Bolig

Bolig: Indrettet med kunst, keramik og kærlighed

af Wotkjær & Kattrup 12. april 2015
At møde manden i éns liv er i sig selv en stor lykke ... og så ovenikøbet en mand med den skønneste lejlighed med seks-syv meter til loftet og masser af plads og lys til en omfattende kunst- og keramiksamling. Hvor heldig kan man være?
Hvem? Anne-Sofie Juhl, 41 år, Karsten Funch, 44 år, samt deres søn, Ernst, på ét år.   Hvad? Femtesals lejlighed på 110 m². Lejligheden var oprindelig tørreloft, og der er i dag fritlagte bjælker og loft til kip.   Hvor? Vesterbro i København.  

Galleri: Bolig - Indrettet med kunst, keramik og kærlighed

Det skorter ikke på fine detaljer i lejligheden, der oprindelig var tørreloft. Her den fritstående gamle skorsten og overfor en nyere væg, der skærmer af for køkkenet.

Allerede når man træder ind ad døren hos Anne-Sofie og Karsten, drages man mod lyset for enden af gangen, hvor stuerummet åbner sig på imponerende vis.

Kig fra stuen mod køkkenet, der er holdt helt enkelt langs endevæggen. Spisebordet er fra Strand og Hvass, stolene er Wegner og lamperne Hand On Honey-pendler fra Designdelicatessen

Det store, højloftede rum med stue i den ene ende og åbent køkken i den anden er trods de seks-syv meter til loftet hyggeligt og intimt på grund af fritlagte bjælker og skråvægge. Sofabord og ombetrukket sofa er af Wegner. Læderlænestol købt på Lauritz.com, hvidt sidebord fra Kartell, Kjærholm PK22-stol, tæppe fra Ilva og reol fra Atbo. Det store blå maleri er lavet af Helle Willisie Mortensen.

Det gule maleri af Moritz Schleime har Anne-Sofie fået af Karsten i barselsgave. På træbordet står en Jo Hammerborg-lampe fra Fogh Mørup samt en bakke fra Hay med træfugl fra Architectmade, vaser fra hhv. Anne Black og Kvistgård samt en Kay Bojesen flodhest.

Karsten benytter enhver lejlighed til at kigge efter Arne Bang-keramik på Lauritz.com, i antikvitetshandlere og på loppemarkeder. Det er allerede blevet til en fin samling med en flot placering på bjælkerne – højt hævet over Ernsts små pilfingre.

Lysestager fra Illums Bolighus, bagest Arne Bang-lampe og forskellige Arne Bang-marmeladekrukker – med og uden låg. 

Lejlighedens fritlagte bjælker er optaget af keramik og andre skatte, som for eksempel Kay Bojesens abe og træhovedet, som Karsten har købt på en rejse til Gabon i Afrika.

”Jeg ønskede mig brændende et af Kasper Oppen Samuelsens værker, men han maler næsten kun store billeder til priser, der ligger noget over rammen for en 40-års fødselsdagsgave. Men fordi min søster kender ham, lavede han et mindre værk til mig – så det passede prismæssigt til en rund fødselsdag.” 

I vindueskarmen har Arne Bang-fadet fået selskab af Kay Bojesens fugl Ernst, en keramik-kaktus fra Hay, en vase fra Bornholm og en forstenet koral fundet på Bali. 

Også i soveværelset og kontoret er der fritlagte bjælker og højt til loftet. Sengegærdet i soveværelset giver hyldeplads til endnu et af Anne-Sofies kunstværker og lidt nips. Det blå billede er også et af de første, som Anne-Sofie købte. Hun kunne simpelthen ikke stå for titlen på Jens Ferms maleri: ”Den der dag da havet og himmelen havde den samme farve”. Fra venstre Mogens Lassen-lysestage, Palshus-keramiklampe, vase fra Muuto, vase fra Sash Keramik og skål fra Stilleben.