Bolig

Bolig: Højt til loftet i den gamle stald

af Britt Endicott 27. februar 2017
Styling: Vivi Dalsgaard & Carina Risom, Foto: Morten Søby
Lige syd for Aarhus ligger et landsted med et lille touch af Frankrig. Et skønt bohemehjem, hvor beboerne laver mad og hygger i stor stil, og hvor der altid er åbent for gæster og plads til fester – kom med på besøg hos Mille og Mathias.
HVEM? Mille Erikstrup, 41 år, makeupartist med bloggen Mille-Erikstrup.com, hendes mand, Mathias Ho, 39 år, kirurg, børnene Storm på 12 og Edgar på ni år – og lille Hubert på fem måneder. Desuden kattene LakridsBob og Betteskid.   HVAD? Renoveret landsted på 320 m².   HVOR? Ormslev ved Aarhus.  
  4 tip til Milles stil Kig efter byggeaffald, som kan bruges på nye måder, f.eks. kasserede vinduer til at bygge skabe af eller gamle gulvbrædder til at bygge borde af. Mix møbler og tilbehør fra forskellige perioder og i forskellig stil. Hvis du vælger med hjertet, skal tingene nok komme til at passe sammen. Mal væggene hvide, og vælg gulvfliser og gulvbrædder i naturlige toner. Med en neutral baggrund kan du nemmere sprælle i din indretning, uden at det kommer til at virke rodet. Brug mønstrede tæpper til at samle farverne i et rum.   KOM MED INDENFOR I DET GAMLE LANDSTED I GALLERIET HERUNDER

I den gamle staldbygning er der et misundelsesværdigt stort alrum med plads til hygge, kreativt arbejde og mange gæster. Alle møbler er arvet eller fundet brugt, og nogle har fået en gang maling. Den store metalkasse på hjul er en gammel fragtkasse til mineraler, som Mille fandt, da hun boede i Paris. Den store pendel er Caravaggio fra Lightyears.

Sådan bydes der velkommen hos den farverige familie. Garderoben har de selv bygget. Materialerne er dels genbrug, dels fra Bauhaus. Det lille tæppe er fra Søstrene Grene.

De fine teaterstole foran pejsen fik Mille i gave af sin veninde Sarah – og dem vil Mille aldrig skille sig af med. Den farverige kelim er fra Garant, som også sælger lammeskind. Skabene er loppefund, stolen er et arvestykke fra Mathias’ forældre, og gulvlampen er fra Bilka.

Spisestuen har loft til kip, og man kan kigge derned fra første sal. Bordet har fulgt Mille siden hendes første bolig, den grønne stol er fundet i Frankrig, og træstolene har Milles far købt og istandsat. Kelimtæppet er fra Garant. Lamperne over bordet har tidligere hængt som gadelamper i København. På den gamle franske købmandsdisk står en bordlampe fra House Doctor.

Den gamle franske købmandsdisk har Mille fået af en veninde. Arkivkassen er et genbrugsfund, og kraniet har Storm fået i gave. Den store bordlampe er fra House Doctor, som også har glas i stil med de gamle brune apotekerglas. 

Køkkenet er et rigtigt landkøkken med både rustikke og moderne detaljer. Pizzaovnen er en del af den såkaldte masseovn, dvs. en ovn, som er muret op midt i huset, og som også har åbning mod stuen. Tæppet er fra House Doctor, taburetten fra Ikea har fået en gang sort maling, og pendlerne er fra Nordic Tales.

Mille og Mathias har selv bygget det store arbejdsbord i køkkenet. De bruger det til buffet, når de har gæster, og til daglig er det dejligt med så stort et køkkenbord at lave mad ved. Lamperne er fra Lightyears, og affaldsspanden er fra Wesco. Køkkengrejet finder Mille både på franske markeder og i danske designbutikker.

Overdelen af et ældre vitrineskab er blevet malet turkis indvendigt og bruges til barskab og opbevaring.

Det skønne grønne skab i alrummet har tidligere stået i et biologilokale og er lidt af et fund. Det er rummeligt og godt til udstilling af både nye smukke ting og ting fra rejser og markeder. Vesten stammer fra Rusland, og Mille har arvet den fra sin mor. Billederne er ældre franske plakater.

Den indbyggede bænk ved vinduet er Milles yndlingskrog. Herfra kan hun nyde udsigten over markerne og se solen stå op, mens hun drikker en kop morgenkaffe. Hynden er fra Norr, bordlampen er fra Flos, Eames-gyngestolen er fundet på auktion, mens løberen er et fund fra Søstrene Grene.

Soveværelset er indrettet lyst og feminint, og Milles lækre garderobe er en del af dekorationen. Puder og sengetæppe fra Magasin. Sovemasken er fra Holistic Silk. Lampen i træ er fra Muuto.

Milles makeupbord er fra Thailand og købt hos 1000Ting i Aarhus. Træskufferne er fundet vintage i Sydfrankrig, og de fleste af de mønstrede opbevaringsæsker er fundet på rejser til New York. Spejlet her er lavet ud af en gammel sengegavl fra en karlekammerseng og har fået en gang rød maling.

Badekarret under skråvæggen indbyder til afslapning. Træbakken er fra Magasin, og håndklædet er fra Algan. Messingkrukken er fra H. Skjalm P