Bolig: Funkisvilla med stramme linjer og skæve, farverige fund
Bolig

Bolig: Funkisvilla med stramme linjer og skæve, farverige fund

6. januar 2021
af Katrine Kaul. Udgivet første gang 9. marts 2020
Foto: Katrine Rohrberg
Julie Rosenkrands har indrettet sin enkle funkisvilla med klassiske møbler med stramme linjer. Og så er hun gået amok på loppemarkeder og har fyldt hjemmet med skæve, farverige fund.
HVEM Julie Rosenkrands, 42 år, ejer af smykkefirmaet Lobelune og Oh Lala Communications. Julie bor sammen med Peter, 50 år, efterskolelærer og håndboldekspert på TV 2 Sport, samt deres to børn, Bertram på 12 og Viola på syv år. HVAD Funkisrækkehus i to etager. HVOR Virum.
Julie har altid været vild med de hvide funkisrækkehuse med de stramme linjer i Virum. Og for syv år siden kom hun og hendes mand endelig til selv at eje et. – Vi faldt fuldstændig for pejsen og trappen og ikke mindst lyset i rummet, husker Julie om første gang, hun så stuen med den klassiske funkistrappe lige ved siden af den originale åbne pejs. Kombinationen giver huset et nærmest londonsk look. Siden er Julie også faldet for selve kvarteret. – Hele vejen her er ét stort fællesskab med masser af familier, der spiser sammen, og børn og voksne, der går ind og ud ad hinandens hjem. Det er sådan et slags bofællesskab, men med hver sin bolig, og det giver en fantastisk frihed og tryghed, fortæller Julie. LÆS OGSÅ: Bolig: Dansk design - med et strejf af Japan

En formidabel klunser

Julie har interesseret sig for æstetik, så længe hun kan huske. – Jeg har altid været optaget af det, selv om min stil nok har forandret sig gennem tiden og balanceret på grænsen til, hvad man vil definere som god stil, siger Julie med et grin. Hun har nemlig både en kærlighed for det stilrene og for det mere vilde udtryk. – Mine forældre havde nogle gode venner, der boede meget stilrent med rene flader og linjer i hele hjemmet. Og jeg kan huske, at jeg altid var fascineret af det og dengang så det som det ultimativt smukke hjem. På den anden side var min mormor en formidabel klunser. Hun boede i et fantastisk farveunivers omgivet af massevis af små pyntegenstande, blomster, malerier og antikke fund. Det gjorde mig glad, inspirerede mig og talte til min fantasi, fortæller Julie, der har taget noget fra begge universer til sig i sit hjem. – De større investeringer som møbler må gerne være klassiske. Til gengæld kan jeg gå amok på loppemarkeder i små, skøre, farverige og skæve dimsedutter. Jeg synes, det er vigtigt med sin stil at turde vise, hvem man er. Det kan være ved hjælp af en skæv vase eller lampe, der gør hjemmet personligt, forklarer Julie.

Naturens fantastiske farver

Julie bliver inspireret af rejser, loppemarkeder og sjove butikker. – Jeg er en af de irriterende typer, som kan gå rundt i mange timer uden at købe noget. For inspiration kan opstå ud af de mest overraskende ting; et print på en kjole, et stilleben eller en kvinde på gaden, siger hun. – De fantastiske farver, som naturen selv skaber, fascinerer mig også. Tænk på sten som smaragder og tanzanit, der er nogle af mine yndlingsædelsten. Jeg beundrer i det hele taget naturens evne til at skabe former og mønstre og elsker den sanselige oplevelse, det er at få en sten eller en musling i hånden, der er formet af vand og vind, fortæller Julie, som er så optaget af havdyr og ædelstene, at de danner grundlaget for hendes smykkefirma, Lobelune.

LÆS OGSÅ: Bolig: Stuk og kreative løsninger på Østerbro

Læs også