på 100 m².   HVOR Aarhus.  
  3 tip til Marias legende stil
  • Tag på loppemarkeder, og find unikke ting, der adskiller sig fra det, du kan købe i butikkerne.
  • Indret med masser af vaser og lysestager, det giver god hyggestemning.  
  • Brug farven lyserød. Det behøver ikke at være på en hel væg, du kan sagtens få farven ind med lidt keramik, plakater eller puder. 
  KOM MED INDENFOR I LEJLIGHEDEN I GALLERIET HERUNDER

Sofabordet er et skønt eksempel på, hvordan Maria gør almindelige møbler personlige. Det hvide stel er fra et Hay-bord. Men bordpladen af marmor fandt hun på et loppemarked. Daybed fra Sofakompagniet.  

I den ene ende af det store opholdsrum er den hyggelige spisekrog med den fastmonterede bænk, som Marias kæreste, Dennis, har bygget. På væggen hænger en blanding af museumsplakater fra Louisiana og ARoS og et print med blomster fra Poppykalas. Bord og lamper er fra Ilva. 

Unikke ting giver et personligt udtryk i hjemmet, her puder lavet af vintage-silkesarier fra Indien. De er fra Relove and Roses samt Ellies and Ivy. Det marokkanske boucherouite-tæppe er købt i Balsalen i Aarhus.   

Maria sparer gerne sammen til tidløse møbler som for eksempel reolerne af Verner Panton, der hænger på den lyseblå væg. Hendes bedste køb er kernelæderstolen, som hun købte på dba.dk. Hun faldt for kombinationen af krom og læder og kendte intet til stolen, før en mand skrev til hende på Instagram, at det var et gammelt Ikea-ikon.  

Parret har ikke et soveværelse, så i den ene ende af stuen har Maria stillet et par daybeds, der fungerer som sofaer om dagen – og om natten forvandles de til senge. De er fra Sofakompagniet.

Bor du til leje, eller er det lige i overkanten at investere i et helt nyt køkken, så mal lågerne, og sæt nye greb på. Maria brugte maling fra Flügger. Lignende greb i messing fås hos grebet.dk. Kande fra Kähler og skål fra Royal Copenhagen.

Kig efter funktionelle souvenirs, når du er ude at rejse. Maria fandt skålen og skeen i blå og hvid i Labour and Wait på en tur til London. 

Så længe vejret tillader det, står dørene ud til altanen altid åbne. Familien bruger altanen som et ekstra rum i sommerhalvåret. 

Lad en enkelt smuk ting inspirere til farverne i din stue. På vitrineskabet anes den mønstrede vase, som fik Marias øjne op for den lyserøde farve. Den er resultatet af et designsamarbejde mellem Stine Goya og Kähler. 

For Maria er det vigtigt at have plads til mange gæster både indenfor og ude på altanen, hvor hun har stillet et langt plankebord.