Bolig

Bolig: Indrettet med nye ting og gamle fund

af Britt Endicott 4. april 2017
Foto: Line Samsø
Mai og hendes mand havde ikke planlagt, at de skulle flytte. De var glade for deres hus lidt nord for København, men havde lagt mærke til den søde, nærmest nuttede, gamle villa et par gader derfra – og så en dag var den til salg.
PÅ BESØG HOS  Mai Jørgensen, 36 år, ejer af webshoppen keepitsimplesilly.dk, hendes mand Patrick, 35 år, og børnene Nelson på 11 og Alpha på 9 år og endnu en dreng på vej. Huset på 185 m2  fra 1912 er fredet. Det blev sat totalt i stand, da familien flyttede ind for ca. et år siden.    KOM MED INDENFOR I DEN SMUKKE VILLA I GALLERIET HERUNDER
Oprindeligt åbnede glasdøren ud til haven, nu fører den ind til køkkenet.
Køkken-alrummet var før en udestue. Der er blevet isoleret og lagt gulvvarme  – og nu er det familiens yndlingsrum. Den rå væg skulle have været renset helt ind til murstenene, men parret nåede at stoppe håndværkerne i tide, så den nu står helt unik og smuk. Det kolde betongulv får modspil af murstensvæggen og de mørke træmøbler. Spisebordet er bygget af træ fra en gammel godsvogn og fundet i Holland, mens stolene er retrofund af den meget behagelige slags.  
I den lille, hyggelige gårdhave var der tidligere værksted. Her har parret brugt masser af indendørs indretningsidéer til at skabe hygge, for eksempel de gamle traller, der er sat op, så de næsten er en hjørnesofa, og lampen over bordet. Vinplanten er gammel og med til at skabe en skøn, sydlandsk stemning. Det lille bord fulgte med huset, tæppet er købt på auktion, og bænkene er bygget af gamle traller. Puderne er fra Culture Living. 
Lag efter lag af tapet blev fjernet fra væggene i stuen, og de gamle lister til at hænge malerier op på blev pillet ned, renset og sat op igen. For at understrege dem malede Mai den nederste del af væggen grå. Farven har koden 5347 og er fra Flügger. Stuen er et godt eksempel på, hvordan Mai indretter med kontraster og får en personlig stil ud af det. Sofaen er fra bolia.com, bordet er fra Spanien, og tæppet er fra Marokko. Puderne er bl.a. fra De Fire Årstider.
En af de mange gamle detaljer er nichen med radiatorskærmen. Madonna-billedet er fra Mais forældre. 

Kakkelovnen i den ene stue stammer fra, da huset blev bygget – og den virker stadig. 

Den gamle sofa tilhørte tidligere Mais venindes nu afdøde morfar, og veninden synes, at det er vældig hyggeligt at komme på besøg og sidde i morfars sofa igen.Puffen er en tromme fra Tanzania. Fotografiet er taget af Mais far og kan købes i webshoppen keepitsimplesilly.dk. Lampen er fra Light-Point.

En bred vindueskarm, et skind og et par puder. Mere skal der ikke til for at skabe en lille oase mellem ude og inde.  

Køkkenet er helt hvidt og enkelt, så det ikke stjæler opmærksomhed fra det gamle hus’ detaljer. Der er valgt marmorfliser på væggen for at pifte det lidt op. Døren fører ud til en lille gårdhave, hvor der før var værksted.Elementerne er fra Kvik, og marmor­fliserne er fra Fired Earth.
Det lange arbejdsbord består af slidte, gamle bordbukke og gulvbrædder. Lad dine billeder stå direkte på bordet, så kan du nemt flytte rundt, når du trænger til at kigge på noget nyt.Både stolen og lampen er gamle fund, mens fotografierne er taget af Mais far. Hun forhandler dem i sin webshop keepitsimplesilly.dk
Et lille og lavloftet køkken blev sløjfet til fordel for det dejlige soveværelse med loft til kip og fritlagte bjælker. En sart farve på væggen, mørke gardiner og puder er med til at skabe varme i et enkelt indrettet rum. De gamle væglamper er fundet på et loppemarked i Paris, puderne er fra bl.a. De Fire Årstider.

Lange mørke gardiner er med til at skabe stemningen i hele huset. 

Badeværelset var tidligere bordeaux­rødt med korkgulv, og der var et grønt badekar på løvefødder – ikke lige i parrets smag, så det blev sat i stand. For at undgå, at alt derude blev sterilt nyt at se på, valgte de et gammelt træmøbel som badeværelsesskab. Vasken er fra Mosaikhjørnet.