Bolig

Bolig: Gammelt sommerhus med sjæl og charme

af Katrine Kaul 8. juni 2018
Foto Dianna Nilsson
I designer Line Hyldgaards sommerhus i Rågeleje er der ikke tilført meget ekstra komfort, end hvad huset fra 1938 oprindeligt er udstyret med. Hos familien Hyldgaard Klitbo handler det nemlig om at være tro mod husets historie. Derfor er der plads til både bump og sprækker og et gammeldags brusebad – udenfor!
PÅ BESØG HOS Line Hyldgaard, 39 år, Torben Klitbo, 39 år, og deres to døtre Dicte og Malin på henholdsvis 7 og 5 år. Line er uddannet designer fra Danmarks Designskole og arbejder nu som produktionsassistent i tøjfirmaet Ivan Grundahl, og Torben er indehaver af gastronomi-bureauet Waldorf & Sirloin og ejer af fire foodtrucks. Familiens sommerhus fra 1938 er 48 m2 og ligger 200 meter fra vandet i Rågeleje.   KOM MED INDENFOR I SOMMERHUSET I GALLERIET HERUNDER
Det lille sortmalede sommerhus ligger midt i den grønne natur tæt på vandet i Rågeleje. 
Gør som Line og lav en lang bænk i dit køkken, hvis ikke du har plads til et stort spisebord. Med en bænk kan du få plads til mange flere gæster, og når du placerer hele den ene side op ad en væg, sparer du tilmed masser af gulvplads.  Stolene er Wegners klassiske Y-stole fra Carl Hansen & Søn, lampen over spisebord­et er fra Københavns Møbelsnedkeri, og puderne er fra Caravane. Den lange bænk, der også fungerer som opbevaring, er bygget på bestilling. 
Er vægge og lofter i dit sommerhus hvide, så vælg materialer i varme farver, som cognacfarvet læder og patineret messing.  Lampe fra Københavns Møbelsnedkeri, bordeaux skål fra Skagerak og lyseblå keramikskåle fra Bloomingville.

Gør som Line og brug en lang knage til dine havehynder. Så er der styr på dem, og de ligger ikke og bliver jordslåede eller fugtige i skuret. Det eneste du skal bruge, er en ekstra strop og en lang knagerække som denne, der er fundet på et loppemarked. Udepuderne her har Line selv syet. 

Huset er kun 48 m2, men føles en del større, fordi familien har udnyttet pladsen helt optimalt og på en hyggelig måde. I det store opholdsrum, der oprindeligt var delt op i en stue og et lille køkken, er der blevet plads til både åbent køkken, spiseafdeling og pejsestue. Stolene er Wegners klassiske Y-stole fra Carl Hansen & Søn. Køkkenet er modellen Hyttan i varm egetræsfiner fra Ikea. 

Under renoveringen måtte parret også skifte husets lille køkken. Her faldt valget på modellen Hyttan fra Ikea. Armaturet er fra Toni, kurven er fra Marokko, og lamperne er loppefund. 

Naturligt, mineralsk og råt i udtrykket. Kurv og vase er loppefund, den alkoholfri gin på ærter er fra Seedlip, stenene er fra stranden, vegetar-kogebogen On Vegetables er fra Phaidon, og æblerne er fra haven. Kikkerten har pigerne arvet fra deres farfar, som var sømand.  

Stuen er en del af det store køkken og spiserum, men har sit eget område centreret omkring den hvide brændeovn. Stolen i kernelæder er fra Ox Denmarq, og tæppet på gulvet i newzealandsk uld er designet af Emil Thorup. 

Giv din sofa nyt liv med nyt betræk i hør, som er en af sommerens største tendenser. Loungesofaerne her har Line selv kreeret ud af Ikeas sofa Söderhamn, som hun har syet nyt betræk til. De bløde topstykker er lavet af dyner, der er tilpasset og betrukket med hør. Det grå hørstof har Line også fundet i Ikea. Inspirationen er hentet fra den italienske designer Paola Navones Ghost-sofaer, men er her altså cool Ikea-hacking.  Plaiden er fra Aiayu, væglampen fra Ikea og skammelen vintage. 

Kig fra stuen ud i den rå, grønne natur. Find lignende vase hos Studio Arhoj.

Huset har kun ét soveværelse, som er lyst indrettet med enkle møbler, der understreger det gode sommerliv. Senge­tøjet i linned og stribet pude er fra Caravane. Lampen er et loppefund.

Den tidligere garage er blevet ombygget til et gæstehus for overnattende gæster. Line har selv lavet sengegavlen af en gavl fra Ikea, som hun har betrukket med gråt hør ligesom sofaen i stuen.  Hjemmesyede puder i hør fra Ikea. Kommode og skammel er begge vintage.

Lav dine egne billeder med botanik hentet i naturen. Brug de ting, der vokser i naturen omkring dig, og læg dem i pres over vinteren. Sæt dem i rammer om foråret og skab din helt egen personlige gallerivæg med botanik hentet lige uden for døren. 

Det lille toilet er ikke prangende, men passer perfekt til huset og den tid, det er bygget i. Patinaen på spejlet fra Københavns Møbelsnedkeri og armaturet fra Toni gør, at man næsten tror, begge dele altid har været der.   

Huset er ikke født med hverken bad eller toilet, og selv om toilettet nu er installeret i huset, er badet stadig en udendørs fornøjelse. 

 Gårdhaven er den perfekte spot om eftermiddagen, hvor man kan sidde og læse i det lille hjørne, der er skabt i indhakket. Bordet har Lines mand selv lavet, og puderne af bomuld og hør er fra Caravane.