Selvudvikling

Utroskab: Tilgive eller forlade?

Hver tredje dansker har været deres partner utro! SØNDAG har mødt to kvinder som har tacklet utroskab på hver deres måde

Helle Vibeke er 51 år og valgte efter 20 års ægteskab at forlade sin mand pga. utroskab.  

– Allerede året efter at vi blev gift, fik jeg en besked hos lægen, der på chokerende vis blev startskuddet til et liv i utroskabens skygge.
Lægen fortalte, at jeg havde en kønssygdom, og jeg vidste, at den kun kunne komme ét sted fra. Jeg konfronterede min mand, der grædende erkendte et sidespring, men bedyrede, at »han var fuld, at det intet betød og aldrig ville ske igen«, og vi kom begge i medicinsk behandling for kønssygdommen.

– Han var min store kærlighed, som jeg mødte tilfældigt på en bytur i Tivoli, da jeg var 27 år. Han havde humor og var charmerende. Vi blev stormende forelskede og forlovet efter to måneder. Vi kom godt ud af det med hinandens familier, og alt føltes bare rigtigt med ham, fortæller Helle Vibeke.

Alle de små signaler

– Jeg fortalte ingen om sidespringet og kønssygdommen. Jeg var omsorgsfuld over for ham, men han ville slet ikke tale om det chok, hans utroskab havde påført mig, det måtte jeg bearbejde hos en psykolog.

– Der var igennem ægteskabet masser af små tegn, der tydede på, at han så andre kvinder, fortæller Helle Vibeke og hiver et af eksemplerne frem.

– Mens jeg var gravid, havde han en aften turet rundt i Nyhavn, og dagen efter inviterede han mig derind, hvor vi tilfældigt mødte en bekendt. Han nærmest overstirrede min mand og sagde: »Jeg så dig med din sekretær her i Nyhavn i går«. Der var ingen tvivl om, at vores bekendte prøvede at signalere over for ham, at han var opdaget. Jeg har oplevet flere gange, at nogle af hans bekendte eller kolleger har stoppet os og udbrudt: »Gud, er det din kone?« fortæller Helle Vibeke.

– Jeg gik rundt med en konstant mistro, og derfor var det vigtigt for mig at få beviser for min mistænksomhed, jeg tjekkede hans mobil, hans mails, og forsøgte ikke at blive tosset i hovedet over alle mine mistanker og spekulationer. Men jeg vidste, at jeg havde ret. Jeg søgte sandheden for at kunne holde hovedet nogenlunde klart. Men det tog hårdt på mig. Tidligere strålede jeg af selvtillid, var den udadvendte, selvstændige kvinde, der sang klassisk musik og elskede at rejse alene, men mistroen, den manglende oprigtighed og kommunikation udslettede mit selvværd og min livsglæde, og jeg blev mere og mere grå og ulykkelig.  

Sorg over splittet familie

Til sidst tog hun beslutningen. Hun kunne ikke længere leve med uvisheden og mistilliden. Hun ville skilles.

– Jeg har da spurgt mig selv mange gange, hvorfor jeg ikke bare forlod ham? Og jeg ved det dårligt nok selv, ud over at jeg har den helt grundlæggende værdi, at man ikke bare opgiver. Jeg elskede jo min familie, og det var uoverskueligt at forlade det hele: Mine børn, mit hjem. Og hver gang håbede jeg jo på, at han mente det, når han sagde, det var sidste gang. Desuden var der altid lige en familiefødselsdag, konfirmation eller jul, der nærmede sig, så jeg skubbede beslutningen foran mig. Men nu tænker jeg da: »Hold da op. Hvorfor fandt jeg mig i det?«

I dag har Helle Vibeke fået lidt smil tilbage, men tilliden til andre mennesker har fået et uopretteligt slag.

Nu vil jeg stille og roligt se fremad, finde ind til den glade Helle Vibeke og mærke friheden igen.

Helle Poulsen fandt en dag ud af, at Lars, kæresten gennem seks år, var hende utro. Selv om han havde bedyret, at en romantisk kontakt med en mor til en af deres søns venner var forbi. De havde ellers haft den skønneste dag i Lalandia med sønnen Christian på fem år og Helles søn fra hendes tidligere ægteskab, Oliver på ti år.   

– Vi var sammen, efter at vi i en periode havde været flyttet fra hinanden. I den periode fandt jeg ud af, at han var begyndt at se en yngre kvinde. Men vi tog en god snak, og han fik sagt, at det jo var mig, han ville have, og at han ville stoppe det med hende, fortæller Helle til SØNDAG.

– Hans ord satte nogle følelser og tanker i gang igen, for min mavefornemmelse har altid sagt mig, at det er ham, jeg skal have, på trods af vores kriser og store forskelle i personlighed. Og pludselig blev jeg bange for at miste ham, så vi mødtes igen og fandt sammen som kærester uden at flytte sammen.

Selv været utro

Men så kom dagen i sommerhuset, hvor Lars er faldet hurtigt i søvn og Helle leger lidt med drengene. Og inde i hende er der en vedvarende stemme, der siger, at hun skal tjekke hans mobil. Hun har nemlig tidligere taget ham i en romantisk udveksling med en eks-kæreste. Hun kigger i den og opdager, at han slet ikke har stoppet kontakten til den yngre mor.

Hun forsøger at komme frem til tilgivelse. Ikke bare af Lars, men også sig selv. Dels for at være naiv, og dels fordi hun kender til utroskab i sit liv. Blot har det tidligere været hende, der har været den utro part.

Fra idyl til opløsning

– Jeg var en tsunami af vrede. Jeg sendte ham dræberblikke og snerrede ad ham, men prøvede også at få ham i tale, hvilket han ikke ville. Og så slog det helt klik. Jeg skreg, løb efter ham og slog på ham, og han sagde, at han nægtede at slå på en kvinde, så han tog bare imod.

Spoler man historien om Helle og Lars et stykke tid tilbage, er det mødet mellem to vidt forskellige mennesker, der udfolder sig. De mødte hinanden på et tidspunkt, hvor Helle efter sin skilsmisse bare trængte til at finde sig selv og være alene. Lars havde uafklarede ting omkring sin ekskæreste, så det blev til et såkaldt »on/off-forhold«, indtil lynet endelig slog hårdt ned, og de blev et par. Som Helle formulerer det: »Et vanvittigt forelsket et af slagsen og et perfekt seksuelt match«.

En øjenåbner

Hvad der kunne være endt i endnu en krise, blev i stedet en øjenåbner for Helle. Kort efter den forfærdelige dag, der betød, at parret holdt pause, skulle Helle nemlig lave en øvelse i forbindelse med en bog, hun læste. Øvelsen hed: »Elsk din fjende. Din fjende er din frelser«.

– Jeg blev så vred, for Lars var da ikke min frelser, siger Helle til SØNDAG og fortsætter:

– Men jeg gav mig selv lov til at være ulykkelig og rasende, og kort tid efter havde jeg en stærk visualisering af, at han var en mur, jeg skulle igennem, og på den anden side var lyset. Dette faldt sammen med, at han ringede, og vi fik en god snak, der satte mange ting på plads, ikke mindst inde i mig selv og min egen fortid med utroskab. For jeg har indset, at har jeg fred i mig selv, så har vi det godt, og jeg ville ikke have været forløbet foruden. Jeg har en lille æske, hvor der står »I’m done with it«, og den har jeg sat i skabet. Jeg stoler på ham nu og tjekker ikke mobilen. Vi diskuterer dog stadig, om vi skal flytte sammen igen. 

Læs mere om: